På denne side kan du finde nogle eksempler på situationer, min familie og jeg har oplevet gennem tiden. De er sande – og hentet fra den virkelighed med hjemmepleje før jeg fik BPA med egne, fastansatte hjælpere.
Der er meget stor forskel på at have faste hjælpere, som jeg har i dag, og få hjælp fra hjemmeplejen, som jeg fik før oktober 2010. Faste hjælpere kan koncentrere sig om, hvordan arbejdet skal udføres hos mig. Med de rigtige hjælpere opnås både den rutine og tryghed, der er meget vigtig for, at hverdagen fungerer.
Hjælpere i hjemmeplejen har mange besøg. De kommer hos mange forskellige borgere med vidt forskellige behov. Det kan ofte være svært at ‘omstille sig’ så mange gange gange i en travl hverdag, som der reelt er behov for.
Jeg fortæller disse oplevelser fordi de måske kan give stof til eftertanke hos bl.a. hjælpere i hjemmeplejen. I den sammenhæng er det godt at huske, at hvad der er god adfærd ét sted – er dårligt et andet. Derfor er det også et krævende arbejde at være hjælper, der skal komme i mange hjem.
Jeg forsøger at fortælle det med en vis humor – men tro mig… i selve situationen er det vanskeligt at se det sjove, så den, der kun tager spøg for spøg….
Når man har et handicap og behov for hjælp fra andre, bliver man i mange sitationer meget sårbar (eletronisk modelbillede).
Han kan sikkert heller ikke forstå… og høre.
Når der kommer nye hjælpere i huset er det meget almindeligt at de bukker sig venligt ned over mig lige foran hovedet og råber deres navn højt og tydeligt ind i hovedet på mig….
Juuuhuuuu, nu er jeg her – det er HJEMMEPLEJEN!!!
Det kan for nogle hjælpere være svært at forstå, at der er et liv, der skal fungere ved siden af hjemmeplejen. Derfor gør de fleste hjælpere meget højt og meget tydeligt opmærksom på, at nu er de der ved at smække døren hårdt i og råbe, så det gjalder ud over hele huset. Det til trods for, at vi har bedt om en dæmpet adfærd, så hvis nogen i familen sover, ja, så kan de blive ved med det. Der er ikke altid den fornødne sans for, at det er et privat hjem, en hjælper kommer ind i. Hos nogle ældre mennesker, der “ønsker” at blive gjort opmærksom på højlydt, at nu kommer der nogen, er det godt at gøre, men arbejdet kræver mere situationsfornemmelse end der ofte bliver brugt.
Tale er sølv…
…men som regel er det tavsheden, der er guld. I særdeleshed når det gælder om at fortælle om andre borgere. Desværre kommer jeg med meget jævne mellemrum ud for, at en hjælper fortæller om andre borgere. Endda så de er genkendelige. Min tommelfingerregel er, at når de fortæller mig om nogen, så fortæller de også andre om mig. Begge dele er lige ubehageligt og det er situationer jeg er meget konsekvent med at gå til ledelsen om.
Hvad får du så tiden til at gå med.
Hjælpere vil gerne snakke, når de kommer ind i huset, og det er ok, men jeg kan godt blive træt, når jeg gang nr. 458 skal svare på et spørgsmål, der med 99% sikkerhed er formuleret som “hvad får du så tiden til at gå med?”. De kunne lige så godt have fortsat med ordene “lille ven”, men ok, det bliver sjældnere og sjældnere at de følger efter. Jeg synes, det er at tale ned til folk at spørge på denne måde. Det stammer fra nogle grundlæggende holdninger om, at når jeg ikke kan klare mig uden hjælp, så kan jeg heller ikke arbejde.
Tingene får nye pladser – hver gang!
At få mange forskellige mennesker inden for dørene til sit hjem er tilsyneladende også ensbetydende med, at en del af disse mennesker mener, at de har ret til at få indflydelse på, hvordan vi indretter os. Selv om tingene har hver deres plads – og det i overensstemmelse med, hvordan vi synes de skal stå, så oplever vi gang på gang, at hjælperne sætter dem nye steder. Om det skyldes, at de ikke kan huske hvor de tog dem, eller om det skyldes, at de har en mening om, at det vil være smartere med det sted, de selv finder på, er jeg ret ligeglad med. Det er forkert og urimeligt, at tingene ikke kan stå, hvor vi selv har bestemt det. Det er også meget uhensigtsmæssigt, da jeg skal kunne forklare alle nøjagtigt alt er – også uden at være i rummet. Det kræver tingene er på deres plads. Jeg tænker tit på, om hjælpere også gør det hos blinde – for det kan være en katastrofe.
Så er der husundersøgelse!
Hvis jeg eksempelvis sidder på toilettet, og der kommer en ny hjælper, kan jeg pludselig høre dørene klappe køkkenet rundt. Lyden er ganske umiskendelig. Det er en hjælper, der synes, vedkommende skal skabe sig et overblik over, hvor tingene er – eller finde en kop. Mange starter ikke engang med f.eks. at spørge mig, men må mene, at det er helt ok at kigge alle skabe igennem, nu man er i huset. Hverken min familie eller jeg synes, at det er i orden på den måde at blande sig i noget, man ikke har spurgt om lov til.
Handsker – hygiejne eller berøringsangst.
Når man har et handicap, er der ofte mange mennesker rundt om én for at hjælpe… og som langt fra tilhører familien, så hvis du tror dette er et familiefoto, kan du godt tro om… (elektronisk modelbillede)
Jeg oplever tit især nye hjælpere, der naturligvis tager handsker på, som sig hør og bør, når det drejer sig om personlig hygiejne. Men ofte stiller jeg mig selv det spørgsmål, om det nu er af hensyn til hygiejne eller fordi de er bange for direkte kontakt med andre mennesker, der får disse hjælpere til at bruge handsker. Det er nemlig sådan, at hvor uhygiejnisk det end lyder, så er der mange, der beholder handskerne på efter at have hjulpet mig med et toiletbesøg – og helt uden omtanke gladeligt rører både ved mit løftesejl og ved mig… indtil jeg gør dem opmærksom på det. Så handler det for mig at se ikke om hyygiejne, men om berøringsangst.
En nøgle er til for at blive brugt.
En dag kom vi hjem og uden for vores hus holdt en Falck-bil og en hjemmeplejebil. Der skulle laves service på mit kaldeapparat, og så ringer man naturligvis blot til hjemmeplejen, der låser op. Jeg skal understrege, at det ikke skyldtes en praksis, kommunen billiger, men uvidenhed hos en hjælper om, hvordan man respekterer privatlivets fred.
En mand i soveværelset.
Det har også adskillige gange forekommet, at der har stået hjælpere i vores soveværelse uden at jeg havde bestilt hjælp…. grund: hjælperen havde ikke læst sin ruteliste ordentligt, hvor det tydeligt er angivet, at de kun skal komme, hvis jeg kalder. Klimaks var en dag, jeg slet ikke var hjemme, da der pludselig stod en fremmed mand i vores soveværelse, hvor min kone sov… hvem synes det er særligt rart? Vi gør ikke!
Det er vigtigt at tage telefonen.
Jeg har ofte oplevet midt i at noget er ved at blive gjort – det kan f.eks. være midt under et toiletbesøg, som man under ingen omstændigheder kan løbe fra alligevel – at hjælperens mobiltelefon ringer. Den bliver altid taget, for “det kan jo være et nødkald fra en anden borger”… jeg har dog endnu ikke oplevet at få lov til at blive hængende i liften med bukserne nede fordi der kom et vigtigere kald. Måske er det en god ide at kunne prioritere og sige: jeg kan ikke forlade det, jeg er i gang med, så de må under alle omstændigheder ringe til en anden, hvis det ikke kan vente de 4 minutter til jeg er færdig her…
Ofte, når man møder et menneske, er det handicap, der bliver fokuseret på – og ikke mennesket.
Et børneværelse – det venter jo kun på mig.
En hjælper skulle engang vente på mens jeg gjorde noget andet. Der var ingen behagelig stol at sidde i, så da vores ældste pige, der dengang var 11 år, kom ind på sit værelse, havde hjælperen sat sig godt til rette der… og kom med en bemærkning om, at det gjorde jo nok ikke noget. En 11-årig siger ikke en voksen imod, men hun var ked af det. Det værste ved historien var, at hjælperen ikke kunne se noget galt i bare at gå ind på et værelse, men hun blev dog klar over, at hun brød en grænse for privatlivets fred.
Må jeg se.
For mange år siden var en hjælper lidt i tvivl om, hvorvidt jeg nu vidste hvad jeg sagde, da jeg svarede ja på et spørgsmål om jeg kunne nå min bog og mit kaldeapparat, da jeg var lagt i seng. Hun følte sig derfor både foranlediget til og i sin gode ret til at stille spørgsmålet “Må jeg se det?” Svaret var nej, da jeg vidste, hvad jeg svarede på og at jeg ikke kunne se nogen ide i at snyde hende… det ville jo i sidste ende gå ud over mig selv. Hun var sygeplejerske…
“Farvel og tak for denne gang.”
En hjælper holder op, men undlader at fortælle det før sidste aften. Det er naturligvis hjælperens afgørelse, om vedkommende vil informere om det tidligere, men det fortæller mig noget om, at nogen hjælpere har en manglende forståelse for, hvor meget det betyder at vide, hvem, der kommer inden for vores dør. Jeg er afhængig af mine hjælpere, og har brug for, at der er tryghed omkring hjælpen.
Tæt på – men jok lige ud af min aura…
Når man skal have hjælp, er det umuligt, at hjælperne ikke kommer tæt på en. Det ment i mere overført forstand, men jeg har faktisk været ude for hjælpere, der rent fysisk kommer så tæt på under arbejdet, at det kan komme til at virke nærmest klaustrofobisk. Om det skyldes nærsynethed eller et stort kontaktbehov skal jeg ikke kunne sige, men ubehageligt er det, hvis man skal smøres i ansigtet og der står en med hovedet højst 20 cm over mig.