Hvis jeg skal komme med en kommentar til den frodige debat om handicap, som heldigvis er i øjeblikket, så er det, at debatten let medfører en tingsliggørelse af mennesker. Objekter, som andre handler med. Og når det er sagt, så er faktum, at nogle grupper af mennesker med handicap er dybt afhængige af, at andre kæmper deres sag. Den indsats er nødvenlig. Vi, der kan, skal dog tage ansvar i eget liv og gøre os til drivkraften i en forandring. Vi skal ikke forlade os på andres “velvilje”, “forståelse” eller “humanisme”. Vi skal bringe os selv i centrum som aktører og holde op med at se til som tilskuere. Vi har sammen en magt, og vi er nødt til at bruge den. Ellers taber vi.