For ikke så længe siden så jeg at Ældresagen i Danmark udtrykte bekymring for den fremtid, der venter Flex-Trafik. Jeg ser nogle tendenser – også lokalt – der peger i retning af hårde vilkår for de modeller, der er for Flex-Trafik i dag.
Ordningen blev i sin tid indført for at undgå at busserne fartede halvtomme rundt i en rimelig stor kommune som Ringsted med intervaller fastlagt i køreplaner. Der var derfor stemning for et samarbejde med Movia om nye og mere fleksible løsninger. Det var der en rimelighed i ud fra både et miljøsynspunkt og et borgersynspunkt. Alle var tilsyneladende glade, for ordningen blev en succes.
Men ak, det giver nye problemer. For noget bliver en succes, fordi det bliver brugt – og det koster for fællesskabet, når vi gerne vil gøre noget kollektivt på f.eks. transportområdet. Når administration og politikere kigger på tal, så åbenbares det, at der er stigninger på udgifterne den kollektive trafik. Det er jo svært at leve med, og så må der handles. Udgifterne må og skal ned!
Begravet i regnearkene begiver man sig på nye eventyr – og falder over det faktum, at nogle borgere tillader sig at bruge ordningen inden for bygrænsen. Det kunne jo ifølge de allermest borgerlige politikere ved gud ikke kunne være meningen. Så fat i tættekammen og få renset op i den uskik. Det lykkedes med hjælp fra Movia og snart var et forbud en realitet, og så skulle den ged være barberet.
Men både Ældreråd og Handicapråd pippede, om man nu havde tænkt sig om. Der kunne meget vel i gruppen findes mennesker med funktionsnedsættelser eller som på grund af alderdom, der ikke kunne bruge andre kollektive tilbud og derfor foretrak Flex-Trafiks åbne kørsel. Selv om det var dyrere for borgerne – men billigere end en taxa.
Nye kvababbelser fra den borgerlige fløj, som jo gennem årene er kommet til at omfatte stadig flere partier. Det kunne ikke være fællesskabets opgave at betale for svagelige medborgere. Hvis de var så handicappede, så måtte de jo enten visiteres til den lukkede handicapkørsel eller klare sig selv.
Og sådan blev det. For man ville bespare et par hundrede tusind kroner på den konto. Ikke noget pjat med kvalificerede beslutninger og undersøgelser af, hvordan den gruppe, der ulovligt formastede sig til at snige sig med den åbne Flex-Trafik inden for bygrænsen, i virkeligheden så ud. Ikke på vilkår. Regnearkenes våde drømme skulle indfries nu. Og det blev de med god støtte fra Movia.
I nogen tid var alt ro og idel lykke… ihvertfald blandt flertallet af politikere. Ordningen blev gennemført og konsekvenserne gik op for borgerne. Det viste sig nemlig, at bl.a. en del blinde og svagtseende havde brugt ordningen inden for bygrænsen. De skulle så nu visiteres til den lukkede handicapkørsel. Det tager tid. Det betyder samtidig mere arbejde i andre dele af administrationen. Det er jo godt nok at få nogen i arbejde, men mon der ikke kunne være vigtigere opgaver.
En stor del af besparelsen bliver ædt op. Men det betyder jo ikke noget for det tekniske område, hvor besparelsen er gennemført til UG med kryds og slange. Men – til næste år kan man i regnearkene se et merforbrug på handicapområdet. Og så må det kulegraves, fordi ingen kan jo lige gennemskue, hvordan det dog er sket…
Den fornuft, der i sin tid lå i at finde en god kollektiv ordning, der både var mere miljøvenlig, bedre for borgerne og billigere for kommunen, bliver kvalt i politisk misundelse og jagt på besparelser. Det skulle såmænd ikke undre, hvis vi en dag må høre fra eftertænksomme kommunalpolitikere, at hvis de blinde har et transportproblem, så må de da bare tage kørekort.
For mig bliver det dog rent Anders And. Den slags, vi ellers kun læser om i muntre tegneserier. Og som naturligvis er rigtigt langt fra virkelighedens verden.
