Der kom en mail… oven i købet med en slags “svar”

Så har jeg fået et svar fra Socialministeren på de spørgsmål, jeg jeg stillede hende – og som tidligere har været omtalt på disse sider i mit indlæg “Spørgsmål til socialminister Astrid Krag” fra 21. februar.

Svaret kom den 5. marts, men jeg skal gerne indrømme, at det først er nu, jeg får det videre her til siden. I en lettere bearbejdet form af et opslag, jeg umiddelbart efter modtagelsen skrev på Facebook.

Indholdsmæssigt kan man vist roligt sige, at der intet står, der kan genere nogle samarbejdspartnere. Jeg vil dog gerne kreditere ministeren for, at der kommer et svar – om ikke fra hende, så ihvertfald fra hendes ministerium.

Da slet ikke KL, der kun kan blive opmuntret til at give kommunerne endnu flere ideer til, hvordan man kan gøre indgreb over for mennesker med handicap.

Det er straks mere problematisk for de mennesker, som metoderne går ud over. Men det er jo ikke noget, der hører hjemme i moderne samarbejdskultur.

Jeg falder både over empati i svaret og forsøgene på at “dele sol og vind lige”. Fx. står der både “…nogle af de beskrivelser af observationer, som jeg er blevet forelagt, og som er blevet afdækket i medierne, for mig virker meget grænseoverskridende…” og “…Hvis det viser sig, at kommunerne går for langt…”. Begge dele kan vist ikke lade sig gøre. Der såes tvivl om borgernes udsagn med det lille “hvis”. Det skal alligevel lige flettes ind – og skaber mere mistillid.

Et “hit”, der allerede har været nævnt i debatten, er gentagelsen af at “…Derfor har jeg også bedt Ankestyrelsen om at undersøge kommunernes praksis…” – altså en praksis Ankestyrelsen selv har anerkendt, så de reelt skal undersøge sig selv. Spændende om de frikender sig.

Eller efter et empatisk afsnit så “…Når det er sagt, er det dog også afgørende for, at den enkelte kan få den rette hjælp, at kommunerne sørger for at vurdere og dokumentere hvilken indsats det enkelte menneske har behov for. Men det skal selvfølgelig gøres med respekt for det enkelte menneske…”. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad respektfuld overvågning egentlig er. På mig lyder det her lidt modsatrettet.

“…Kommunen skal grundigt overveje, om de kunne få samme oplysninger på en mindre indgribende måde…” Tjah… man kan jo godt sige, at dét har man overvejet grundigt… og alligevel ender man med at gøre noget uetisk.

Jeg må sige, at jeg har svært ved at se i svaret, at det tjener det, der står til slut: “…Som socialminister er det utrolig vigtigt for mig, at vi får genoprettet tilliden mellem borger og kommune, som på handicapområdet desværre har lidt et gevaldigt knæk…”. Skriv det ikke – gør det!

Start med at tro på os. Først dér kommer tilliden. Stol på, at vi hverken samler på badestole, kørestole, rollatorer, biler eller noget andet, vi ikke har brug for! Vi har ikke noget ønske om at blive overkompenseret. Tro på, at det vi siger, er rigtigt… så kommer tilliden – og dét forandrer.