Jeg har ryddet op. Det er jo en befrielse for de fleste, for inde hovedet får vi straks associationer til, når “man” har været travlt optaget af noget og hele huset eller lejligheden ligner en tsunami fordi der ikke har været “tid” til at få fjernet bøger, kaffekopper, brikkartoner, måske en halv gennemvædet pizza-bakke og alt det, der hører en “travl” og “betydningsfuld” tilværelse til.
Beklager. Det var ikke lige den form for oprydning. Det var oprydning på denne blog, hvor der kastet rundt var en række indlæg, der aldrig er nået nogen læsere, men er blevet hængende med prædikatet “Kladde”. Altså ikke en oprydning, der ses af andre end mig, og egentlig virker ganske meningsløs under den forudsætning, at jeg aldrig kommer til at trykke på knappen “Udgiv”.
Resultatet ville være uoverskueligt. Netop en kladde er jo noget ganske uovervejet og noget, der endnu ikke er så færdigt, at det ikke egner sig for offentligheden. Og ak, et enkelt tryk ville ikke blot afsløre for verden, hvad jeg ganske uforbeholdent tænkte, men også men også med ubønhørlig nidkærhed sende en mail ud til alle abonnenterne på min blok om, at nu havde jeg begået et nyt skriv. Shit!
Nå, men denne oprydning, jeg her vil skrive om, hvis jeg altså trykker på udgiv, afslørede tanker, der alle handlede om arbejdsmarkedet. De daterer sig alle tilbage til perioden juli 2013 til januar 2014 og var tanker, der var tænkt som en del af det, jeg dengang kaldte kaldte Job-blog og udgav i perioden 12. februar 2012 til 11. marts 2014. Nogle betragtninger bliver mere gennemskuelige i et historisk perspektiv.
Job-Blog endte med at komme til at bestå af 36 indlæg, der egentlig startede som en slags beskrivelse af hændelserne og jagten på et nyt job, da jeg blev fyret fra mit job i socialstyrelsen på grund af nedskæringer. Lige frem til sidste indlæg fortsatte Job-blog med at være løsrevne dagbogsblade med meget ujævne mellemrum, men den ændrede alligevel karakter undervejs med baggrund i den turbulente tid, som det samtidig var med baggrund i gennemførelsen af reformerne af førtidspension og fleksjob. Den blev samtidig meget personlige og skarpe kommentarer til de centrale aktører bag den praktiske gennemførelse af reformerne, dvs. først og fremmest Mette Frederiksen, Karen hækkerup, Socialdemokraterne, Radikale og SF.
udkast til blogindlæg “sidst redigeret 15 januar 2014 kl. 21.32″
betyder det så meget, hvad vores restarbejdsevne er?… hvis den alligevel ikke skal bruges
I Job-Blog 32 nævnte jeg en række emner, som jeg synes, det kan være relevant at tage op. Et af dem lød, om det overhovedet betyder så meget, hvad vores restarbejdsevne er. Baggrunden er den måske lidt fæle tanke, om det overhovedet for alvor har indgået i overvejelserne, at der skal være arbejde til os, der er på ledighedsydelse? Jeg vil prøve at komme med en argumentation for at det kan være et realistisk scenarie.
Overskriften på dette blogindlæg hører til en af kladderne og nåde aldrig til at blive mere end denne overskrift og nogle enkelte notater, der kun efterlader sig nogle lige så negative og sure udgydelser. Teksten lyder som angivet i kursiv ovenfor.
Selv om det ikke “syner”, er det en rar fornemmelse at få ryddet ud. Og der er mange flere noter og betragtninger, som jeg aldrig fik brugt.
Men historien er jo fortsat – og ser vi på mennesker med handikap er summa
summarum, at jobsituationen bestemt ikke er blevet bedre. Det leder hen til et notat af den daværende socialminister Karen hækkerup, jeg tilfældigvis også har gemt: “Hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet. Det mener socialminister Karen Hækkerup (S), som gerne vil dreje den aktuelle debat om fattigdom og kontanthjælp til også at handle om ret og pligt.” kunne man ifølge mine notater læse i Jyllandsposten den 29. november 2011 under overskriften “Minister: Normerne er skredet”.
Det er måske meget godt, at indlæggene ikke blev til noget. Der er jo helt sikkert en grund til, at jeg gik i stå midt i dem. Nogle notater er nu mere sikkert samlet i min Evernote, hvor de måske også en dag ryger ud fra. Men sammenhængen mellem overskriften på dette indlæg, mine notater og socialministerens betragtninger er klar. Disse mennesker burde gå over i historien som dem der var med til at give uligheden et stort skub fremad… Hvis norner er det, der er skredet? Var det socialdemokrater de var?
