“Historisk stor protest mod regeringens planer på handicapområdet”… sådan lød en af de store overskriften på dagbladet Arbejderen torsdag den 23. maj.
En samlet handicapbevægelse med deltagelsen af mere end 50 forskellige organisationer satte onsdag 22. maj et glædeligt fokus på et af de store problemer, som vi i øjeblikket har i Danmark. Det består af en regering og et folketingsflertal, der er totalt ude af stand til at indse, at DE burde nå frem til erkendelsen “Undskyld vi er her” i stedet for at udskamme og mistænkeliggøre mennesker med handicap for at være skyld i alle landets ulykker. Det skal også ses i paradokset af, at vi befinder os i en iøvrigt gunstig økonomisk situation.
Demonstrationen faldt lige før Muskelsvindfondens Landsmøde 2024, der afholdes i denne weekend. Selv om Muskelsvindfonden kun er en af mere end 50 organisationer, der bakkede op om demonstrationen, er det med til at skabe både momentum og indgyde vilje til at kæmpe mod en samfundstendens, vi med et mildt ord kun kan kaldes handicapfjendsk. Det må følges op med mange flere initiativer.
Regeringen og en række støtter bør derfor skynde sig at sadle om og få skabt et nyt og mere realistisk grundlag for fremtidens handicappolitik, der er renset for øget tvang, ensidig kommunal financiering af udgifterne på handicapområdet og fremfor alt genetablering af retssikkerheden på hele det sociale område.
Anerkend retten til at vi alle kan være en ressource og en aktiv del af samfundslivet uanset handicap eller ej. Kun sådan kan et ordentligt samfund fungere. Vi er nødt til at bygge vores fælleskab op på, at vi nu engang ikke kun er dem, magthaverne ønsker skal være her. Vi er mange flere. Hvis vi anerkender det, så har vi ikke behov for at undskylde noget over for hinanden. Endnu er det ikke for sent….