Jeg bemærkede mig Benjamin Elberths fine artikel på Altinget torsdag 5. januar, hvor han roser Ringsted kommune for at have knækket Facebook-koden. Vi har fået en fælles tilgang til, hvordan vi gerne vil arbejde med de sociale medier.
Det er altid dejligt at blive rost, når noget lykkes – ikke mindst på et område, hvor der er meget forskellige resultater, når vi kigger os rundt i det kommunale landskab. Det er lykkedes nogle steder bedre end andre.
Nu har jeg snart siddet i Ringsted Byråd, som man har valgt at kalde det, i 16 år. Jeg har ikke blot fulgt udviklingen, men været en del af den på godt og ondt. I historiens store bakspejl giver det anledning til nogle reflektioner, som det kan være en god ide at dele nu.
Dels er Elberths artikel, der jo sætter spot på nogle vigtige punkter, i sig selv en glimrende anledning til at se nærmere på, hvad det er, der gør den forskel, der fører til succes.
Dels er det i år valgår, hvor et nyt byråd skal vælges. Erfaringsmæssigt ved vi, at det giver “lidt mere krig på kniven”. Der skal scores stemmer, så styrkeforholdet måske ændrer sig. Derfor bliver tonen generelt set lidt skarpere.
Det er legalt, for vi repræsenterer jo hver især nogle holdninger, der uanset hvordan vi vender og drejer det, på nogle punkter er vidt forskellige. Vi vil ikke alle det samme. Vi har forskellige opfattelser af, hvad et fællesskab er.
Inden vi kigger på samarbejdet, tror jeg det er vigtigt at gøre sig klart, at der i en kommune er mange forretningsgange og metoder, der egentlig ikke handler så meget om politik. Noget er givet af den måde, vi har valgt at opbygge både vores statsapparat, vores regionale apparat og vores kommunale apparat på.
Andet er givet af historie, forståelsen af vores demokratiske opgaver og en lang række aspekter, jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Pointen er nemlig, at det langt fra er alle sager, vi kan vride noget politisk ud af.
Man kan se det af, at flertallet af sager på en byrådsdagsorden ikke giver anledning til diskussion. Et slag på tasken er, at det er i omegnen af 10 % af alle sager, der er lidt politisk ramasjang i.
Det er ikke altid vi bemærker alt det, der bare glider glat. Det er jo heller ikke noget at skrive hjem om. Uenighederne er langt mere spændende at dvæle ved. Både blandt os selv og hos pressen.
Da jeg tænkte lidt over Elberths artikel, var jeg ikke så overrasket over konstateringen af, at borgerne i kommunen har “…lyst til at tage imod kommunens invitation til at give idéer, forme politik, møde op til både digitale og ikke-digitale borgermøder. Og ikke mindst til konsekvent at læse med om kommunen…”
Det handler i høj grad om at kunne adskille den politik, som vi hver især gerne vil have gennemført og de redskaber, som vi vælger at benytte os af som byråd.
På nogle punkter henvender vi os til borgerne forskelligt, alt efter hvor vi ligger i det politiske spektrum, men vi skulle da være nogle skarn, hvis vi ikke kan finde ud af at samarbejde om at bruge de måder til at komme i kontakt med borgerne på, som nu engang eksisterer. Som f.eks. Facebook.
Vi skulle også være nogle skarn, hvis vi ikke kan blive enige om at henvende os til borgerne i et både mindre knudret, et mindre konfliktskabende og et mere præcist sprog. Det gør det nemmere for borgerne i hverdagen at forstå de breve fra kommunen, og som de før i tiden hverken fik hoved eller hale i.
Eller blive enige om, at vi vil streame byrådsmøderne, så alle borgere har chancen for at følge med hjemmefra, hvis man har lyst til det – enten “live” når det finder sted eller når det passer ind i ens egen livsrytme.
Jeg husker selv, hvordan det har været i alle de år, jeg har beskæftiget mig med politik. Det er ca 40 år. Kun de sidste 15 år har det været muligt at komme op til byrådssalen hvis man var kørestolsbruger eller dårligt gående – og kun de sidste to år har det været muligt at følge byrådsmøderne hjemmefra.
Det er jo en meget positiv udvikling, for det har givet flere demokratiske muligheder både for børnefamilier, der ikke lige kan afse tid til at følge byrådsmøderne i den mest dyrebare kvalitetstid med poderne og for de, der ikke er så let til bens som flertallet af kommunalpolitikere. Det er urimeligt ikke at have muligheden for at deltage uanset årsagen – og det er en af de ting, vi samarbejder om i Ringsted byråd.
Nu kan man ikke sætte “ting” op i skemaer – og da slet ikke mennesker. Alligevel kom jeg til at tænke på, hvad det er, der går galt nogle steder i samarbejdet, og dermed resultaterne. Jeg fik lyst til at illustrere det med et antal pile, der helt tilfældigt landede på 21. Det er det antal byrådsmedlemmer, der er i Ringsted.
Noget af det, jeg prøver at beskrive kan jeg se ske i andre kommuner. Noget af det har vi også oplevet i Ringsted – og engang imellem oplever vi det fortsat omend ikke så tit. For at arbejde med noget, der politisk er enighed om giver mening, skaber et bedre klima.
Hver især repræsenterer vi nogle interesser og er valgt ind af borgere, der grundlæggende har valgt os på politiske holdninger og den tilgang til byrådsarbejdet, vi hver især har. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi grupperer os overordnet helt samme sted.
Faktisk kan det være alles kamp mod alle og ende i det jeg i min lille model øverst kalder “1: kaos”. Modsætningen kan være “2: Strømlinet”, og midt i det hele ligger så “3:Respekt”.
Nu er virkeligheden ikke så enkel som i en model, og selvfølgelig oplever vi indimellem at alt er kaos og at arbejdet dybest ser går i fisk, fordi alle taler (ikke i munden på hinanden, for det har vi en borgmester til at holde styr på) men i hver sin retning. Det giver nogle svære vilkår og er ikke til at håndtere i længden.
Modsætningen “2: Strømlinet” signalerer en enighed, der i min forestilling er lige så farlig og nedbrydende som kaos og alles kamp mod alle. Den fremmer på mange områder en lukkethed i forhold til kommunens borgere, der let signalerer, at her er der sandelig ikke er brug for indblanding. Det klarer vi bedst selv, tak. Det fremmer ikke involvering og demokrati.
Personligt vil jeg hellere “3: Respekt”. Her sætter vi en ramme, hvor vi ikke nødvendigvis er enige om detaljerne, men er enige om en ramme inden for hvilken vi “er os selv” og accepterer de forskelligheder, der er. Den overordnede ramme er mangfoldighed og respekt, som det store flertal både blandt borgere og byrødder er enige om.
Modellen er også en vilje til at udvikle de demokratiske måder vi inddrager på. Vi får ikke fat i alle, men det er langt bedre end den tendens til at skabe modsætninger mellem borgere og politikere, vi også har set. Nogle gange har det ført til politikerlede og til at man direkte har vendt politikere ryggen.
Det er ikke sådan, at jeg synes alle politikere er lige gode til at tage politisk ansvar eller har de rigtige holdninger. Så ville jeg jo ikke være medlem af et politisk parti og arbejde for den politik, vi står for. Nej, det handler om mangfoldighed og evnen til at involvere stadig flere borgere, der har lyst. Det er så vores fælles politiske opgave at sikre de muligheder.
Det gør vi ved at være de steder, hvor borgerne er. Det er bl.a. på Facebook. Vi gør det ved at gøre det nemt for borgere at følge med i kommunale forhold på de digitale medier – og ved at være opmærksomme på, at der også er borgere, der af den ene eller anden grund har svært ved det. Vi gør det ved at skabe debat og dialog med de, der gerne vil dét. Vi gør det også ved at se på de grupper, der slet ikke er interesseret og spørge os selv: hvorfor er de så ikke det og er der noget vi kan gøre?
Vi gør det ikke mindst ved at være med til at skabe opmærksomhed på de muligheder, man som borger har og ad den vej interesse og involvering i fællesskabet. Det må da være alle politikeres vådeste drømme.
Ringsted manifesterer sig på rigtig mange områder. Vi er gode til at skabe muligheder for mennesker, men det er ikke altid det træder tydeligt frem, for alle hverdagens fortrædeligheder som vejarbejder, for få parkeringspladser osv. skaber mere irritation og fylder så også mere.
En bedre fælles retning henimod borgerne er med til at rette op på det. Det handler ihvertfald mere om retning end om enighed. Vi er allerede godt på vej og der er stadig mange muligheder, vi kan tage fat på ikke mindst når det gælder inddragelse, demokrati og respekt for mennesker. Tillykke til Ringsted.
Benjamin Elberths artikel på Altinget finder du her.
