Torsdag den 1. december var der 60-års fødselsdagsreception for Janne Sander i Handicaporganiisationernes Hus. U over at Janne er en af de sejeste og mest vedholdende kæmpere i dansk handicappolitik er hun også vores stabile næstformand i Muskelsvindfonden.
Efter receptionen fik jeg lyst til at skrive denne tak til Janne for det arbejde hun indtil nu har gjort. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at der kommer mere.
Janne havde gjort dagen til en dag, hvor der (naturligvis) blev sat mere fokus på handicappolitikken end på Janne selv med taler om relevante emner af Birgit Kirkebæk, Poul Nyrup Rasmussen og Jørgen Lenger. En flot eftermiddag helt i tråd med Jannes fokus på det der betyder noget for fællesskabet og solidariteten.
Det er netop to af de meget centrale ord, vi kan hæfte på Janne. Sammen med Jannes meget konsekvente loyalitet over for alt det, hun har bestemt sig for at støtte, ser vi i Janne et menneske, der også kan kan føje loyalitet til hendes lange række af dyder.
Alle er det egenskaber, der er gode at have, når man som Janne arbejder temmelig målrettet på at skabe resultater for mennesker med handicap. Vel at mærke på en måde, der ikke hævder vores ret på bekostning af andre, men med det stædige mål, at vi kan møde andre i øjenhøjde og i en situation, der svarer til den samme som andre mennesker.
Det var ikke noget tilfælde, at Poul Nyrup i sit indlæg fremhævede kompensation og solidaritet som noget af det vigtigste i den indsats, som mennesker med handicap selv må levere for at blive anerkendt. Det var heller ikke nogen tilfældighed, at Birgit Kirkebæk talte om behovet for oprør nedefra.
Det var slet ikke nogen tilfældighed, at Jørgen Lenger talte om, hvordan hjælperordningerne blev til – ikke som resultatet af indsatsen fra en gruppe embedsmænd, men som resultatet af aktive mennesker med handicaps egen kamp. Af vilje og evne til nytænkning og forandring.
Det er netop evnen til at placere sig midt blandt andre, der har samme mål, der er Jannes største styrke – og tilmed på en måde, så man spidser ører, når hun oplader sin røst. Jannes tale lader ingen tvivl om viljen og målet, men det er samtidig afklaret vedholdenhed og tålmodighed, der lyder. Det bunder i erkendelsen af, at ingen sejre kommer som foræringer, men er noget, vi skal kæmpe stædigt for.
For Janne er det med egne ord hjerteblod at være med til at opbygge LOBPA. Det er vores eget bud på, hvordan vi skaber plads til den brugerstyrede organisation, der skal være med til at konsolidere vores ret til den hjælp, der også sætter os i stand til at lleve et liv på lige fod med alle andre.
På samme vis er arbejdet i Muskelsvindfonden – igen med egne ord – Jannes DNA. Hun har en ganske betydelig, men desværre ofte overset rolle som den, der guider igennem, når bølgerne går højt. Det gøres uden at hæve stemmen, men med flair for, hvad situationen kan bære og med et overblik, som vi til stadighed har brug for i foreningen.
Der er al mulig grund til at fejre Jannes runde dag. Bevidstheden om handicap, køn, solidaritetens værdier og evnen til at holde fast er værd at reflektere over – og noget vi ikke mindst i fremtiden har brug for.
Foreløbig tak for de første 60 år, Janne – og tillykke!
