I øjeblikket kører en debat om at få tilgængelighed til private boliger skrevet ud af bygningsreglementet. Forslaget, der er sendt i høring, er fremført af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. Lovforslag må nødvendigvis være på vegne af regeringen, som derfor må være ansvarlig for det.
For ikke så lang tid siden var socialminister Mai Mercado ude med en ganske sympatisk indikering af, at der er brug for en lovgivning, der forbyder diskrimination af mennesker med handikap. Et signal i dette forslag var dog også, at netop tilgængeligheden var taget ud af det, som ministeren vil arbejde for. Det til trods for at ikke mindst tilgængeligheden er en særdeles diskriminerende faktor set i forhold til en stor gruppe borgere med handikap.
Det er svært at se udmeldingerne fra Mai Mercado og Ole Birk Olesen som andet end en del af en samlet strategi fra regeringens side. En strategi som regeringen kollektivt må tage ansvaret for.
Jeg er meget enig i den kritik, der er fremført af bl.a. Thorkild Olesen og Mogens Wiederholt om forsøgene på at forringe tilgængelighed til private boliger. Set ud fra en handicappolitisk synsvinkel er det dog forkert at gøre det til et spørgsmål om den enkelte minister, om sym- og antipatier og deres evner som minister.
Naturligvis har den enkelte minister nogle personlig ambitioner med egen indsats. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg har stor respekt for Mai Mercado, der er i stand til at formulere en politisk vision, der går meget videre end det regeringen samlet set vil.
Set i regeringssammenhæng synes jeg dog også, at det er vigtigt for os som handikapbevægelse at se lidt mere overordnet på de resultater, den samlede regering når – og i mindre grad på, hvad den enkelte minister gerne vil, hvadenten det er positivt eller negativt set i vores perspektiv.
Vi er som handikapbevægelse sat i verden for at sikre mennesker med handikap bedst mulige vilkår. I den sammenhæng er det nødvendigt at trænge bag om mange pæne ord og se på de konkrete resultater. Det bliver så også af mindre betydning om den enkelte minister er bagud eller forud for de konkrete resultater.
Jeg synes altid, at vi som handikapbevægelse skal holde en pæn og ordentlig tone, når vi debatterer. Det bliver der bestemt også gjort. Det er dog for mig ikke ensbetydende med, at vi ikke kan have kant. Vi skal være kritiske – over for alle regeringer og over for alle ministre … og naturligvis rose, når der er noget konkret at rose for.
Mine roser vil jeg gemme, til jeg ser, hvad resultatet bliver – og til et så diskriminerende og usympatisk forslag som det, der er lagt frem af transport-, bygnings- og boligministeren, forhåbentligt er taget af bordet. Indtil da gælder det mere at se på, hvad deres hænder gør end lytte til deres tale. Så ved vi, hvem der vil vores sag – og det er langt mere interessant.
