Debat – læserbrev bragt i Lokalbladet 17. oktober 2017.
Danske Handicaporganisationer i Ringsted har gennem flere år påpeget nødvendigheden af at ansætte en uvildig borgerrådgiver som det med succes sker i andre kommuner.
Årsagen er åbenlys: Vi ser stadig oftere sager på det sociale og arbejdsmarkedspolitiske område generelt – og ikke mindst på handikapområdet.
Borgerne støder på en mur i mødet med den kommunale administration. Ofte vinder borgere med tilstrækkelige ressourcer ankesager, hvis de har adgang til juridisk vejledning, når der skal klages.
Så meget mere skuffende var byrådets behandling af punktet, da byrådsmødet mandag 9. oktober enstemmigt vedtog budgettet: Kun to ordførere nævnte den uvildige borgerrådgiver
Begge i positive vendinger. Øvrige ordførere negligerede borgerrådgiveren i deres tale.
Det fortæller, at det stadig kan være op ad bakke at få gennemført forslaget selv om det indgår i budgetforliget.
Jeg kan kun gætte på den begrænsede begejstring over vedtagelsen.
Bekymrende kan være manglende social forståelse for den situation, borgere kommer i, når de mødes af en administration, der ikke altid har lovgrundlaget i orden, når borgere får afslag i sager.
Her spiller den uvildige borgerrådgiver en indlysende rolle.
Et andet punkt er, at byrådet har vedtaget en politik for, hvordan man møder og kommunikerer med borgerne.
Opbakning til forslaget om uvildig borgerrådgiver medfører uvilkårligt spørgsmålet: Hvorfor er en borgerrådgiver nødvendig, når vi er gode til at møde og kommunikere med borgerne?
Spørgsmålet skaber huller i det glansbillede, der er brugt mange og dygtige kommunale ressourcer på at fortælle borgere, der ikke selv har erfaringer med at komme i klemme.
Ikke alle politikere erkender det, men en uvildig borgerrådgiver giver bedre retssikkerhed og er et gode for borgerne.
Derfor må vi fortsat have fokus på at gennemføre denne gode og nødvendige løsning. Helst sammen med politikerne.
Jan Jakobsen, Kristoffersvej 11, Ringsted