Med udsigt til Storebælt – og Sprogø

Jeg sidder her og kigger ud af vinduet og har gjort det flere gange i løbet af dagen. Ikke kun fordi det her ved tærsklen til julemåneden – og vinteren ikke at forglemme – er en smuk udsigt, der tegner sig i horisonten.

Også fordi der er en lang og insisterende lysstribe, der i skumringen helt naturligt fører blikket mod broen, hvor den går fra høj til lav og lader det tunge fundament hvile på den før så lille, undselige og isolerede ø, Sprogø. Ikke at selve øen er synlig i mørket… men den ér der.

Sprogø må umiddelbart dukke op i tanken, når jeg tænder for fjernsynet og hører begejstrede mænd med ildhu fortælle om deres sidste infame korstog mod menneskeheden i almindelighed og indvandringen i særdeleshed: udvisningsafventende kriminelle skal nu isoleres på øen Lindholm.

Ikke fordi de kriminelle på det sidste har stukket sig ud ved handlinger, der kræver en sådan særlig indsats, men for at signalere handlekraft og initiativ over for den største forbrydelse af alle. At man i en verden i skarp forandring og med stadig større gab mellem rige og fattige har kastet blikket på Danmark og i forsøget på overlevelsen er nået herop… uanset hvad man ellers har med sig i bagagen.

Det hører med til den dramatiske fortælling, at infamiteten Lindholm kun er det sidste og øverste lag af en række indsatser, der skal afskrække krigshærgede, undertrykte og – iøvrigt også af os i de kapitalistiske lande – udnyttede mennesker mod det, der er helt naturligt – at søge mod fredeligere himmelstrøg. De af os, der ville have fået chancen, ville have selv gjort det samme, hvis det omvendte var tilfældet. En tanke, der dog ikke eksisterer i disse, uanset hvor meget det vender sig i mig, “landsmænds”, kringlede hjerner.

Der er tale om ren symbolpolitik hvad angår Lindholmprojektet. Mange af de andre politiske vedtagelser har langt mere vidtrækkende økonomiske og socialt nedgørende konsekvenser, der rammer hårdere, men ikke er så nemme at anskueliggøre og visualisere. Over for store grupper af indvandrere og sågar også danske statsborgere sender det et klart nationalistisk signal: I er uønskede i det danske samfund. Det er ikke længere nok med grænsebomme. Nye stunts må til.

Lindholm er på ingen måde genial nytænkning. Det vidner blikket ud over Storebælt om. I et 100 år gammelt perspektiv var Sprogø et opsamlingssted for kvinder, der måtte isoleres fra samfundet fordi de besmittede ikke kun samfundet i almindelighed men med deres seksuelle og moralske fordærvethed fik stakkels bønder i særdeleshed til at foretage sig skrækkelige ting mod kvinderne. Det gjorde, at disse kvinder nødvendigvis måtte isoleres på en anstalt, så de ikke besmittede det øvrige samfund med det, man med et daværende udtryk fordømte som “moralsk åndsvage”. I sig selv et skræmmende udtryk. Der var en lignende ø for mænd – Livø.

Dette sorte kapitel af vores historie er velbeskrevet både i faglitteraturen af bl.a. Birgit Kirkebæk og både sat ind i en skønlitterær ramme af Vibeke Marx i “Skygger fra Sprogø” og Jussi Adler Olsen i den filmaktuelle udgave af “Journal 64”.

Sporene skræmmer. Dele af mine “landsmænd” (i guder, det vender sig igen) tager gerne skruppelløst disse reminiscenser fra fortiden op, kæler for dem, for nok en gang at tale til vores nationalistiske indre svinhund.

Det er ikke det eneste sted, hvor de henter deres inspiration i historien. De iscenesætter også sig selv gennem velkendte nationalistiske, heroisk positionerede stålsatte tegninger, der på en og samme tid skal indgyde os hygge, national tryghed og forsvar mod indtrængende fremmede og onde kræfter.

Det er i sandhed blevet vinter. Selv om varmegraderne stadig ikke har nået minus i nævneværdig grad, sniger en anden form for kulde sig ind i hver en sprække og prøver med frygt og løfter om mere mammon at gennemtvinge et opgør med en postuleret ondskab udefra.

I horisonten står Sprogø som en mørk kontur og spejler spørgsmålet: er vi – endnu engang – så dumme? Tror vi virkelig på, at vi kan isolere os ud af problemerne – af den ondskab der ikke kun kommer udefra, men i særdeleshed lever iblandt os? Tror vi virkelig på det – sådan rent moralsk?