Midt i Ringsted by, på nogle af de mest attraktive adresser, ligger to bygninger, der for nogen nok er sjæleligt forbundet. Ihvertfald om man kan tro den måde en del politikere handler på.
Den ældste er Sct Bendts Kirke, der, som stor kongekirke siden 1170, har huset de legemlige rester af datidens danske konger og dronninger. Ikke mindst den unge hertug Knud, der blev så skammenligen myrdet i en nærliggende skov. Det faktum, at der på gerningsstedet sprang en kilde, gav genklang hos kirke og pave i Rom og sikrede Knud helgenstatus.
Den yngste af de to bygninger er, med sine kun 79 år på bagen, Ringsted Rådhus.
Rådhuset er tegnet af den navnkundige kulturradikale arkitekt Steen Eiler-Rasmussen og opført på Torvets hjørne. Respektfuld proportioneret i fohold til kirken i ildnende røde mursten, der matcher den majestætiske kongekirke. Det signalerer også det fordums røde styre i 1930’erne med den socialdemokratiske borgmester Christiansen i spidsen, der sørgede for, at det nye rådhus blev en realitet.
En særlig akse forbinder rådhus og kirke. Lige ved rådhusets gavl mod kirken har den hvide mur med Dagmarbrønden en åbning direkte ned til den befæstede sti, der nænsomt, men bestemt, fører vejen lige lukt til kirkens hellige rum.
Ad denne vej har byrådets medlemmer vandret i noget, der minder om hellig procession i årtier. Vise fædre som vise mødre. Minst én gang om året i noget nær samlet flok forud for årets første møde i rådet, har man hjemsøgt kirken.
Fra en tredie bygning, Rådhuskroen, kan man betragte det meste af optrinet. Tæt på såvel rådhus som kirke, kan man se begge bygninger, mens man venter på den mad, der med moderne ildhu agiteres for og serveres som solid mad med vægt på det danske i danskheden. Forsynet med en sommerlig fortovsterrasse vil kroen være den perfekte ramme for en musikvideo til Eddie Skollers Jacques Brel-fortolkning, der starter omkvædet med: “bourgeoisiet er nogle fede svin…”
Det vides ikke, om det er trangen til aflad efter resultaterne af sidste års økonomiske ansvarlighed og tilsvarende given køb på den brede politiske ansvarlighed, der giver politikerne trangen til denne vandring mod kirkens ceremoni og bøn. Eller om det er spirende erkendelse af til stadighed at blive involveret i nye politiske rævekager – måske endda begge dele.
Jeg har med stadig undren set det gentage sig år efter år de sidste 15 år. Traditionen tro sker det under overvågning af den efterhånden noget ensomme fotograf, der efter adskillige avissammenlægninger ene mand kan skyde løs til alle lokale medier på én gang – dagpressen som ugepressen. Alle er de – sikkert og målbevidst – opkøbt af den lokale Venstrepresse. Praktisk… for så tales her med én stemme og tegnes ét billede.
Pressens støtte hjælper med at holde flertallet og deres venner ved magten – uanset om man så kalder sig noget med ordene “social-” eller “folke-“ i sit navn. Her er ingen smålighedhed, når blot posterne fordeles med særligt blik for venskab, hengivenhed og betingelsesløs støtte – grænsende til logren med halen.
Det gælder om at være der, når ceremonien starter og knipseriet til bruset fra orglet foreviger de mest ivrige. Dem, der med albuerne hævet kæmper sig frem mod ærespladsen i aviserne. Her er i rigt mål mulighed for at vise, at man står sig vel med både gud og fanden på samme tid.
Nogle få rådsmedlemmer er, retfærdigvis sagt, trods alt tynget af deres handlinger og måder at stemme på i rådet. Alligevel er de godt skåret for tungen, når det gælder argumenter, der underbygger den nu én gang fastlagte politik. Måske endda med en blind tro på det rigtige i bestandige nedskæringer, der i særdeleshed rammer menigfrue og mand – alle naturligvis uden plads i det agtværdige råd.
Andre politikere er helt blottet for skam, thi de knejser af stolthed ved bevidstheden om deres fornuftige og i sandhed sparsommelige økonomiske grundsyn. Ikke mindst, når det gælder andre medmennesker.
År efter år gentager det sig. Og år efter år drager deltagerne tilbage ad den samme sti for med lettet sjæl og fornyede kræfter i vinterkulden at fortsætte arbejdet for nye nedskæringer, der jo skal gennemføres – for nogen må tage det tunge ansvar.
Ingen af dem har opnået den helgenstatus som kirken tildelte hertug Knud.
