Mennesker med handikap bliver alt for ofte betragtet som fejl. Vi falder dermed uden for normalitetsbegrebet, hvor vi burde være indenfor og blot ses som en del af mangfoldigheden.
En konsekvens er, at vi bliver defineret gennem vores handikap og ikke med udgangspunkt i vores kompetencer og kunnen. Det gør det utroligt meget sværere at blive set og accepteret som menneske, når synet på os som gruppe er vanskeligt at ændre. Det er nogle af de fakta, vi ofte står over for i Muskelsvindfonden – den organisation, jeg selv kommer fra.
Her har vi en differentieret medlemsskare, der står med vidt forskellige udfordringer, som vi skal rumme og være i stand til at skabe bedre vilkår for. Den er bred og omfatter alt fra gående over mennesker med respirator til ALS-patienter, der oplever sig som mere terminalt syge end som mennesker med et handikap. Uanset hvor i dette spektrum vi ser os selv, så har vi en del problemstillinger til fælles.
Det er graden af, hvor langt vi er fra anerkendelsen, der umiddelbart synes at adskille os. Det er imidlertid ikke tilfældet i dagens debat, der i høj grad er fokuseret på et enkelt punkt: den samfundsmæssige nytteværdi af mennesker.
Netop i tider med den dominerende opfattelse, der ser os alle i kraft af vores arbejdsevne og værdi som sådan på et marked, bliver det ganske umuligt at trænge igennem og opnå anerkendelse på andre måder. Det har en afsmittende effekt på synet af os som borgere med samfundsværdi. Konklusionen bliver let, at enten er vi aktive borgere, der skaber økonomiske værdier eller passive borgere, der genererer flere omkostninger for samfundet end vi kan skabe værdier for.
Man kan godt se dette som en firkantet opfattelse, men ikke desto mindre er det den argumentation, vi stadig oftere ser, når vi samfundsmæssigt vurderer menneskers værdi. Konkret kommer det til udtryk et i sundhedsvæsenet, hvor det bl.a. er lettere at få behandling, hvis man er i arbejde end hvis man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.
Det er ikke handikapbevægelsen, der skaber denne opdeling. Tværtimod hylder vi i Muskelsvindfonden mangfoldigheden ved knivskarpt at have fokus på de uligheder, vi oplever, for at sikre, at vi får gjort op med dem. I den offentlige debat handler det for os om både at fastholde det handikappolitiske perspektiv, vi kæmper for. Samtidig må vi fastholde de mange ligheder, vi har med alle andre mennesker.
Vi har, selv om vi lever med et handikap, heldigvis mange ligheder med den øvrige befolkning. Det må vi aldrig glemme, men grundlæggende er det som bevægelse ulighederne, vi må have fokus på. Det er dem, der afgør, om vi er ude eller inde – om vi ses som fejl eller mangfoldighed. Vi skal både insistere på at være indeholdt i normaliteten og fastholde vores vigtigste handikappolitiske sigte: at sikre mennesker med handikap de bedst mulige levevilkår. Det sker kun ved at holde fokus.
Vi skal arbejde for mangfoldigheden og ikke acceptere synet på os selv som fejl. Det er på ingen måde noget, jeg ser blandt os selv som bevægelse. Der er dog det syn vi er oppe imod fra en del af samfundet. Magter vi ikke at gøre os synlige, eller accepterer vi en del af samfundets dom over os, og reagerer vi ikke i tilstrækkelig grad på de punkter, hvor vi virkelig skiller os ud – så taber vi.
Det vil vi ikke, for vi har meget store opgaver foran os: økonomiske udfordringer, der skal sikre os fortsat uafhængighed. Interne udfordringer, hvor vi skal sikre os, at alle har en ret til livet på bedst mulige vilkår. Dermed også implicit en handikappolitisk vinkel på bl.a. min modstand og andres modstand imod aktiv dødshjælp. Men vi skal ikke mindst sikre os, at vi fortsat er en vigtig partner i den offentlige debat – og er proaktive for også at fastholde og styrke vores fælles anerkendelse som bevægelse. Vi vil nemlig ikke være dem, der er ladt tilbage på perronen. Vi er en del af fællesskabet.
