Forleden blev jeg forvekslet med en anden, der også er kørestolsbruger. Som vedkommende, der forvekslede os, sagde, så “…ligner I jo allesammen hinanden”. Og det gør vi jo også, hvis man kun kan se kørestolen og ikke bemærker, at der altså sidder et menneske i stolen.
Det er ikke første gang, at nogen forveksler mig med en anden, der tilfældigvis også sidder i kørestol. Det er heller ikke sjældent, at jeg hører sagt om mennesker med anden hudfarve, at f.eks. “de sorte ligner jo alle hinanden.” Nogle gange bliver der reelt tale om fordomme – og de hindrer desværre, at man når frem til selve mennesket bag.
Sådan noget var der heldigvis ikke tale om i dette tilfælde, for selvfølgelig ligner vi hinanden ud fra nogle helt enkle ting, man umiddelbart ser, men de træder forhåbentlig i baggrunden, efterhånden som vi lærer selve mennesket at kende. Så dukker detaljerne frem – både de fysiske og heldigvis også nogle af de karaktertræk, som vi har på godt og ondt. Der tegner sig et menneske bag, som forhåbentlig er langt mere interessant end hjul eller hudfarve.
#jjstrø