Melder pas, Pass

Om udtalelsen skyldes Ole Pass’ trang til at at komme med provokerende indspark i en debat – eller det blot er lang tid siden han synes, har har været i medierne – skal jeg ikke blande mig i, men jeg må konstatere, at det er lykkedes ham at provokere mig. Af flere grunde. Ole Pass synes her at udtale sig på vegne af alle landets socialchefer, og det er derfor vigtigt at reagere på et sådant indlæg. Reagerer vi ikke, så vil det stå uimodsagt – og pludselig står vi i en situation, hvor det bliver ‘en almengyldig sandhed’, at mennesker med handicap er krævende. Det vil så legitimere, at kommunerne arbejder efter det som et faktum.

Der kan være mange grunde til, at Ole Pass melder ud, som han gør. Generelt betragter jeg manden som så vidende, at han burde kunne gennemskue, hvad han kan blive brugt til i en debat – og derfor burde have udtrykt sig noget anderledes, hvis han blot vil debat om grænser for velfærd. Derfor frygter jeg ærligt talt, at Ole Pass faktisk mener det, han siger i citatet.

Det skal naturligvis sættes ind i en sammenhæng. Denne sammenhæng er klar nok: at kommunerne er økonomisk trængt og ikke kan se sig ud af de stigende udgifter, der er på specialområdet, som jo også omfatter handicap. Det er bemærkelsesværdigt, at han i indllægget helt tydeligt går efter hjælpemiddelområdet – hvilket også styrker min frygt for, at manden rent faktisk mener det.

Ole Pass kan have ret i, at det giver et hårdt tryk på kommunerne, men jeg mener ikke, at det er noget argument for at slå nedad – at slå på os, der har brug for hjælpemidler. Det er naturligvis et politisk valg, som Ole Pass kan træffe, men efter min mening lidt uæstetisk på baggrund af, at han repræsenterer alle socialchefer i Danmark gennem sin forening. Han kunne med større rette kritisere, at der ikke er den fornødne balance mellem kommunal og statslig financiering på området. Det ville være mere fair og mere forståeligt.

Pass’es turen frem er også kontroversiel på den måde, at hvis han får magt som agt vil det være et brud på dels den handicapkonvention, Danmark har underskrevet og forpligtet sig til at overholde og dels kræve et brud med hele den danske  socialpolitiske tradition. 

Dette handler mere om afbureaukratisering, om ændringer i handicapgruppen, om teknologisk udvikling og om at der generelt i kommunerne er et økonomisk pres, som er politisk betinget end om at mennesker med handicap er blevet umådeholdent krævende. Med det udgangspunkt vil der være et meget bedre grundlag for at tage en diskussion op om, hvordan udgifterne skal fordeles mellem stat og kommune og hvordan vi får de snitflader, der kan sikre, at det sker uden et voldsomt bureaukrati og uden at der sker en overkompensation. Kort sagt: en fair behandling af mennesker med handicap.

Jeg tillader mig sluttelig at drage tvivl om de tal, som Ole Pass bruger som argument for, at mennesker med handicap skulle være krævende uden at jeg har haft mulighed for at kontrollere dem.