Nogle tanker om frivillighed

Torsdag 3. december holdt Danske Handicaporganisationer i Handicaporganisationernes Hus et debatmøde om frivillighed.

Frivillige og deres rolle er i høj grad noget, vi har brug for at diskutere. Knud Kristensen (SIND) mente, at det er et minefelt at bevæge sig ind i, mens Knud Aarup, (tidl. dir. Socialstyrelsen) mente, at frivillighed i fremtiden kommer til “at tage sig af mere end flødeskummet” – for blot at tage et par af markeringerne fra de oplægsholdere, der deltog. Set fra min stol er det et felt, hvor vi har mange muligheder, men hvor endnu flere konflikter lurer, hvis vi ikke passer på.

Det viste dagens debat også. Fastlåste positioner og rammer er én ting. Det kan ikke undre så længe vi famler rundt om emnet og slet ikke er enige om, hvad frivillighed er, hvad målet er og hvilken rolle det kan bære. Økonomi er en anden ting. Kommunerne har fx. klare forventninger om i fremtiden at kunne ændre på sit arbejdskraftbrug – og dermed en del af deres økonomiske problemer – ad denne vej.

Det er i dette spænd, at frivilligheden skal fungere. Det gør den efter min mening ikke, for spontaniteten, som ellers bør være et af de mest åbenlyse og livgivende kendetegn ved frivillighed, dræbes i dette rum.

Jeg anser Grøn Koncert som værende blandt en form for frivillighedens flagskibe i Danmark. Det er set i denne sammenhæng meget atypisk og noget, der ligger meget langt fra den snak, vi havde i dag om, hvad frivillighed er i forhold til socialpolitik. Det samme gælder hele den frivillighed, der ikke mindst er kernen i vores brede idræt, som også bygger på dette princip.

Det er to eksempler på noget, der er opstået ud af en helt anden kultur. Uden “kapitaliserings”-tankegangen som mål omend i et vist omfang som konsekvens. For det er jo vidtrækkende indflydelse, begge eksempler har rent samfundsmæssigt. Muskelsvindfondens uafhængighed og evne til at støtte medlemmerne er i høj grad baseret på penge fra den frivillighed, der skaber oplevelser som bl.a. Grøn Koncert gør.

Der er ikke noget at sige til, at man ser på den dynamik og besparelse, som det kan skabe, hvis princippet om frivillighed kan overføres til den sociale sektor. Men så er det netop at fokus flyttes. Det afstedkommer snarere nogle opslidende diskussioner om, hvordan man overfører noget fra betalt arbejde til frivillighed – og så må vi hele tiden vurdere, om det er rimeligt eller ej. Der er for mig at se en væsentlig forskel på det, jeg umiddelbart vil anse for at gå baglæns frem for at understøtte den frivillighed, der opstår ud af at se og skabe interesse for fremtidsopgaver, som vi stadig ikke løser og som derfor er uden både traditionelle bindinger og behov for professionelle indsigter.

Der er for så vidt intet galt i mere målrettet at se på muligheder for, hvor kommende opgaver hører hjemme, men forsøgene på at udskifte én type udførelse af opgaver med en anden, der ikke er et job, er dybt problematisk. Og ikke desto mindre er det, hvad vi kommer til at se i fremtiden i stigende omfang med argumentet, at “velfærdssamfundet er løbet af sporet”. Knud Kristensen kom med eksempler på, at kommuner nedlagde væresteder med forventning om at frivillige ville overtage opgaven. Andre steder, der ikke har tilsvarende tilbud, har SIND af egen fri vilje været drivkraft i at etablere tilbud. Det giver helt klart et dilemma, der skal løses.

Sif Holst (næstformand i Danske Handicaporganisationer) bragte en anden vinkel på frivillighed ind i debatten, som bør have opmærksomhed. Hun nævnte områder, hvor vi som mennesker i en bestemt situation får støtte af andre, der er eller har været i en lignende situation og som kan bidrage med viden og erfaring, der fører nye redskaber og indsigter med sig.

Jeg kan godt lide at få det ned på jorden og her handler det jo dybest set om den uundværlige dialog, som to mennesker, det har muskelsvind, begge kan have glæde af og skabe aha-oplevelser. Der er jo intet i vejen for at det kan sættes mere i system og metoden kan underbygges med viden, så det bliver til en slags mentorordninger. Her er nogle muligheder, som i virkeligheden kan noget, som professionalisme ikke kan. En frivillig indsats og en professionel indsats kommer til at supplere hinanden. Min “kanal” til en anden person med muskelsvind er, bare for at blive i eksemplet, anderledes end den årvågenhed jeg ville have, hvis en fagprofessionel forsøger at forklare mig det samme. Ligeværdigheden (peer to peer) skaber nye åbninger, der måske forbereder mig bedre på en professionel indsats på felter, en mentor ikke kan løfte. Helt banalt er det også princippet bag en lang række selvhjælpsgrupper.

Jeg tror, vi i fremtidige diskussioner ville stå os ved at droppe nogle af minefelterne og noget af snakken om gennem frivillighed at løfte mere end flødeskummet. Der er mange samlingspunkter, hvis vi vil se dem. i stedet for at spænde frivilligheden for en økonomisk trend, skal vi støtte den spontanitet og de muligheder, der er dynamikken i frivillighed. Økonomiske trends kan skifte allerede i morgen – og dermed kan vi gøre mere vold ved at prøve at indsnævre frivilligheden til nogle rammer, der dræber frem for at skabe liv. Omvendt skal vi være lydhøre over for de forslag, der kommer fra grupper, der arbejder med frivillighed, de er engageret i.

Det er muligt, at vi ikke skaber de hurtige økonomiske output ved at lade være med at styre frivilligheden ind i en tænkning, der hjælper til at afvikle økonomi til velfærden. Men vi undgår samtidig at demontere andre dele af frivilligheden, som vi er dybt afhængige af fortsat fungerer.

Der tales meget om, at der potentielt er muligheder for mere frivillighed. Det potentiale får vi rigeligt brug for. Vi lever i et samfund, der er i konstant bevægelse. Helt uopdyrkede områder kan i fremtiden komme i spil som nye frivillighedsfelter, der kan være med til at skabe synergi. Det er mindre styrbart og ikke til at sætte måltal på, men det understøtter kreativiteten og spontaniteten. Det bliver attraktivt for mennesker, der gerne vil frivillighed, fordi det taler til vores behov for at bruge os selv. Det understøtter projekter skabt ud af frivilligheden – som f.eks. Grøn Koncert.