Politiske grundholdninger medvirker til genkendelighed, men det er vanskeligt at markere andre holdninger end de borgerlige, der styrer debatten lige nu. Det er et dilemma for den venstrefløj, der bør anvise andre løsninger og ikke blot bøje af.
Politik er præget af kompromis’er i den nuværende virkelighed. Det har konsekvenser – ikke kun fordi det bliver “hyldet” som et udtryk for politisk enighed. Det har desværre også andre konsekvenser i form af en uigennemskuelighed, der tilsidesætter grundholdninger, der ellers medvirker til politisk genkendelighed af fløje og partier.
Dagens toneangivende politik er grundlæggende borgerlig – og det er vanskeligt at komme igennem med andre holdninger, der ellers kan bringe markant anderledes perspektiver ind i en debat. Det sætter helt nye rammer omkring både debatten og den forandringskultur, der ellers skulle anvise andre løsninger. Det er et katastrofalt dilemma for den venstrefløj, der fremstår som stadig mere handlingslammet.
På handicapområdet og ældreområdet ses det tydeligt som en tankegang, der bygger på, at enhver oplevelse af frihed for den enkelte tolkes som en forbedring. Tankegangen er, at muligheden for tilkøb af ydelser forbedrer livet. Også selv om det er på bekostning af et lighedsprincip, der er grundlæggende for et socialistisk parti.
På ældreområdet er fortællingen, at tilkøbsydelser skaber frihed. Den frihed får man i øjeblikket kun gennem private leverandører. Konsekvensen er, at ‘offentlige’ udbydere – fællesskabet – står med det betydelige dilemma enten at fastholde lighedsprincippet eller indføre tilkøbsydelser ligesom de private leverandører.
På handicapområdet betyder det, at den borgerlige regering, der lige nu er i gang med at få endnu et markant neoliberalistisk twist, i den nye revision af Servicelovens voksenbestemmelser knæsætter tilkøbsydelser som et princip for de allersvageste handicapgrupper. Det sker uden venstrefløjen formår andet end små pip. Det i sig selv er et udtryk for en svag bevidsthed om konsekvenserne på længere sigt.
En stigende opdeling i samfundet gør, at vores viden om andre mennesker bliver stadig mindre. Som borgerskabet spejler vi os i dag mest i én og samme klasse og mister evnen til at gennemskue den helhed og de livsvilkår, der er under skarp forandring. Der sker et skift i bestemmende værdier. Konsekvensen er et stadig mere borgerligt influeret menneskesyn, der mere er kortsigtede humanistiske betragtninger end en analyse af grundlæggende modsætninger, som ellers er indlysende at tænke i for os.
To forhold spiller ind. For det første en konsekvens af en udvikling over tid, hvor en stadig smallere forståelsesramme fører det perspektiv med sig, at der langsomt, men sikkert er sket en udvikling, hvor vigtige politiske analyser på venstrefløjen er trådt i baggrunden eller helt lades ude af betragtning.
Samtidig er kommunerne med kommunalreformen tillagt stadig større betydning på bekostning af regionale løsninger bygget på mere samlet faglighed. Udviklingen har splittet styring og beslutningsprocesser og giver større kommunal bevidsthed om rollen. Det har betydet, at kommunerne har set et besparelsespotentiale, der får stærk indflydelse på handlemåden.
Desværre har det ikke tilsvarende skærpet venstrefløjens analytiske tilgang, der gribes stadig mere pragmatisk an og til tider på populistisk vis som hos Dansk Folkeparti. I stedet for at angribe præmissen for velfærdssamfundets sammenbrud som en konsekvens af konkurrencestaten og det vedvarende større pres på stadig større økonomisk afkast, accepteres præmissen og skaber en betydelig politisk forvirring og mistro til venstrefløjen.
