Fredag aften fik jeg set lidt af en TV-udsendelse med Birthe Rønn Hornbech. Udsendelsen handlede for en stor dels vedkommende naturligvis om Brøndby Strand, hvor Birthe Rønn Hornbech bor, og som af et folketingsflertal, der heldigvis er meget marginalt, er udråbt til et af de steder i Danmark, hvor der bor for få danskere. Det såkaldte forslag V 38, som jeg kort omtalte forleden dag.
Nu er det langtfra alt, jeg er enig med Birthe Rønn Hornbech i, men det var befriende at se, at der er borgerlige politikere, der ser og er bevidst om det skred mod højre, der sker i Danmark – og taler højlydt imod det.
En af de ting, jeg syntes var essentielt var, at hun gerne vil være med til at diskutere, hvad der er dansk, men ikke, hvem der er dansk. Noget, der for mig at se rummer en grundlæggende anerkendelse af andre mennesker og andre kulturer, men med en ret til at fastholde grundlæggende værdier for os hver især.
For jeg tror egentlig mere på, at vi som mennesker hver især har nogle grundlæggende værdier, der betyder noget mere for os end en massiv samhørighedsfølelse, der med et ord, der ofte bruges af nationalister, kan sammenfattes som “danskhed”. Naturligvis har vi en fælles historie, men det bevirker ikke, at jeg har en automatisk samhørighedsfølelse med kræfter der er stærkt nationalistiske. Jeg synes ikke det på nogen måde er eller bør være forbundet med danskhed at smide breve i postkassen hos mennesker med opfordring til, at de skal tage hjem til deres “eget land”. De bor faktisk i Danmark, så i min begrebsverden er de danskere.
Jeg ser det heller ikke som en del af dansk kultur at gøre sig til tilhængere af medlidenhedsdrab på børn med handikap, som Læger for Aktiv Dødshjælp gør sig til eksponent for med et forslag, de har fremlagt. Jeg har været med til at skrive netop et debatindlæg om det sammen med de andre stiftere af IKKE DØD ENDNU. Indlægget kan læses her.
Faktisk ser jeg begge eksempler som en individualisering og dybest set et højreskred, der er værd at kæmpe imod – og i virkeligheden for den solidariske kultur med plads til alle former for mangfoldighed som dansk. En fælles indsats for det velfærdssamfund, vi i generationer har båret frem i fællesskab. Ikke altid uden at krydse klinger, men med en fælles retning. Og man kan vel godt, med Birthe Rønn Hornbechs ord, kalde det en diskussion om, hvad og ikke hvem, der er dansk.
