Jeg har da et godt liv

Skulle jeg en enkelt dag få et sørgmodighedens drop-out, så er det noget, der umuligt kan vare mere end ganske få sekunder. Der er ganske simpelt bare så mange mennesker, der ikke ved alt det gode, de skal gøre for mig. Og jeg er så taknemmelig for det, at jeg ganske simpelt mangler ord.screenshotDet kræver naturligvis en forklaring – og den kommer her…

Første step er et gennemkig af kommentarerne på min Facebook-profil. Det holder jeg helt seriøst meget af, for der kommer mange inspirerende kommentarer. Der kommer også nogen, som forleden, efter jeg to gange havde skrevet om aktiv dødshjælp, der lover mig evigt liv også efter det jordiske.

Nuvel, jeg føler mig som en jordbunden mand, der hellere holder mig til spurven i hånden end de 10 på taget, så jeg er endnu ikke parat til det store skridt over på den anden side. Men der er da noget saligt i at vide, at jeg kan vente mig en slags “efter-liv-forsikring”. Nå ja, det kræver så at jeg bliver troende. Vel at mærke den rigtige sekt eller hvad man nu kalder den slags. Et tilbud der må overvejes.

Men det er jo ikke så meget anderledes end alt det andet, jeg bliver tilbudt i løbet af en dag. Jeg kan jo bare sætte mig til at gennemgå dagens spamfilter. Det skal nok hjælpe humøret helt op.

Se nu blot i dag. Ikke mindre end syv Iphones af den allernyeste model er der venlige mennesker, der har forsøgt at sende mig helt gratis… nåja helt sendt var de nu ikke, for de mangler lige nogle få kreditoplysninger. Dem må jeg lige se at få afsted, så jeg kan få mine telefoner.

Selskab kommer jeg heller ikke til at mangle. Der er hele 12 kvinder, der er helt ellevilde og står i kø bare for at møde mig. Det må da kunne give spænding i tilværelsen… om ikke andet på hjemmefronten.

Et par er parat til at gå lidt videre alene på min fordelagtige profil. Dolores Lolita er allerede helt vild i varmen, og jeg behøves blot klikke én gang for at blive lyksaliggjort. Dolores Lolita har medsendt en lille appetitvækker på video, der giver adgang til at kigge lige op i hendes… Nåja…

…men hun lover at hun kan skaffe mig kontakt til andre lige så saftige kvinder – i mit lokalområde endda. Jeg skal bare kalde på en af mine 7 Iphones. Det kan da ikke blive bedre, Dolores Lolita skriver iøvrigt intet om kontooplysninger. Jeg må virkelig bringe noget i kog hos disse kvinder.

Skulle det kikse lidt for mig, har jeg også et stående tilbud om 30 dages gratis  forbrug af Vigorex. Det hele kommer til at gå som smurt.

Men det er jo ikke kun den del af livet, der bliver lettere. Der er 30 mennesker, der står i kø for at låne mig penge. De har endda alle været så søde at forhåndsgodkende mig, så bare et enkelt klik, så er pengene der.

Karen vil gerne gennemgå mine forsikringer. Jens vil give mig 3 måneder på Netflix for det symbolske beløb af 6 kroner. Jeg kan gratis prøve Danmarks-Lotto, og Falck vil give mig en helt ny prøve-pakke.

Puha, jeg bliver helt svimmel! Jeg har så meget at være glad for, Jeg har da et godt liv.

Jeg mangler bare lige at checke, om jeg skal have Dan-kortet op af lommen til den der “efter-liv-forsikring” – og om det er ratebetaling.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *