Hvad gør du nu, lille du?

Som det nok er de fleste bekendt, stillede jeg op som formand for Muskelsvindfonden – og blev ikke valgt, selv om det var tæt på.

Det rejser nogle spørgsmål – både for mig selv, og, kan jeg fornemme, for mange andre.

Der er en del, der venligt spørger til, hvad mine planer nu er. Vi skal have en plan for vores liv, hvis vi skal høste anerkendelse. Så det er nok ikke lige dér jeg skal skuffe. Så jeg vil prøve at udbrede de dele af min plan, jeg lige nu har styr på, så godt som muligt.

Der er naturligvis en del, der specifikt spørger til, om jeg opstiller én gang til som formand for Muskelsvindfonden. Det indgår ikke i mine planer, kan jeg røbe. En gang må være nok.

Jeg vil fortsætte mit arbejde i Muskelsvindfondens repræsentantskab og bestyrelse. Begge steder er jeg valgt ind for det næste år, og jeg vil gerne stille op igen disse to steder, hvis der ikke sker markante ændringer i mit liv inden. Jeg finder arbejdet vigtigt og mener at jeg kan bidrage både med ideer og kritisk stillingtagen.

Jeg bliver naturligvis også spurgt, om jeg nu fortsætter i Ringsted byråd. Det indgår i min plan, at det gør jeg. Jeg har været glad for det arbejde jeg har kunnet gøre på den socialpolitiske front, selv om jeg skal indrømme, at det ofte er op ad bakke. Det er dog forventeligt når jeg har valgt det politiske ståsted, som jeg har – og som jeg ikke ønsker at gå på kompromis med.

Et tredie spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, er, om jeg genopstiller til byrådet ved kommunevalget til næste år. Det er straks mere kringlet – og det har jeg ikke helt afklaret endnu. Grunden er, at jeg synes, det er hårdt at sidde alene i byrådet. Jeg kan dog godt se mig selv i en byrådsgruppe, hvor vi sidder flere. Det er et dilemma, der er svært at løse.

Mine øvrige planer er, at jeg gerne vil fortsætte i Danske Handicaporganisationer, hvor jeg centralt er valgt til forretningsudvalget for Muskelsvindfonden. Jeg er her meget optaget af, hvordan vi styrker det lokale arbejde i den organisation, som vi gerne vil have fremover. Jeg er ikke i tvivl om, at det en del år frem bliver lokalt vi især får udfordringer.

Netop det sidste gør jeg i efteråret 2016 og foråret 2017 til genstand for debat i et foredrag eller oplæg med titlen “Kun når vi blander os tæller vi”, jeg gerne vil ud med til DH-afdelinger, i handicapkredse og andre steder, det kan gøre nytte. Det skal være et lidt provokerende indspark til det kommunevalg, der står for døren.

En gammel drøm er at skrive en håndbog for handicapaktivister. At formidle  mine og andres erfaringer med, hvordan vi fortæller, bevidstgør, debatterer, aktionerer og får vores budskaber ud til helt almindelige mennesker.

Det er alt for let at sprede sig over for meget. Det er en af de åbenlyse svagheder jeg ser ved mig selv. Det har, efter grundige overvejelser, fået mig til at vælge nogle handicappolitiske felter, som jeg vil prioritere. De hænger nøje sammen med noget af det, jeg allerede har beskrevet ovenfor.

Emnerne er:

– græsrodsarbejde forstået bredt som det, der hører ind under det store arbejde, der venter os lokalt. Her hører både foredrag, debatoplæg og drømmen om en håndbog for handicapaktivister med.

– digitalisering og vores stadig mere brug af tablets, smartphones og computere i vores liv. Jeg vil gerne forholde mig kritisk til udviklingen, men grundlæggende ser jeg omverdensstyring og brug af digitalisering af vores liv som en faktor, der skaber frihed for ikke mindst mennesker med handicap. Det kræver nysgerrighed og afvejning af de reelle muligheder. Det skal naturligvis afgrænses yderligere, og de, der kender mig, ved, at den måde, vi kan kommunikere på, og ikke mindst foto og fri og lige adgang til litteratur ligger mig stærkt på sinde.

– hjælperordninger og de muligheder vi får for samfundsdeltagelse er endnu et stort, men vigtigt emne. Også her må det afgrænses, og mit fokus bliver på gruppen af respiratorbrugere, som jeg de sidste år har fået en del erfaringer med. Jeg skrev i efteråret 2015 en række artikler om at være respiratorbruger og om den afhængighed det giver. Jeg er i øjeblikket ved at udvide materialet og bearbejde det til en bog med både personlige erfaringer  og debatterende indspark. Bogen forventer jeg kommer en gang i efteråret.

Til sidst vil jeg sige, at jeg går meget ind for dialog, men skal jeg gå ind i en dialog skal jeg også være med til at skabe grundlaget for den. Som handicapbevægelse skal vi levere nogle kvalificerede indspark, der gør den virkelighed, vi har, til en del af dagsordenen. Formår vi ikke det, har vi tabt. Det vil jeg ikke acceptere.