Vi har et dilemma, der skal løses

Vi har i Danmark i dag et dilemma omkring borgere med handicap. Formanden for Socialchefforeningen Ole Pass har bragt røre ved på en ubehagelig og unuanceret måde at føje ind i debatten, at mennesker med handicap kræver ind. Man kan mene, hvad man vil om Ole Pass’ måde at debattere på, men han påpeger et felt, hvor vi er nødt til at handle – ikke ved at skære i hjælpen, men ved at vurdere, om opgaverne ligger rigtigt hos økonomisk pressede socialchefer, der tilsyneladende mangler socialt overblik (jeg tillader mig her at være tilsvarende unuanceret i mit syn på socialchefer, som Ole Pass er i sit syn på mennesker med handicap. Jeg gør det, fordi jeg endnu ikke har hørt nogle socialchefer undsige sig deres formand).
Jeg vil melde mig i rækken af dem, der mener, at mere statslighed på området vil være at foretrække, fordi kommunerne ikke har den fornødne økonomi og bevllingskapacitet.
Kommunerne er kompenseret over bloktilskuddene for en lang række handicap-opgaver, som hører under sektoransvarligheden. Det er dog eksempelvis ikke ensbetydende med at tilgængeligheden i byrummet bliver indtænkt i nævneværdig grad.
På samme måde omkring BPA. Her er der en stor forskel på kommunerne, hvor de er kompenseret ud fra et gennemsnit. Blot ved at sammenligne den kommune, jeg selv bor i og nabokommunen, så er der dobbelt så mange brugere af BPA i nabokommunen som i min… og det skyldes ikke kun et manglende behov, men også en mere restriktiv og når alt kommer til alt en tvivlsom praksis i tildeling. Pengene bliver i kommunen, men kan reelt lige så godt blive til asfalt, skoler eller noget andet.
En af konsekvenserne af dette er, at kommunerne laver kassetænkning og kun er utilfreds med ordninger, man ikke har “overskud” på (en merindtægt, der kan anvendes på andre områder).
Kommunalt selvstyre er et issue for SF’ere, men for at sikre et fælles udgangspunkt mener jeg, at statsliggørelse af området vil være at foretrække. Der findes i forvejen organer, der kontrollerer kommunernes forvaltning af statsmidler, så udvidelse af bureaukratiet vil ikke være noget argument i denne sammenhæng.
Jeg synes, det nuværende debat er uværdig for et samfund af den støbning, som vi har skabt. Den bliver stadig mere accentueret i de kommende år, hvis vi ikke er i stand til at finde en løsning, der fungerer. Det fremmer et samfund, hvor mennesker med særlige behov vil blive lagt for had. Personligt betragter jeg det som en naturlig konsekvens af den proces vi har været igennem omkring indvandrere og omkring omlægningen fra solidaritet til privat forsikring. Derfor synes jeg også at SF og den øvrige venstrefløj har en særlig forpligtelse til at være aktive i at løse dette dilemma.