Respirator-erfaringer er en god hjemmeside med en brugers personlige erfaringer med at bruge respirator.
Siden drives af Catrine, der fortæller om sig selv, at hun har Limb-Girdle muskel-dystrofi og siden 2012 har været respiratorbruger., hvilket har ændret hendes liv meget positivt. Med Catrines egne ord betød det, at hun fik “overskud til at leve og ikke blot overleve.”
Catrine deler flittigt ud af egne erfaringer på en god og letlæselig måde, og det er derfor muligt at få en masse gode råd. Der bliver gjort meget ud af at fortælle at rådene er fra bruger til bruger. Det er således en vigtig forudsætning at rådene “udelukkende vejledende og ikke nødvendigvis godkendt af kvalificeret sundhedspersonale. De er ment som inspiration fra en respiratorbruger til hvem som helst, der måtte have glæde af det. Vælger du at følge nogle af mine råd, er det således på eget ansvar. Husk altid at forhøre dig hos RCØ eller egen læge hvis du er i tvivl.”
Når det er sagt, så er der mange gode fif at hente på siden – hvoraf der er en del, jeg selv ville have ønsket at jeg var opmærksom på, da jeg selv fik respirator. Som eksempel kan nævnes kost og kostomlægning, når man begynder at bruge respirator.
Sitet er fyldt med meget konkrete og lavpraktiske råd og tips, der er god læsning både for os, der efterhånden har haft respirator nogen tid og nye respiratorbrugere. Dermed også sagt, at det er en side, der har et stort fokus på de rent praktiske sider af livet med respirator, hvilket den til gengæld også gør på en rigtig god og inspirerende måde.
Et ganske godt eksempel på den meget konkrete tilgang er afsnittet om forberede dit hjem til at du er blevet bruger af respirator. Her hedder det blandt andet: “Medmindre du bor på en overflod af kvadratmeter, kan det godt være lidt af en udfordring at returnere fra hospitalet med 5 kæmpe papkasser af udstyr + et rullebord. Jeg skal gerne indrømme, jeg fik lidt sved på panden og måtte holde hovedet koldt for at få styr på kaosset. Men jo før du får styr på tingene og rutinerne, jo mindre behøver det at fylde i din hverdag.” Det er et af de gode råd jeg kan skrive under på er virksomme.
Der vil naturligvis være stor forskel på, hvad vi hver især kan bruge fra siden, men prøv lige at give den et kig. Der kunne meget vel være inspiration at hente.