Job-Blog 13: En del af fællesskabet eller udstødelse

Hvem er det lige, der har mest grund til at lette en halv meter eller mere i luften over politikernes beregninger på økonomien i den nye fleksjobreform?

Der er to ting, der betyder meget, når jeg mister mit fleksjob. Den ene er spekulation over fremtidsmulighederne: Hvad er de økonomiske konsekvenser? Er der overhovedet et arbejde at få? Fleksjob hænger jo ikke, som jeg måtte konstatere for et par gange siden, på træerne.

Den anden ting hænger sammen med ovennævnte, men kan også ses lidt for sig selv: at føle sig udenfor og ikke at få lov til at være med.

Ganske enkelt kan det sammenfattes som noget at leve AF, og noget at leve FOR.

Derfor rammer de politiske initiativer, der for øjeblikket er på den politiske dagsorden, også særdeles hårdt. Det kan ikke undgås at utrygheden sætter sine tydelige spor. Og den kommer til at fylde temmelig meget. Så tilgiv, at jeg endnu engang beskæftiger mig med emnet.

‘…- De der sidder hjemme ved kaffebordet må jo lette en halv meter, når det kan lade sig gøre at få over 500.000 for 20 timers arbejde. Det har vi ikke råd til længere…’

Så enkelt udtrykte borgmester i Rudersdal kommune og næstformand i KL, Erik Fabrin, det, da han torsdag den 1. marts på programmet DR1-business skulle forklare danskerne, hvorfor han støtter regeringens udspil til en fleksjobreform.

Reformforslaget, ‘En del af fællesskabet’, var præsenteret på et pressemøde to dage før af Social- og integrationsminister Karen Hækkerup og Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Budskabet fra Fabrin var, at vi ikke har råd til, at fem pct. af de lønmodtagere, som får fleksjob, modtager over 500.000 kr. i månedsløn. Halvdelen af beløbet bliver betalt af arbejdsgiveren – den anden halvdel af det offentlige. Det sidste har vi ifølge både Fabrin og regeringen slet ikke råd til. Et budskab, der umiddelbart lyder fornuftigt og derfor også er let at sælge til den prisbevidste skatteyder. Jamen, det bliver jo meget enkelt: så begrænser vi da blot ydelsen på disse svimlende og urimelige summer.

Det er ikke første gang Erik Fabrin er på banen med udfald mod mennesker med handicap. Faktisk var han manden bag den grimme og uanstændige udtalelse om, at det specialiserede område er som en gøgeunge. Det ikke bare lå i luften, at denne gøgeunge stjal penge fra andre områder – det blev sagt temmeligt højt.

At Fabrin nu stiller sig til rådighed for det nye udfald fra Socialdemokraterne, SF og Radikale mod mennesker med handicap, kan derfor heller ikke undre: det er jo kun en videreførelse af det projekt, som Fabrins egen Venstre-regering sammen med Konservative og Dansk Folkeparti satte i gang for at finansiere skattelettelser til de højestlønnede – kernevælgerne i dette sammenrend.

At Fabrin yderligere stiller sig til rådighed for viderebringelse af informationer, der hele tiden har været misvisende, kan derfor vel heller ikke undre. Det har jo vist sig – hvad vi godt vidste i forvejen – at reformforslagets ændring af fleksjob jo ikke er et angreb på tilskuddet til højtlønnede fleksjobbere, men rammer langt de fleste fleksjobbere. Det fremgår af beregninger, som bl.a. FTF har lagt frem. Heraf fremgår bl.a., at lønninger helt ned til ialt 264.000 om året bliver ramt. Tallene er bekræftet af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Reelt betyder reformforslaget, at fleksjobordningen afskaffes, hvis det bliver gennemført. Det vil betyde, at mennesker med handicap ikke mere bliver kompenseret for et handicap, men skal til at gå for lavere løn end kolleger. Det i sig selv er et problem, ikke mindst i en tid, hvor der er arbejdsløshed. Oven i de administrative problemer, der i forvejen er med fleksjob for en arbejdsgiver, skal det nok medvirke til at lysten til at ansætte fleksjobbere mindskes væsentligt. Er der noget arbejdsgivere ikke ønsker, så er det uro begrundet i at man ansætter løntrykkere.

Alt dette ved regeringen godt. Derfor giver det god mening, når beskæftigelsesministeren ikke vil svare på, hvor jobbene til fleksjobreformen skal komme fra. Det er med i spillet, at der ikke er brug for jobbene. Det vil være billigere at holde mennesker med handicap på de minimumsydelser, der bliver konsekvensen af, at der ikke er job nok.

Jeg startede med at spørge om, hvem det er, der har grund til at lette en halv meter eller mere i luften over politikernes beregninger på økonomien i den nye fleksjobreform. Ja, jeg må jo konstatere, at det er os, der slet ikke kan hoppe, der har mest grund til at hænge oppe under loftet.

Det har vi grund til med det brud med kompensationsprincippet, som der lægges op til – iøvrigt ganske imod den Handicapkonvention, som Danmark har tiltrådt.
Vi har grund til det med baggrund i, at forslaget betyder, at vi udstødes yderligere af fællesskabet.

Vi har grund til det med baggrund i det historiske svigt, som Socialdemokraterne og SF markerer med denne reform. Det kunne være forventeligt fra borgerlige partier, men ikke fra to partier, der beviseligt udmeldte noget helt andet under sidste års valgkamp.