Job-Blog 12: På inspirationens kurs

Hep pep, hvor kan inspiration være inspirerende! Eller: hvordan den sociale indignation får endnu et puf…

Jeg var på en såkaldt inspirationsdag mandag. Jeg har omtalt projektet i et tidligere indlæg. Dagen var et led i den kampagne, der hedder “Søg job – evner i fokus” og kører for at sætte evner hos mennesker med handicap i fokus. Kampagnen er delt i tre dele, der henvender sig til hver sin målgruppe. Den gennemføres i samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet, Danske Handicaporganisationer samt virksomhedsnetværkene VFSA og Vinsa.
Den ene målgruppe er arbejdsgiverne, og jeg ved ikke om der er andet end den form for peptalk og samtaleterapi i det, som beskæftigelsesministeren tilsyneladende også lægger op til, når hun prøver at sælge sin nye fleksjobreform.

Den anden målgruppe er Jobcentrene. Omtalte inspirationsdag gav godt nok indtryk af, at her er der et meget stort potentiale for forbedringer, når det gælder om at sikre mennesker med handicap muligheder på arbejdsmarkedet.

Når det er sagt, så skal det selvfølgelig også med, at Jobcentrene er totalt ude af stand til at foretage sig noget uden arbejdsgiverne som medspillere – og med samtaleterapi og nogle få velmenende virksomheder på banen, er mulighederne selvfølgelig begrænsede selv for de bedste medarbejdere.

Den tredie målgruppe er os. Os, der har et handicap og som har ønsket om at være med på arbejdsmarkedet med vores evner og muligheder. Det lyder jo både godt og besnærende. Men jeg kan da godt røbe allerede nu, at hvis det holder sig på det pep-talt niveau om, at vi er gode nok og at vi skal bare mase lidt mere på, og så iøvrigt ændre på vores ambitioner, hvis der ikke lige er dem, der synes at være brug for – så er jeg ganske skeptisk. Og det var den fornemmelse, jeg fik første dag. Jeg fik nøjagtigt den samme fornemmelse som da beskæftigelsesministeren forsøgte at sælge sit budskab om akademikere i Netto…

Det har godt nok taget et par dage lige at få sunket dette inspirationsmøde. Selve mødet bød på mange forskellige indtryk af mennesker, der står med et handicap – og som har et dybfølt ønske om at være en del af arbejdsmarkedet og af fællesskabet. Og de fleste er det ikke – de bliver holdt hen.

Selve kurset er delt i to, så jeg vil vente med at skrive mere om, hvad jeg synes om det, end jeg allerede har fået lumret ud, til anden del er afviklet. Det kan jo nå at ændre sig undervejs. Chancen er der vel. Men der er også nok at tage fat på med de mange eksempler, der kom frem i løbet af dagen.

Det er ikke lige ordet inspirerende, jeg ville bruge om det jeg hørte. Snarere særdeles lærerigt at møde en hel del andre mennesker, hvis sociale situation er langt fra min og høre deres historie. Og ikke mindst deprimerende!

Det handler om mennesker. Mennesker, der er i en helt uholdbar situation på f.eks. kontanthjælp. De kommer bare ikke videre. De bliver svigtet. De kan ikke bruges på arbejdsmarkedet, selv om de gerne vil. De bliver trukket gennem forløb, som jeg blot ved at åbne øjnene bare en lille bitte smule, høre på deres situation og bemærke deres manglende funktioner, kan se er totalt fejlslagne og i mange tilfælde virker, som om man gør grin med disse mennesker. Naturligvis gør ingen det, for alle medarbejdere inden for dette område er selvfølgelig mennesker med stor social indsigt, stor faglighed og en tilsvarende empati. Ikke desto mindre får jeg en fornemmelse af, at det sker for at trække tiden ud og holde dem på ydelser, der enten objektivt set er – eller man tror de er – billigere end den indsats, der reelt er brug for.

Jeg forstår udmærket, hvis disse mennesker er ved at fortvivle. Ikke mindst fordi det, vi kalder et velfærdssamfund holder dem på minimumsydelser, hvor der åbenlyst er behov for en anden indsats. De oplever at skulle håndtere deres egen håbløse økonomiske situation og samtidig bliver trukket rundt i en manege, som de føler sig totalt uden indflydelse på. De har kæmpet i årevis mod et system, der kommer med det ene useriøse og bureaukratiske krav eller forslag efter det andet. Ofte med den konsekvens, at der støder både endnu værre sociale og psykiske komplikationer til, som kræver endnu mere behandling og fjerner dem endnu længere væk fra det arbejdsmarked, som ideen var at bringe dem tættere på.

Frustrationen hos disse mennesker bliver ikke mindre af, at de bliver mødt af både velmenende og velformulerede konsulenter, der lever fint af at fortælle dem, at de bare skal være proaktive og stille krav til deres Jobcenter og – at det ikke nytter noget at give op. Som om det ikke er det, de hele tiden kæmper med.

Min frustration bliver ikke mindre af at se, hvordan disse mennesker i en håbløs social situation blot får endnu et spark nedad. De får da virkelig en en klar fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt. Og det er ikke bare en fornemmelse hos dem, men også hos mig.