Tanker efter et budgetmøde

Hvad er det for et grundlag vi som politikere har at tage stilling på i vore beslutninger om f.eks. budget? Får vi al relevant viden eller præsenteres vi kun for selektive informationer, som vores rådgivere mener skal nå frem til os? Hvilke interesser gør sig gældende i valget af informationer? I hvilket omfang skal jeg selv efterprøve informationer og i hvilket omfang kan jeg tage validiteten for givet? Hvilke konsekvenser får det, hvis jeg er med til at træffe en beslutning her og nu – viser der sig andre konsekvenser på sigt, som jeg mangler forudsætningen for at vurdere? Kender vores administration overhovedet disse konsekvenser og bliver jeg derfor ubevidst viklet ind i noget, jeg bestemt ikke ønsker at være en del af? Det er sgu ikke nemt, det her. Der er gode chancer for at blive mindfucket… og det har jeg bestemt ikke lyst til! Dette er nogle helt personlige tanker… 

Den “oplyste” politiker

Det er som menneske en god fornemmelse at kunne tage stilling til en sag på et oplyst grundlag. Det er modsat ikke en god fornemmelse at sidde med en følelse af at der måske mangler vigtige informationer eller relevant viden, som burde være nået frem til mig for at jeg kan tage stilling med åbne øjne. Det handler altså ikke om populære eller upopulære beslutninger, men om at kende såvel grundlaget som konsekvenserne af beslutninger. Det kan måske siges på en anden måde: hvor mener jeg at mit moralske snit skal ligge?

Det er ikke sikkert, at jeg er parat til at ramme de samme mennesker som mine byrådskolleger er – eller har samme forståelse for nogle af de mennesker eller ting, som vi hver især ønsker at prioritere. For uanset hvordan vi vender det, så er det et spørgsmål om prioritering. Det ville grænse til stupiditet at påstå, at mine værdier er bedre end andre. De bygger på en forståelse af samfundet, som naturligvis til enhver tid er til diskussion, og som bør være til diskussion for ikke at ende i en dogmatisk fælde, hvor argumentationen bliver forstenet og ikke konstant efterprøvet.

Fordeling og prioritering

Når man taler fordelingspolitik og prioriteringer er de dog begrundet i nogle grundlæggende samfundsmæssige modsætninger, som jeg ser tydeligt. Det er fandens til forskel på om vi prioriterer gadebelysning i villakvarterer eller nedskæringer på det nærliggende botilbud for så vidt der ikke er råd til begge dele. Dette er ikke kun et spørgsmål om to grupper, og hvorvidt man skal skære i serviceniveauet det ene eller det andet sted. Det vil ofte blive fremstillet mere komplekst. Bliver villaejerne tilstrækkeligt sure, har de den trussel som vi efterhånden ser brugt flere og flere steder: de kan jo bare flytte til en anden kommune, hvor man måske kan få sit gadelys bedre og til en lavere skatteprocent. Et “objektivt” argument der sagtens kan vinde indpas i debatten. Faren for at borgerne på et botilbud flytter som konsekvens af serviceforringelser er knapt så overhængende. Mange politikere er meget sensible over for at miste gode skatteborgere (eller ikke at kunne tiltrække dem) og det kan meget vel ende i en særdeles ulig kamp om, hvem der skal bære bære byrderne. Vindere og tabere er næsten givet på forhånd, uagtet at det måske var en en både god og billig løsning at villaejerne investere i en lommelygte og blev boende…

Kommunalpolitikere bliver ofte stillet over for valg af forskellig karakter, der i princippet ligner ovenstående. Måske endda langt mere komplekse og dermed endnu sværere at gennemskue konsekvenserne af. Det er dog kun den ene side af sagen. Nogle sager bliver også komplicerede ved, at konsekvenserne først viser sig over tid og hvor det efterlader politikere i en klemme ganske enkelt fordi vi ikke har forudsætningerne for at se den eller de processer, en beslutning sætter i gang.

Et fiktivt eksempel

Et eksempel kan være, at en kommune har et tilbud, som vi kalder A. Det har til huse i en bygning. Grundet andre omstændigheder falder aktiviteterne i tilbud A, så der bliver frigjort ressourcer i form af lokaler i bygningen. Alle politikere er dog enige om, at tilbud A stadig er relevant, selvom administrationen foreslår nedlæggelse af A. Man lander imidlertid på, at tilbud A skal fortsætte i rammerne, men at de overskydende ressourcer (lokaler) skal stilles til rådighed for et nyt tilbud, som vi kalder B. Det er et tilbud, der har delvist samme målgruppe som i tilbud A og således kompletterer hinanden. Det drives af en ekstern part, så der i stedet for omkostninger kommer indtægter form af leje fra tilbud B. Det er naturligvis en løsning alle kan acceptere, da den sikrer både tilbud A og skaber rum for tilbud B, som passer godt ind i den profil kommunen ønsker at skabe sig.

Win-win kaldes det. Næste år foreslår forvaltningen igen nedlæggelse af tilbud A med begrundelsen at tilbud B er en succes og har brug for mere plads. Desuden er samarbejdet mellem tilbud A og tilbud B konfliktfyldt med baggrund i “kampen om lokalerne”.

Politikerne er stadig skeptisk overfor nedlæggelse af tilbud A, som flyttes til et nyt sted. For at gøre en lang proces kort nedlægges tilbud A år tre. Det kom aldrig til at fungere i de nye rammer og rammes af personaleflugt og hvad nu deraf følger. Det har været en lang og nedslidende proces med menneskelige omkostninger for alle parter (brugere, pårørende, personale) og en proces præget af politisk vilje til at bevare tilbud A. Det lykkes ikke – og spørgsmålet er nu, om det er hændeligt uheld eller et produkt af en administrativ masterplan, som ingen politikere har gennemskuet?

Er det sidste tilfældet, hvem bærer så ansvaret? Det gør helt entydigt politikerne, som jo er ansvarlig for det grundlag administrationen arbejder på. Forudsætningen er, at administrationen er loyal over for et politisk flertal, men det ligger jo også også i administrationens rolle at den skal rådgive om og gennemføre den økonomiske ramme, der politisk er vedtaget – og som politikerne ikke altid har indset konsekvenserne af eller (en anden mulighed) er kold overfor.

Topkompetencer

Samtidig ansætter vi personer, der modsvarer nogle krav vi politisk stiller. Vi må have en begrundet formodning om at de giver viden og information med udgangspunkt i egne kompetencer. I moderne public management orienterede forvaltningskultur vil de ofte have en økonomisk baggrund i de ledende lag, mens socialfaglige kompetencer vil være placeret længere nede i hierarkiet eller være underlagt et skarpt økonomisk fokus.

Eksemplet er konstrueret. Det tjener til at beskrive en type dilemmaer, vi politisk lander i mange gange. Det handler om det oplyste eller uoplyste grundlag vi træffer beslutninger på. Her er imidlertid et gab. Argumentet, at vi politisk står tilbage med ansvaret, fordi vi selv har sat de økonomiske rammer, er ikke nødvendigvis det samme som at vi får fyldestgørende viden og information om de sager, vi skal behandle.

Politikeren som detektiv

En konsekvens af dette kan være, at jeg selv må skabe et netværk eller foretage forespørgsler blandt de mennesker jeg tilfældigvis kender eller kan skabe kontakt til for at få viden, som jeg mangler og som administrationen reelt burde bibringe mig. Jeg må blot konstatere at det er nødvendigt at spørge meget præcist for at få et svar – og selv i den situation kan jeg i hvert fald godt føle, at det ikke er en komplet viden, jeg sidder inde med.

At skabe eget netværk og viden gør det at være kommunalpolitiker til en næsten umulig opgave. Det vil forbeholde det at gå ind i politik til nogle få, der tidsmæssigt og ressourcemæssigt har overskuddet og bliver dermed også en trussel mod demokratiet. Det skaber endnu større skel mellem klasser i samfundet end der allerede er.

Loyalitet – for hvem og hvad

Det bliver ikke nemmere af, at der opstår en ny type loyalitetskultur i en administration, som giver en barriere mellem medarbejdere og politikere, som et mere eller mindre udtalt kodeks underbygger. Jeg kan ikke tale med medarbejdere direkte, men skal gå gennem direktionen. Det er i min optik et tegn på usund kultur, fordi det medvirker til at underbygge en slags “dem kontra os”, som giver lukkethed og slører, hvad der foregår bag kulisserne. Enhver offentlig administration skal være åben og gennemsigtig. Ikke kun for politikere, men også for befolkningen. I England bruger man et meget rammende udtryk om ansatte i den offentlige administration i begrebet “civil servant” som bedst oversættes som “samfundets tjenere”. Begrebet ligger langt fra danske ord, der beskriver embedsmandsstanden.

Når der først er kommet modsætninger mellem en lukket administration på den ene side og politikere og borgere på den anden side er der kun et system og en pligt blandt medarbejdere til at give viden gennem såkaldte “whistleblow’ere”. Altså at lække viden. Det bringer den enkelte medarbejders loyalitet i spil i forhold til samfundet og borgerne. Tendensen, naturligt nok, er en loyalitet overfor sin arbejdsgiver, som dog ofte bliver et miskmask mellem den ledelse, der ansætter en medarbejder og det det samfund, der i sidste ende betaler lønnen. Loyaliteten vil først og fremmest være i forhold til konkrete personer og foresatte i organisationen.

Det velfungerende demokrati

Hvordan får jeg min viden, så jeg uden bind for øjnene kan træffe rigtige beslutninger i et politisk rum, hvor jeg har nogle grundlæggende holdninger til, hvilke værdier jeg vil fremme? Selve beslutningen kan kun Enhedslisten i Ringsted og jeg træffe i fællesskab, men viden, informationer og konsekvenser skal stilles til rådighed af den administration, der dybest set er ansat til at sikre mig det bedste og mest oplyste grundlag for at træffe beslutninger. Det er ikke mig, der skal hive viden ud eller få den i små portioner jeg selv skal stykke sammen for så at opdage at det reelt er et ufuldstændigt billede jeg får. Der er en lang række spørgsmål jeg mangler forudsætningerne for at stille og dem skal jeg i videst muligt omfang også kende. Det er en forudsætning for demokratiske beslutninger og dermed en administrativ pligt. Jeg har brug for en direktion, der står på mål for de anbefalinger de kommer med og ikke løsrevne tilfældige informationer, der giver indtryk af den fulde og hele sandhed, for at jeg senere kan opdage, at det ikke var tilfældet.

Borgerinddragelse

For at sikre en bedre budgetproces er det nødvendigt med en inddragelse, der går dybere. Der er inddragelse, det er ganske vist, men den baserer sig mere på information og høring end en dialog, der også kvalificerer de involverede parter, der jo, hvis det drejer sig om brugere, jo heller ikke har indsigt i hele beslutningsgrundlaget og ofte vil opleve sig selv som magtesløse og handlede med. Høringssvar vil have samme ufuldstændige grundlag og er ikke forpligtende for politikere, men pointen er, at administrationen også her bør være forpligtet på fuld indsigt, så alle er velinformerede og kan levere kvalificeret modspil og medspil til de beslutninger, vi som politikere vil gemmemføre.

Budgetlægning

Et element, der også spiller ind på processen er også selve den måde, der lægges budget på ud over første år. De følgende tre år indgår i processen, men stort set som fremskrivninger og ikke som noget, der er mere forpligtende forstået som noget, hvor de reelle konsekvenser fremgår. Et eksempel kan være det med tilbud A og B ovenfor, hvor kendte konsekvenser over flere år ville være synlige for så vidt der er nogle intentioner gemt i overslagsårene.

Man kan med rette kalde en sådan binding et indgreb i politikernes handlefrihed. Jeg er tilhænger af retten til kommunalt selvstyre, men mener samtidig, at det er forpligtende forstået som respekt for mindretals rettigheder og levevilkår. Det er et faktum, at det kommunale selvstyre de sidste år er brugt til alvorlige angreb på bl.a. handicapområdet. Handlefriheden bruges til at efterkomme pres fra indflydelsesrige pressionsgrupper og er af en beskaffenhed, der ikke er til støtte for svage grupper i samfundet.

Med i dette billede hører også, at der naturligvis kommer uforudsigelige politiske beslutninger fra Folketinget og EU, som kommunerne ikke har indflydelse på og løbende er tvunget til at rette ind efter. Det ændrer dog ikke ved, at kendte konsekvenser bør være indregnet for at give et gennemskueligt billede af aktuelle forudsætninger og konsekvenser.

Social slagside

I det omfang en sag ikke nyder politisk bevågenhed er brugere, pårørende og personale nærmest pr. definition udsatte. Man har ingen eller få redskaber til at imødegå angreb. Det er tilfældet med mindre man er i stand til at opbygge politiske alliancer. Der ligger en alvorlig politisk slagside i det, som det er svært at rette op på. Det er en vanskelig opgave at ændre et politisk flertal, der oplyst eller uoplyst har bestemt sig for at gennemføre besparelser, samme flertal mener er rimelige eller forsvarlige. Man er lukket ude af det rum, hvor de politiske beslutninger træffes, mens andre grupper, der understøtter den politiske dagsorden har lettere adgang til indflydelse. Det er denne slagside, der for mig at se er det store politiske problem.

For at have rimelige muligheder for at være en aktiv part i en dialog er vi alle afhængige af adgang til reel indsigt og viden. Den viden må en administration levere både til politikere og borgere åbent og uden tøven. Det er den forandring af den politiske proces, der er en absolut forudsætning for et demokrati.

Jeg håber, jeg bliver mere oplyst gennem den videre budgetproces…