Formand: Oppe imod en kommunal blindhed

Pressemeddelelse fra Danske Handicaporganisationer i Ringsted:

På årsmødet for Danske Handicaporganisationer i Ringsted kom den nyligt genvalgte formand for Ringsted Handicapråd Jan Jakobsen også med en kort beretning. Her nævnte han bl.a. at kommunens dagsordener og bilag ikke overholder standarder for oplæsning på computer, hvilket giver store problemer for blinde medlemmer.

– Jeg synes det er sørgeligt, at en kommune ikke tager sine forpligtelser på dette område mere alvorligt. Det er en attitude, vi ikke kan leve med, og som skal ændres nu, sagde Jan Jakobsen, der selv er valgt ind i Danske Handicaporganisationer i Ringsted som repræsentant for Muskelsvindfonden.

– Problemet bliver ikke mindre nu, hvor vi skal arbejde i grupper. Det må nødvendigvis gælde alle dagsordener for alle udvalg i hele kommunen, fortsatte Jan Jakobsen.

I beretningen kom formanden ind på, at der i perioden siden sidste årsmøde har Handicaprådet holdt 6 møder og været behandlet mange sager og afgivet en del høringssvar.

– Blandt de emner, der har fyldt meget, er tilsyn vokseninstitutioner. Især Bo- og Servicecenter Bengerds Allé har der i handicaprådet været en vis bekymring for. Tilsynsrapporterne beskriver nu mest problemer af ledelses- og personalemæssig karakter og at der er tale om problemer, der ikke har direkte indflydelse på beboernes hverdag. Vores bekymring gør dog, at vi fortsat vil følge udviklingen nøje, sagde Jan Jakobsen blandt andet. Han nævnte høringssvar vedrørende oplæg til personalepolitik, sagsbehandlingsfrister på både de sociale områder og på hjælpemiddelområdet.

– Antallet af sager på venteliste, der ikke overholder målet har været faldende i hver opgørelsesperiode. Også på dette område vil vi fortsat følge udviklingen nøje, konstaterede formanden med en vis tilfredshed.

– Selv tror jeg, vi går en lysere fremtid i møde. Trods meningsforskelle oplever jeg en vilje til at få os med i konstruktive samarbejder. Det gælder bl.a. tankerne om et Sundhedscenter, hvor der er gode tanker om at sikre patientforeninger lokaler på Knud Lavard Centret. Vi er med overalt, hvor vi kan sikre bedre vilkår for mennesker med handicap, sluttede Jan Jakobsen.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden. Medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.Tidligere kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg og formand for DH I Ringsted. Formand for Ringsted Handicapråd fra 2006 til 2022. Byrådsmedlem for SF 2002-2010 og fra 2011-2021 for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.