At kunne og ville – en kommentar om arbejde

I den nutidige handicapdebat fylder arbejde meget. Det gælder både, hvordan vi italesætter arbejde inden for vores egen handicapbevægelse og det billede, vi dermed er med til at give videre til andre. Ikke mindst de politikere, der skal tage beslutninger.

Politikere kan umuligt vide alt om handicap og arbejdsevne. Det er derfor vores opgave at give vores viden videre og sikre, at den bliver så nuanceret som mulig og et godt politisk redskab, der sikrer bedre muligheder for at mennesker med handicap kan indgå i sammenhænge, der skaber meningsfulde relationer.

Tilgangen til vores rolle på arbejdsmarkedet er rent politisk påvirket af den mere ideologiske betingelse, der i dag er forudsætningen for at tale menneskelig værdi: evnen til at udfylde en rolle på arbejdsmarkedet. Det medfører en ubehagelig tilgang til arbejde, der blandt andet betyder mistænkeliggørelse, hvis vi af en eller anden grund ikke er i stand til at yde – eller yde nok.

På grund af dette falder vi nogle gange i den grøft, at vi får et utroligt behov for at påvise, at det ikke gælder os med handicap. En væsentlig del af vores tilgang kommer til at handle om at vi både kan og vil arbejde og dermed bidrage til samfundet. Vores rolle bliver defensiv og påvisende i forhold til vores evne og vilje til at indgå i ikke mindst produktive sammenhænge.

Det giver sig udslag i slogans som at handicappede både kan og vil bidrage. Hvem siger det modsatte? Det modsatte udsagn – at vi med handicap ikke kan og ikke vil bidrage eksisterer ikke – og ifald det skulle gøre, er det ikke vores opgave i handicapbevægelsen at bære frem at det er mindreværdigt ikke at bidrage, hvilket hurtigt kommer til at ligge latent gemt.

Vi hører det italesat politisk som at der skal gulerødder til for at motivere mennesker med handicap til at arbejde. Holdningerne er bl.a. udtrykt af et politisk spektrum fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance. Blot for at sætte perspektiv på alvoren i det.

Det er ikke muligt i et mindre blogindlæg som dette at komme rundt om alle aspekter af arbejde og vores rolle på arbejdsmarkedet. Derfor nøjes jeg med at slå fast, at arbejde handler om langt mere end om at kunne og ville og kan ikke alene defineres ud fra et beskæftigelsesperspektiv, men kræver et lige så markant og fyldigt socialpolitisk perspektiv.

Det er et langt mere nuanceret billede, som det er vores opgave at indfange og viderebringe til politikerne. Det må være vores bidrag til diskussionen, at vi er i stand til at italesætte forudsætningerne for et velfungerende arbejdsmarked med plads til nødvendige hensyn og uddannelse inden for relevante jobs.

Det må samtidig være vores opgave at klargøre for politikerne, at der er en lang række situationer, hvor det er helt nødvendigt at få italesat, at den heksejagt, der foregår i kommunerne for at undgå førtidspensioner og i stedet at “udskrive” latterligt lave timemæssigt baserede fleksjob som “medicin”, er helt utilstedelig og må stoppes.

Men den tilgang matcher ikke med det ideologiske billede, vi alt for ofte hopper på. I det positive samarbejdes ånd opgiver vi forsvaret for mennesker med handicap, når det kræver et mere nuanceret perspektiv end at vi kan og vil arbejde. Vi begynder at argumentere på konkurrencestatens vilkår og står i fare for ved forsimplinger at miste vores identitet.

Vi kan ikke løse problemerne inden for rammerne af beskæftigelse alene, fordi det ikke er alle grupper af handicap, der er i stand til at arbejde selv med meget udviklede kompenserende indsatser. Enten på grund af et stærkt udviklet handicap eller i andre situationer fordi vi taber uforholdsmæssig meget arbejdsevne på grund af vores handicap. Et faktum, vi er nødt til at have med i vores overvejelser, når vi vil forsvare vilkårene for mennesker med handicap.

Med i billedet hører naturligvis også, at vi heller ikke kan løse problemerne inden for rammerne af socialpolitik alene. Der er mange og gode argumenter for at vi alle arbejder i det mulige omfang. Med udgangspunkt i vore egen oplevelse af vores situation og med respekt for de valg vi selv træffer og kan fungere inden for.

En nødvendig refleksion består her også i, at der paradoksalt nok også er en del situationen i øjeblikket, hvor nogle grupper af handicappede samtidig med at vi taler for at flest muligt deltager på arbejdsmarkedet, roligt men sikkert presses ud af arbejdsmarkedet og ind i uholdbar ledighed af årsager, vi ved alt for lidt om, hvad skyldes.

Rimelige bud kan være strukturelle forandringer, der enten gør det sværere at passe ind i jobsituationer. Det kan også være på grund af manglende indsigt hos de medarbejdere i kommunerne, der skal skabe jobs på særlige vilkår. Det kan være om f.eks. nye typer opgaver, der med fordel kan løses af medarbejdere ansat på særlige vilkår. Set i dette perspektiv giver det rigtig god mening også at tale om at kunne og ville yde.

Problemet består dog operationelt i, at det er metaforen “kunne og ville”, der får opmærksomheden og fjerner blikket fra den mere nuancerede og konstruktive tilgang, at der er to sideordnede perspektiver, der begge må i spil: socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken.

Socialpolitikkens rolle bliver at sikre et værdigt livsgrundlag i situationer, hvor beskæftigelsespolitikken ikke løser problemet. Den bliver også at sikre andre indsatser, der kan skabe den nødvendige rummelighed inden for frivilligt arbejde som ikke at forglemme også skaber muligheder for, at mennesker med handicap kan yde, skabe bedre vilkår for andre og videregive væsentlig viden og indspark. Også i dette perspektiv giver det rigtig god mening at satse på uddannelse.

Uden dette perspektiv efterlader vi nogle på perronen for at bruge en blandt politikere yndet floskel. Det lykkedes Mette Frederiksen i en sjælden grad at efterlade rigtig mange på perronen i et af de største svigt vi nogensinde har set: valget kom med førtidspensions- og fleksjobreformen ikke længere til at stå mellem en anstændig førtidspension eller et arbejde på anstændige vilkår.

Muligheden for førtidspension blev skarpt beskåret og den indbyggede kompenserende indsats i fleksjob blev også beskåret. Resultatet er at mange med handicap er landet på kontanthjælpslignende ydelser uden udsigt til hverken arbejde eller førtidspension. Et faktum, der i den aktuelle debat fortaber sig i en afsporet debat om at kunne og ville arbejde. Det er stort set kun initiativet “Værdig Reform“, der fastholder krav om rimelige vilkår – og den har mere afsæt i fagbevægelsen end handicapbevægelsen.

Jeg skal ikke kunne gisne om, hvorfor der er valgt at holde fast i en overdreven vægtning af at kunne og ville arbejde.

Men jeg vil tillade mig at fastholde, at en bevægelse, hvis formål er at forsvare rettigheder for mennesker med handicap må have et langt bredere perspektiv, der favner mange flere af os. Måske er vi, der stadig taber arbejdsevne en mindretal, men selv mindretal kan være store og vigtige at holde fast i.

Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi holder fast i meget forenklede stereotyper selv i det gode samarbejdes tjeneste. Vi er nødt til at holde fast i nogle grundlæggende handicappolitiske principper for at forsvare den mangfoldighed og den kompleksitet vi er skabt af som en uafhængig handicapbevægelse.