Med jævne mellemrum dukker nye ord op og erstatter gamle.
Heldigvis udvikler sproget sig.
Et eksempel er Landsforeningen af Vanføre, der holdt fast i dette navn helt frem til 1988, hvor det blev til Dansk Handicap Forbund. Nok fornuftigt at skifte, for betydningen af ordet vanfør forstås efterhånden kun af få.
Ordet har sin oprindelse i oldnordisk sprog.
Ordbog over Det Danske sprog kan berette, at ordet vanfør i almindeligt sprog i 1952, da ordbogen udkom, kun bruges om “en person som paa et vist tidspunkt ell. især varigt ikke har sin fulde førlighed, idet legemsformen ved medfødte eller erhvervede deformiteter eller defekter (vanskabthed, lamhed, skeletdefekter, rygradsskævhed, klumpfodethed, elefantsyge olgn.) afviger saa stærkt fra den normale, at bevægelses- ell. arbejdsevnen (muligheden for opnaaelse af arbejde) derved (i væsentlig grad) forringes.”
Sproget kan være med til at fastlåse os i, som i dette tilfælde, fortidige forestillinger og opfattelser. Andre steder er sproget flyvsk og ikke til at holde stille, men det vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed.
