At skabe forandring er både et spørgsmål om personligt engagement og kollektiv villen. I dette blogindlæg prøver jeg nogle spæde forsøg på at indkredse, hvad jeg mener at kunne bidrage med – og har naturligvis også nogle hip til den type politikere, der vil holde os nede. Det er sådan set der, jeg starter.
Dette handler ikke kun om handicap. Det handler også om en tilgang til andre mennesker. Det kommer til udtryk i udtalelser som “de er for dumme”, “de er for dovne”, “de er for krævende”, “de er for sexuelt afvigende”, “de har den forkerte uddannelse”, “de føder de forkerte børn”, “de er for fattige”, “de får børn jeg ikke vil betale til”, “de er for handicappede” og hvad nu det ellers kan være man finder på at sige om andre.
Nogle danske politikere er på samme måde gode til at antyde, at mennesker med handicap slet ikke har noget at klage over herhjemme. Uden skam nævner de, at mennesker med handicap i Danmark jo har det langt bedre end flygtninge med handicap i Uganda eller Syrien.
Det er sandt nok, men der er jo ingen herhjemme, der lever under direkte fysisk trussel. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor mennesker med handicap særligt skal mindes om, hvor godt vi har det. Det synes som om det er vigtigt for nogle politikere at få pointeret, at vi faktisk har det bedre end vi umiddelbart er berettiget til – mens de betragter det som noget af det mest naturlige, at de selv har ret til det gode liv.
Jeg ser det som vores fælles ret og pligt at stille krav til udviklingen af vores samfund. Uanset, hvor i verden du lever både med eller uden et handicap er det en ret at være en del af fællesskabet, som det er dér, hvor vi bor. Men den måde, nogle politikere ser på os, når de fortæller, at vi slet ikke har noget at klage over, er i alt for høj grad med til at holde os fast i roller som de, der ikke har helt samme ret til at blande os.
Netop at blive fastholdt i roller og af nogen måske endda blive set ned på, skaber utryghed og angst. Vi bliver isolerede og har dermed langt mindre slagkraft og indflydelse end vi bør have. Angsten gør os ude af stand til at udvikle os og være den nødvendige støtte for både hinanden og for andre.
Måske virker det latterligt at blive bange for en regeringsændring her i landet. Måske er det ude af proportion. Alligevel går det igen på de sociale medier, når jeg kigger ind i grupper: “Jeg er bange”. Og angst er ikke en ressource. Det er en destruktiv kraft, der langt fra er brugbar. Det er en af de ting jeg har besluttet mig på, at mit liv handler om. At komme angsten til livs. I stedet være med til at skabe fællesskaber. At gøre os til os, der levere modspillet og medspillet.
Selv voksede jeg op det man vil kalde i trygge rammer. Men det var under den kolde krig. Under Cubakrisen. Under Mellemøsten-krisen. Under Vietnamkrigen. Under Orton-bevægelsen. Og under er det helt rigtige ord, for trods tryghed nåede budskabet om grundlæggende utryghed frem og stod lysende klart i min barnehjerne: jeg kan intet alene. Jeg kan intet, og hvad nu, hvis de voksne er væk – dør eller glemmer mig.
At holde den angst I live var intet problem. Den nærmest kom som eksplosioner af den snak og de filmklip fjernsynet forsynede os med. De overskrifter i aviserne, jeg så småt var begyndt at kunne læse selv overlod heller intet til fantasien. Hvad overskrifterne ikke formåede, det kunne fotos af brændende børn på flugt napalmbomber malende fortælle. Den grundige bog med forsidens nattedunkle tage med sirener, den manende titel “Hvis krigen kommer” og detaljerede illustrationer og instrukserne til overlevelse af et atomangreb lod heller ingen tvivl tilbage.
Jeg vil ikke trætte mere med den angst, som det tog mig mange år at komme af med. Blot konstatere, at jeg kan kende angsten når jeg ser den – heldigvis har jeg med tiden fået mange redskaber til at komme den til livs. Jeg ved blot, at angsten må og skal overvindes. At vi må være indstillet på sammen med andre at skabe den nødvendige forandring.
En ting ved jeg helt sikkert. Vi skal som handicapbevægelse ikke selv være med til at skabe grobund for endnu mere angst og usikkerhed. Det synes jeg alligevel ikke vi er for gode til. Det kan aldrig være vores opgave at skabe frygt – ligesom det heller ikke er vores opgave at bilde nogen ind, at alt er lyserødt. Det bliver i høj grad et spørgsmål om balance.
Vi skal ikke skabe unødig frygt for kommuners overgreb. Jeg har selv nævnt Aarhus og Favrskov som aktuelle eksempler. De bliver til symboler på noget der skaber frygt blandt os. Det har reformerne af førtidspension og fleksjob også gjort sammen med de mange andre reformer vi har set – og ikke uden grund.
Vores opgave er at hjælpe hinanden frem til de fællesskaber, der styrker vores evne til at bidrage til fælles forståelse af handicap i et inkluderende samfund. For det er derhen vi skal – og det handler om et fællesskab, der gør op med mange rammer, der med tiden er sat op om os. Forudsætningen er, at angst og panik ikke får overtag.
Jeg kan ikke med et trylleslag fjerne angst for alle de, der lider af den og gribes af mørke tanker. Jeg kan være med til at sætte ord på. Jeg kan appellere til alle de, der skriver om vores liv fordi de selv er en del af handicapbevægelsen på grund af et handicap. Jeg kan appellere til alle de, de arbejder professionelt i vores organisationer.
Jeg kan være én af dem, der stiller de spørgsmål, der skal til for at vi får mod til at tage debatten med de politikere og de embedsfolk, der tilsyneladende ser os som en økonomisk byrde for samfundet. Som derfor fostrer de ideer, at vi skal isoleres fra samfundet i stedet for at blive brugt som den ressource, som vi for mig at se repræsenterer.
Jeg kan være én af mange, der er med til at vise modargumenterne og bringe dem til live. En af dem, der sikrer, at der kommer argumenter på bordet, der gør op med fordomme, økonomiske teorier og manglende menneskelig indsigt og respekt.
Jeg kan være blandt de mange, der kan være med til at dæmme op for den økonomiske tænkning, der udløste den bølge af reformer, der på afgørende vis har ændret livet på for mange med handicap. Det har skabt en grundlæggende mistillid mellem nogle kommuner og deres borgere. Skal den genskabes, er det nødvendigt, at også politikere viser forståelse og respekt for andre menneskers liv.
Jeg kan være blandt de, der fortæller min gode historie og sår den tvivl, der får endnu flere til at gøre op med den økonomitænkning, der skader fællesskabet og gør, at vi kan finde hinanden igen.
På den måde bliver vi flere og flere, der bryder med angsten og viser, at vi både kan og vil det fællesskab, hvor vi yder og nyder uden først og fremmest at se de gustne motiver hos hinanden. Selvfølgelig er de der også. Ellers ville vi ikke have nødvendigt at skabe frygt og stille spørgsmålstegn ved andres ret til at være født som mennesker.
