Tirsdag 4. oktober var jeg på Christiansborg Slotsplads til demonstrationen “Ja til velfærd – Nej til fattigdom”. Anledningen var Folketingets åbning. I virkelighedens verden et meget konkret symbol på, at nu starter folketingets flertal endnu en sæson af overgreb mod os. De tidligere har været slemme nok – og desværre tror jeg kun at vi endnu har set toppen af det isbjerg, der stikker meget dybt.
Jeg er bestemt ingen tilhænger af, at vi skal male fanden på væggen og gøre mennesker, der i forvejen er i en meget svær situation endnu mere forskræmte. Det tjener ikke noget formål. Omvendt ved jeg, at det ikke nytter at afstå fra at gøre det klart, hvor alvorlig situationen er. Det gælder ikke mindst for mennesker med forskellige former handicap.
Forude venter, godt presset af ikke mindst Kommunernes Landsforening, krav om at lette det kommunale udgiftstryk på handicapområdet. Dette pres har stået på temmeligt målrettet siden kommunalreformen blev gennemført. Kommunerne skulle dengang tage stilling til, hvilke opgaver de ønskede at tage på “deres skuldre”. Dengang var der ingen rysten på hænderne – og næsten ingen grænser for kommunal kunnen. Det varede dog kun indtil selve fordelingen af opgaverne var på plads.
1. juni 2011 – over 700 mennesker var samlet på Hotel Nyborg Strand med ét mål: “Stop hetzen mod mennesker med handicap og socialt udsatte”. Her er taleren tidligere socialminister Palle Simonsen.
Siden har det været en konstant kamp, hvor de gammelkendte temaer, som KL nærmest pr. refleks spytter ud i pressen, kommer på banen ved enhver given lejlighed. En del af kommunernes og KLs krav om mindre udgiftstryk på handicapområdet er, at nu også Serviceloven skal reformeres, som det så kækt hedder. Bag reform ligger massive besparelser på de offentlige ydelser.
Et kort view ud i verden viser, at det ikke kun i Danmark, der er væsentlige krav om begrænsning af offentlige ydelser. Det ligger f.eks. også i England, hvor sociale ydelser og muligheder inden for handicapområdet er faldet drastisk. Blot ét enkelt eksempel på at EUs budgetlove med overnationale krav om besparelser på de offentlige udgifter også slår igennem.
Det er muligt at vi var mange, der deltog tirsdagens demonstration. Vi er bare nødt til at erkende, at vi var alt for få til at det gør nogen form for indtryk på magthaverne. Et argument for, at de bliver hængende ved magten… de tager det som et tegn på, at vi er glade for deres “indsats” og måske som en stiltiende accept af tingenes tilstand. Noget man ikke kan fortænke dem i, hvis det ikke lige var for den konstante murren og utilfredshed, der er bl.a. på de sociale medier.
Her fortælles nemlig en helt anden virkelighed om dyb frustration og frygt for fremtiden, som findes ikke mindst blandt mennesker med handicap. En fortælling, der mangler at blive omsat fra individuel frustration til organiseret handling. Den trussel, vi sammen med mange andre kunne udgøre mod både den siddende Venstre-regering og den tidligere socialdemokratisk ledede regering.
Demonstrationer gør det ikke alene. Det kræver meget mere. Men det faktum, at vi viser, at vi er i stand til at handle sammen med andre, er et vigtigt signal henimod et opgør med den desorganisering og det indtryk af mangel på engagement, som fremstår lige nu. Havde vi med handicap været stærkt repræsenterede og synlige 4. oktober, ville regeringen ikke være i tvivl om, at vi ikke er enige i deres måde at administrere vores liv og muligheder på.
Jeg ved godt, at nogen synes, at demonstrationer og manifestationer hører “fortiden til”. Så må I bare anvise andre og bedre veje, der virker. Det er klart, at mangel på initiativer virker som accept. Det er derfor nødvendigt at reagere på trykket og at vi viser selvstændige initiativer, der ikke er til at tage fejl af. Vi selv bliver styrket. Andre bliver opmærksomme på os som solidariske medspillere, der er mere end optaget af os selv. Vi er i bevægelse og med til at bevæge. Vi avler modtrykket.
