Det er nu, der er brug for os!

Er handicapbevægelsen ikke en væsentlig aktør i bestræbelserne på at bringe reformpolitik og udhuling af sociale ydelser til fald, svigter vi ganske enkelt de mennesker med handicap, vi skal repræsentere.

Handicapolitik handler ganske ofte om rettidig omhu. Det har Danske Handicaporganisationer (DH) heldigvis udvist med sin udtalelse fra sit Repræsentantskabsmøde den 20. maj. Her konstaterer DH, at “…Omprioriteringsbidraget betyder store besparelser på den kommunale velfærd. Konsekvenserne for  mennesker med handicap er alvorlige. Derfor kommer Danske Handicaporganisationer nu med en klar opfordring til økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL: Drop omprioriteringsbidraget…”

Naturligvis er det langt fra DHs udtalelse, der gør udslaget, men det faktum, at mange står sammen, gør den virkelige forskel. En af konsekvenserne er, at Kommuneaftalen for 2017 indeholder en passus, hvor der gøres klar til et opgør med omprioriteringsbidraget: “…Regeringen og KL er enige om at etablere et ambitiøst flerårigt moderniserings- og effektiviseringsprogram. Regeringen har derfor tilkendegivet, at den vil søge Folketingets tilslutning til, at det kommunale udgiftsloft fra 2018 og frem ikke vil indeholde et omprioriteringsbidrag…”

Der er en del forbehold i teksten, men regeringen vil få det ganske svært, hvis man ikke seriøst arbejder for den dagsorden, der er sat og præsterer et noget andet indhold, end den man hidtil par præsteret i forhold til det forhadte omprioriteringsbidrag. Ligeledes skal der, foruden omprioriteringsbidraget, som stadig fastholdes i 2017, dæmmes op for en række andre lokale spareplaner, der ligger ud over omprioriteringsbidraget.

Der er derfor rigeligt at tage fat på for handicapbevægelsen. Og det bliver ikke kun DH, der bliver brug for. De store og de stærke handicapforeninger skal på banen og markere, at nu vil vi ikke finde os i mere og sige stop, når “…vi har brug for en økonomidebat, der baserer sig på et sagligt grundlag – ikke på manipulationer og stigmatisering…” som Lisbeth Riisager Henriksen skarpt skrev i indlægget “Stigende handicapudgifter er propaganda” i Altinget 31. maj 2016 som en del af debatten om udgifterne til det specialiserede socialområde.

Vi skal også på banen for at sikre, at det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram, der nu til gengæld tales om i økonomidebatten mellem regeringen og kommunerne, kommer til at handle om de afbureaukratiseringer, som vi adskillige gange har påpeget giver god mening på områder som f.eks. hjælp til handicapfamilier, handicapbiler og anden støtte.

En anden type begrundelser for, at vi skal på banen er det voksende pres på den neoliberalistiske kurs, der nu ses både nationalt og internationalt. Herhjemme har Velfærdsinitiativet bl.a. været på banen med markeringer i en lang række danske byer, hvor Danske Handicaporganisationers formand Thorkild Olesen i sin tale på DHs repræsentantskabsmøde roste, at DH flere steder havde været en aktiv part og taler ved Velfærdsinitiativets arrangementer. Det skaber pres og er med til at give mennesker med handicap et begrundet håb om at presset og reformer får en ende.

Internationalt viser en lignende opløsningstendens sig ved vigende tro på, at økonomisk vækst er betinget af begrænsninger i statens indflydelse på økonomien gennem massive privatiseringer og ved at beskære offentlige ydelser. Det kan bl.a. læse om i den interessante artikel “Neoliberalismen mister tilslutning” i Information 11. juni 2016.

Der er altså en vigende tro på at reformer og udhuling af sociale ydelser er den rigtige medicin – og hvis ikke handicapbevægelsen skal være en meget aktiv part i denne åbning for skabelsen af en ny socialstat oven på ruinerne af neoliberalismen, så ved jeg ikke, hvem der skal. Vi har objektivt set været en af de grupper, der mest konsekvent er ramt af reformræset og udhulingen af sociale ydelser.

Er vi ikke en væsentlig aktør i bestræbelserne på at bringe hele konkurrencestatens og neoliberalismens mål til fald, svigter vi ganske enkelt de mennesker vi skal repræsentere. Vi må på banen – ikke kun i DH, men også i de enkelte medlemsorganisationer og ude i kommunerne. Det er nu, der er brug for os!