Velkomst Socialstyrelsens møde for Handicapråd i Region Sjælland

Velkommen til Ringsted. Vi er en kommune, der ligner mange andre, hvis man ser bort fra at vi ligger i hjertet af Sjælland. Det gør det lidt lettere at komme hertil fra hele regionen. Ellers står vi med samme udfordringer som alle i andre.

Hvad er det så for udfordringer, vi står med i fremtiden som Handicapråd? Nu taler jeg ikke Ringsted, men Handicaprådene generelt.
Vi kunne lige så godt spørge: Hvad er det for udfordringer vi står med som mennesker med handicap? De to ting hører uløseligt sammen.

Mit bud er, at vores opgave som Handicapråd er at spotte og føre de vigtigste opgaver ind i det politiske rum. At give politikere noget med på vejen, når der skal løses opgaver og – ikke mindst – prioriteres.

I øjeblikket er det , som om der er gået svind i den konsensus, der før har været omkring handicappolitikken. Det har altid været sådan, at vilkårene for mennesker med handicap ændrede sig hastigere eller langsommere. Altså siden socialreformen i 30’erne. Det er altid. Aldrig har vi oplevet tilbagegang som det, vi ser nu. Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men jeg tror, at vi står os ved at erkende, at situationen er temmelig alvorlig og at vi i fremtiden skal kæmpes mere for resultaterne.

Det er lidt nyt, og hvis jeg skal sige det lidt provokerende, så stiller det ikke krav til alle andre, men først og fremmest til os selv. Til os, der selv lever med et handicap selv og til de, der er pårørende. Det kræver altså nogle erkendelser – også af os selv.

Jeg tror fremtiden stiller store krav til os selv. Vi bliver nødt til at være proaktive. Også når det gælder om at medvirke til løsninger.

Jeg forstår godt, at vi har svært ved at komme igennem med vores budskaber. Vi elsker at fortælle politikerne hvad de skulle have gjort. Måske skal vi i stedet spørge: hvad kan vi sammen gøre?

Vi har alle gode grunde til at vise vrede, frustration, frygt og bekymring. Men tiden er ikke til, at vi sure læner os tilbage over såkaldte reformer, selv om de gør livet meget besværligt. At vi i stedet for at sige “hvad sagde vi” og have en fornærmet retorik rent faktisk lægger os i selen og prøver at være med til at skabe vigtige løsninger ude i kommunerne.

Det handler om mennesker og der er alt for meget på spil til at vi kan tillade os negative eller tilbagelænede attituder.

Hvad kan vi så rent faktisk gøre? Når det gælder inklusion, så kan vi påpege de mange modsætninger, vi oplever i hverdagen, som ikke trækker i retning af inklusion. Vi kan og skal stille spørgsmålet: hvad kan vi så sammen gøre ved det, kære politikere?

Hvordan finder vi passende løsninger – for eksempel i de kommuner, der ikke har sikret noget så banalt som tilgængelighed til folkeskolerne. Det er kun et enkelt eksempel på en lang række af problemer, der er i inklusion. Mange problemer er langt mere komplekse end det, jeg nævner her. Når jeg nævner tilgængelighed, er det fordi det er konkret og så fundamentalt banalt, at det skriger til himlen.

Kan vi ikke løse det, så er inklusion umulig. Og inklusion er ikke umuligt. Vi skal hele tiden huske, at inklusion og kompensation er selve vores mål og berettigelse. Derfor skal vi konstruktivt arbejde for inklusion vel vidende at det ikke er så enkelt. Vel vidende, at der ikke er den besparelse, som nogle politikere forledes til at tro. Så meget mere grund er der til, at vi er proaktiv også når det gælder løsninger. Det er en forbandet svær proces. Men den er nødvendig.

Arbejdsmarkedet er en anden side af samme sag. Jeg er faktisk enig med blandt andet regeringen, når man siger, at vi alle skal bruge vores restarbejdsevne til fællesskabets bedste. Også selv om den er lille. Jeg stiller bare mig selv spørgsmålet: er det reelt, hvad man gør? Så sent som i sidste uge var det fremme i pressen, at en tømrer, vel at mærke med Ankestyrelsens billigelse, af en kommune var visiteret til et fleksjob på 40 minutter om ugen. Vi hørte folketingspolitikere sige, at det ikke var meningen, at lovgivningen skulle bruges på den måde. Det er da muligt, men det er virkeligheden, at kommunerne bruger lovgivningen for at skaffe sig økonomisk råderum. Dette her handler jo slet ikke om at bruge en lille restarbejdsevne til fællesskabets bedste. Det handler om at skubbe mellem kasser og mindske byrder i den kommunale økonomi.

Det er uholdbart, men skal vi det til livs, så skal vi erkende flere ting.
– Der er ikke uindskrænkede midler til rådighed i øjeblikket.
– Vi skal se os selv som medansvarlige for at løsningen.

For mig betyder det ikke, at vi skal acceptere hvad som helst. Det betyder, at vi skal være med til at finde acceptable løsninger. Personligt er jeg meget bekymret for beskæftigelsen af mennesker med handicap. På den anden side har vi gode kort på hånden, for argumenterne for de såkaldte reformer har været at gøre så mange som muligt til en aktiv del af arbejdsmarkedet. Så lad os da gøre det.
Det kræver fleksibilitet i uddannelse.
Det kræver en tilgængelig offentlig transport, når der samtidig bevilges færre handicapbiler.
Det kræver sågar arbejdspladser.

Alt dette kræver samarbejde mellem kommuner, for alle opgaverne kan nu engang ikke løses inden for den enkelte kommunes grænse, selv om det kunne se ud som om nogle kommuner tror det. Kan vi løse alt dette er det jo den revolution vi har ventet på i mange år: inklusion – at samfundet bliver brugbart for alle.

Og så skal vi lige skabe rummelighed på arbejdsmarkedet. Rummeligheden bliver stadig mindre i øjeblikket. Kravene skærpes. Vi skal være stadig mere effektive. På det område ser der dog ud til at være hjælp på vej.
Sidste år kom en rapport, der blev besluttet ved finanslovsforliget 2012. Rapporten skulle se på, hvad socialøkonomiske virksomheder er, på mulighederne for at skabe flere og på mulighederne for at skabe bedre vilkår for denne type virksomheder. Socialøkonomiske virksomheder har ikke som formål at skabe overskud til ejere eller aktionærer, men at bruge overskuddet inden for virksomhedens rammer. Rapporten konkluderer, at der er et stort potentiale for socialøkonomiske virksomheder i Danmark, fordi der er mange områder, der ikke anses for så givtige i privat sammenhæng at det er værd at investere i. Alligevel kan der løses en mangfoldighed af opgaver på betingelser, der skaber rum for både mennesker, der er socialt udsatte og mennesker med handicap. Det giver muligheder for at skabe jobs, der både kan tage fornødne hensyn og skabe meningsfyldt produktion.

Kommuner, regioner, staten og ikke mindst handicapbevægelsen bør have kæmpe interesser i, at det bliver til virkelighed. Det vil blandt andet være med til at give os en proaktiv rolle. Vi skal selv være en del af løsningen. Vi skal ud af de vante roller og så at sige vove en arm. Vi skal naturligvis fortsat være kritiske, men vi skal have langt mere konstruktiv tænkning på banen – vise at vi også vil og vi også kan bidrage. Det vil være en fordel for samfundet – os alle sammen – og os selv.

Det er med vilje jeg ikke har talt om høringssvar, samarbejdskultur, Handicaprådets størrelse, konkrete initiativer i vores Handicapråd, arbejdsplaner, årshjul, budgetprocessen, prioriteringer og hvad der nu ellers rører sig rundt om. Det skal der nok blive lejlighed til at komme ind på i løbet af dagen.

Jeg vil stoppe her. Tiden er ved at være gået og vi skal videre med programmet – og videre med vores projekt med at gøre Handicaprådene til en proaktiv rådgiver OG samarbejdspartner ude i kommunerne, der spotter og fører de vigtigste opgaver ind i det politiske rum. Hav en rigtig god og forhåbentlig udbytterig dag.