Jeg har allerede lavet en lille video med en julehilsen. Den bliver nu fulgt op af dette skriv, der er lidt mere personligt. For året er andet og mere end proklamationer om alt det vi er sure over, alt det vi kan og alt det vi vil.
Der er andet ind imellem. Der er alle de lyse punkter, der er med til at give lysten til livet og som bringer mig videre. Der er de sorte pletter. Dem, der skuffer. Dem, der giver stof til eftertanke og skaber kontrasten i vores liv.
Sådan har mit år også været. Der har været meget positivt – og naturligvis også nederlag eller skuffelser. Altsammen noget, der giver erfaring, anledning til reflektion og ilt til at fortsætte.
Jeg startede året med at tage 3 måneders orlov fra mit byrådsarbejde. Primært for at stille op til formandsposten i Muskelsvindfonden. Ved valget i maj tabte jeg med kun fem stemmers forskel. Umiddelbart var det naturligvis en skuffelse. Jeg stillede op for at vinde – og det var ved at lykkes, men det var ikke godt nok. Det giver naturligvis anledning til reflektion.
Det har dog langtfra været spildt og har vist nye veje, der er nødvendige for mig at betræde eller snarere tromle ind over. Vi har en handicapbevægelse, der i bogstaveligste forstand skal holdes i bevægelse, hvis vi vil nogle vegne. Det gør ingen alene – og vi kommer kun tættere på vores mål i flok. En vigtig erfaring, som bringer os videre – ikke som personlige ambitioner, men som én blandt mange mennesker i et helt nødvendigt fællesskab.
Jeg har i høj grad oplevet et år, hvor mine kompetencer og viden er bragt i spil. Det er jo den personlige side, som også tæller og kan være med til at bane vejen, hvis vi hver især formår at bringe kompetencer i spil for fællesskabet.
Jeg har sammen med Benjamin Elberth og Jesper Mathiesen deltaget i Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistances (LOBPA) intensive indsats for at få mennesker til at fortælle positivt på digitale medier om deres liv med et handicap. Et initiativ ingen af os kan løfte alene og som rykker langt mere end at spille hellig eller surmule i et hjørne. Det har betydet meget for mig og noget, jeg gerne vil gøre til en del af min fremtidige indsats.
Jeg har deltaget i møder og aktiviteter, der har været med til at sætte en fælles dagsorden, der er mere offensiv. Det har ikke altid været populært hos alle politikere. Det bliver det dog ikke mindre relevant af. Det har både været som oplæg og som foredrag om mit eget liv.
Jeg har i Danske Handicaporganisationer (DH) været med til at sætte fokus på arbejdet lokalt i et yderst relevant udvalgsarbejde. Min påstand – som jeg heldigvis langt fra er alene om – er, at kun gennem en effektiv indsats dér, hvor vi oplever overgrebene, kommer vi videre. En sandhed vi skal sætte pondus bag og gøre til handling.
Jeg har fået stabiliseret min blog. Jeg har prøvet at sætte fingeren på nogle af de ømme punkter, som vi selv har – og gjort, hvad jeg kunne for at spidde nogle at de mange modargumenter vi bliver mødt med fra politisk hold.
Jeg har, og vil fortsat, eksperimentere med udtryksformen på min blog. Også det giver vigtige erfaringer, jeg kan bruge både på min arbejdsplads og i mit øvrige handicappolitiske liv. Det bærer også frugt i form af flere læsere og en mere stabil “læserskare”.
Jeg får mange erfaringer gennem mit byrådsarbejde i Enhedslisten. Det er vigtigt, men spænder i øjeblikket for vidt. Noget vi arbejder på at finde en løsning på i Enhedslisten i Ringsted. Min orlov viste, at jeg personligt har brug for fokus på socialpolitikken. Jeg har desuden engageret mig yderligere centralt i Enhedslistens HandicapPolitiske Udvalg (HPU). jeg vil gerne medvirke til, at vi også her har konstruktive bud på fremtiden.
Jeg har i årets løb fået læst en del. Både “det jeg skulle” og det “ved siden af”, der i høj grad kan inspirere. Genlæsning af gamle skønlitterære klassikere blandet med nyere skønlitteratur kan sætte meget i relief og skabe nye vinkler på det jeg tumler med. At læse giver mange aha-oplevelser.
Det blev ikke til mange koncertoplevelser i år. Faktisk kun en enkelt: Kris Krstofferson i DRs nye Koncertsal. Selvfølgelig var jeg også på Grøn Koncert. Her er det dog ikke musikken, der er så meget i centrum for mig. Mere det at få snakket med de mange jeg kender.
Det blev også her allersidst på året, at vi måtte sige farvel til den gamle røde Ford Transit, der har tjent os loyalt gennem snart 14 år. Dens efterfølger er en splinterny Ford Transit Custom. Den er blå og med EU-nummerplader. Inden det sætter falske forhåbninger i gang om, at jeg skulle være blevet blå eller EU-tilhænger kan jeg berolige med, at det ikke er tilfældet. Det skal kun skærpe min bevidsthed om det grusomme faktum at vi lever i et blåt EU. Der er meget at kæmpe imod og endnu mere at vinde.
Godt nytår – og gid vi får lidt mere humor ind i det nye år. Lad os både grine dem ud og sparke røv. Der er brug for begge dele.
Kærlig hilsen til alle jer derude
