Jan V Jakobsen [jan-jakobsen.dk]

Endnu et år er gået. Et begivenhedsrigt år. Jeg vil tage nogle af de begivenheder op, der blev såvel højdepunkter som skuffelser for mig. De vil handle om både politiske og handicappolitiske sejre og nederlag.
Det har for mig været et utroligt lærerigt år. Jeg har haft fantastisk gode oplevelser og fået nye erfaringer – ikke mindst i Muskelsvindfonden, hvor vi fik endnu et rekordår med Grøn Koncert og med nyskabelsen Cirkus Summarum i samarbejde med Danmarks Radio. Det er kun muligt gennem mange menneskers store indsats. Mit eget arbejde har været på den internationale front i Sammenslutningen af Muskelsvindorganisationer i Europa (EAMDA) og i dannelsen af Muskelsvindfondens Etiske Råd. Begge dele forventer jeg meget af. Det har været en fornøjelse at være med. Så tak for at det har kunnet lade sig gøre.
I handicaprådet i Ringsted er resultaterne knapt så strålende. Vi fik nok rettet nogle problemer med nogle handicapparkeringspladser, men ellers har det sidste år været lidt en rejse på stedet med mange proklamationer og småt med synlige resultater.
2009 blev det år, regeringen gerne vil have os til at huske som regelforenklingernes år. Der er dog langt fra ord til virkelighed. Det, der står tilbage er stadig mere kontrol og mindre tillid til borgerne.
Nu kan mennesker med handicap tage sin hjælp med sig til udlandet en hel måned uden at bede kommunen om lov. Det fremgår af det udlandscirkulære, der er i høring. Allerede før vedtagelsen er cirkulæret ude af trit med virkeligheden. Hvem andre end mennesker med handicap skal bede om lov til at tage på ferie eller på studieophold i udlandet? Det er diskrimination så det klodser.
Bilreglerne bliver også revideret. Der er forbedringer, men ikke i den grad vi kunne håbe på – særligt ikke set i forhold til de ressourcer, der er brugt på forberedelserne af lovforslaget. Der var lagt op til at  sagsbehandlingstiderne skulle ned. Det ender med at være frivilligt om kommunerne vil indføre en forenklet sagsbehandling. Hvilke kommuner gør det, når de, uden at nogen løfter en pegefinger, kan være 18 måneder om at sagsbehandle blot en genbevilling af bil. Det gør, at man kan skubbe en udgift til næste år eller næste år igen. Den kalkule er mere fristende end at tænke i, om borgere med handicap kan komme uden for deres hjem.
Der kan nævnes andre punkter. Værst er dog, som det er gået med de opgaver, kommunerne overtog fra amterne – og de opgaver, der fortsat løses i regionerne. Resultaterne er fulgt tæt af SL – Socialpædagogernes Landsforbund. De viser skræmmende tydeligt, at taberne i dette spil er mennesker med udviklingshæmning. Det er en ekstrem sårbar gruppe, der ofte må forlade sig på andre som talerør. Jeg kender ikke løsningen, men kan se, at der i kommunerne ikke er de fornødne moralske og humane ressourcer til at sikre en god løsning. Økonomi tæller mere end mennesker også i denne sag. Det er ikke acceptabelt.
På den baggrund er det ufatteligt, at 2009 var året, hvor Danmark tiltrådte Handicapkonventionen. Det forpligter til at give lige muligheder og ikke at diskriminere på grund af handicap. Der ligger en stor opgave hos såvel handicaporganisationer som kommunale handicapråd i at holde fast i pligterne. Det er sidste udkald. I 1993 traf Folketinget beslutningsforslag om “Ligebehandling af handicappede og ikke handicappede borgere”, som det hed. Vi fik samtidig overvågningsorganet “Center for Ligebehandling af Handicappede”, CLH. CLH har mange gange påvist, at intentionerne om lige muligheder aldrig har givet mennesker med handicap reel ligestilling. Nu er Handicapkonventionen kommet til. Det er sidste skud i bøssen. Vores opgave er at holde fast i, at  de gode viljers tid er forbi. At vi har rettigheder, vi skal stå fast på. En svær opgave, men ikke til at komme uden om!
2009 blev også året, hvor vi havde kommunevalg. For mig personligt var det et godt valg her i Ringsted. Set med de store briller blev det noget af en forestilling. Aftaler var ikke aftaler alligevel og borgerne i adskillige kommuner vågnede op til en anden virkelighed end den, de havde betroet deres stemme til. Jeg er ikke tilhænger af den slags, for ofte gøres det for magt. Hvis man i vadestedet skifter parti for at få magt, er der noget galt.
I Ringsted fik SF tre ind i byrådet, hvor vi før var to. Det er jeg glad for. Det giver mulighed for at fordele arbejdet bedre. Det betyder, at vi også kan dække de tekniske udvalg. Især miljø- og klimaområdet får glæde af det. Det er vi ikke utilfredse med. Jeg er glad for, at vi er med i et flertal, der sikrer stabilitet. Det må dog aldrig føre til, at det stækker vores ret til at fremsætte egne forslag eller at det ændrer vores politiske grundholdninger. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på i den sidste tid – også i SF.
Der ligger store opgaver forude. Året 2009 blev ikke et gennembrudsår for de holdninger, jeg kæmper for. Alligevel har det været et godt år. Det har sat nogle gode spor for den retning, vi skal. Det er et år, der først og fremmest har vist, at det er nødvendigt at kæmpe. Og der bliver kæmpet. I aviserne kom adskillige enkeltsager frem, hvor mennesker med handicap var blevet ladt i stikken i kommunerne. Den påpegning af problemerne, artiklerne har vist, er vigtige. Vores opgave er at sikre, at politikerne omsætter det til lovgivning, der sikrer mennesker med handicap rettigheder. Det er det, der kræver kamp. Det gør ikke noget, for det er derfor vi er her. Det vigtigste er, at vi kan se en vej frem. Og den er der, hvis vi klør på. Vi kan og skal kæmpe!
Til sidst en generel politisk kommentar. Fattigdommen har bidt sig fast i Danmark. Sådan har overskrifterne lydt de senere dage. Samtidig har Rockwool-fonden offentliggjort en undersøgelse, der viser, at selv under opgangstiderne blev fattige i Danmark fattigere. Det passer altså ikke, at vi alle får glæde af, når hjulene ruller hurtigere. Flertallet – os, der er ovenpå …- har, men det er ikke godt nok til et solidarisk samfund!
Med det vil jeg ønske alle en god jul og et godt nytår. Tak for samarbejdet. Tak for uenighederne. Tak for kampen. Tak for de resultater, vi trods alt nåede! Der er ingen tvivl om, at det kan blive bedre!
Mange gode hilsner
Jan

Så er kommunevalget afgjort. Både vores spidskandidat Britta Nielsen og jeg fortsætter de næste fire år i Ringsted byråd. SF fik et mandat mere, som gik til Torben Lundsgaard, der var nr. 3 på listen. Det giver os større muligheder for at fordele opgaverne i byrådsarbejdet blandt os.

Jeg vil gerne sige tak til de, der har støttet SF ved valget. Også til dem, der har stemt på mig. Den lave valgdeltagelse til trods, så lykkedes det mig næsten at fordoble mit personlige stemmetal, hvilket jeg er tilfreds med.

Om jeg synes, at SF’s generelle resultat i Ringsted er godt nok, har jeg lidt svært ved at svare på. Vi fik ikke den fremgang, som SF har fået andre steder i landet. Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes, at vælgerne har haft svært ved at skelne os fra de andre i det flertalssamarbejde, vi er med i, selv om vi var det eneste af de tre partier, der fik en fremgang.

For mig er det klart, at vi skal markere os meget tydeligere – også selv om vi er i et samarbejde. Vi skal vise, at vi har en anderledes politik end både Venstre og Socialdemokraterne. Gør vi ikke det, så er det magt for magtens skyld og vi mister vores berettigelse.

Endnu er udvalgsposterne ikke fordelt, men det bliver de inden for den næste 14 dage. Det ligger fast med formandsposter, og vi har fået formandsposten i Socialudvalget. Det bliver Britta, der kommer på denne post, hvilket jeg er glad for, selv om jeg ikke er i tvivl om, at vi kan få vores slagsmål på handicapområdet.

Jeg har bevidst bedt SF om ikke at komme i dette udvalg, fordi jeg i den kommende periode vil satse mere på at få en anstændig handicappolitik i Ringsted kommune. Derfor er klare linier en forudsætning. Af samme grund har jeg sagt nej tak til at sidde i handicaprådet som byrådspolitiker.