Fremad mod næste 50 års kamp

Fra torsdag 19. maj til søndag 22. maj 2022 var Musholm Ferie, Sport og Konference rammen om et stort arrangement, der både markerede Muskelsvindfondens 50 års jubilæum og dernæst det første fysiske landsmøde siden 2019.

Det var en glimrende lejlighed til endelig at være sammen igen, og jeg deltog alle 4 dage. Torsdag var der en glimrende koncert, hvor bl.a. Carpark North og Suspekt var på programmet.

De næste år bliver langt sværere – det har nye udfordringer allerede vist. Vi skal være i stand til at tænke og handle på daglig basis mere end bilde os ind at vi har en strategi vi ikke behøver ændre på i flere år, hvis vi vil nå nye, vigtige resultater. Det har været sagt mange gange undervejs, at vi i Muskelsvindfonden har været forkælede. Et synspunkt, jeg på nogle måder godt kan forstå. I den sammenhæng at Evald Krog og de andre, der startede fonden “greb ind på et område”, hvor der tidligere intet var gjort før fonden kom til og forlangte handling på mange og vidt forskellige felter.

Om forkælede er det rigtige ord kan jeg i høj grad godt tvivle på. Fondens resultater gennem de første 50 år er først og fremmest betinget af en af de dårlige samvittigheder, der i dette tilfælde trods alt blev rådet bod på undervejs – og ikke blev gemt væk i de 50 år vi ellers alt for mange gange er vidne til nu.

Endnu mere vægt tillægger jeg dog den måde, som fonden gennem de første 50 år har formået at agere på: aldrig været bange for at gøre noget anderledes f.eks i princippet “noget for noget” – vi har givet noget igen for det vi vil have. Vi har i den historisk set korte tid jeg har været med, ikke tænkt i baner som medlidenhed, men ganske enkelt i, at vi yder noget for det vi får – naturligvis med henblik på at skabe overskud til at drive den biks, som er nødvendig for at ændre vilkårene for både mennesker med muskelsvind, men også for andre grupper af handicap.

Vi har været forrest i at skabe progressive redskaber som hjælperordninger, rehabilitering, “Plads til forskelle” mv. Vi skal bevare denne rolle – og passe på, at handicap ikke rykker ned i bussen. Det er vi på vej til sammen med den øvrige handicapbevægelse. Derfor bliver de kommende år hårde, men heldigvis har vi nogle af de ressourcer og de redskaber, der skal til for at øge presset og skabe opmærksomhed om handicapområdet. Særligt glad gør det mig, at vi tydeligvis har let ved at sikre et helt nødvendigt generationsskifte, end vi generelt ser i andre handicaporganisationer. Det er vigtigt både for os og andre organisationer, der heldigvis ser samme tendens.

Forandringen ser vi i øjeblikket fra dag til dag. Og vi ser, at handicapbevægelsen samlet set taber terræn. Verden bevæger sig hurtigere end os. Retssikkerheden er sat under pres. Vi skal bevare vores styrke. Også i fremtiden. Nye udfordringer viser sig ikke mindst inden for sundhedsvæsenet og medicinsk behandling. Skal vi bevare vores progressiv rolle, skal vi kunne tænke og handle på daglig basis mere end bilde os ind at vi har en strategi vi ikke behøver ændre på i flere år. I udtalelsen fra landsmødet lyder afslutningen: “Igennem årene er vi nået langt, men for tiden går det den forkerte vej. Vi er gået fra fremskridt og fortidens store sejre til tabt terræn og nederlag. Mennesker ekskluderes og savner opbakning fra et samfund med en stadig snævrere ramme for socialt ansvar, hjælp og støtte.” Den fortæller med al ønskelig tydelighed, hvilke kræfter vi er oppe imod, og at vi er nødt til at kæmpe for hver enkelt forbedring. Vi er nødt til at samles, unge og gamle, og bruge hver vores erfaringer til at komme videre. Vi vil ikke lade nogen tilbage på perronen, som Mette Frederiksen så kækt har sagt. Siden har både borgerlige og hun ikke bestilt andet end blokere os vejen til toget.

Det må en “fremtidens strategi” kunne indeholde – og vi må kunne handle både her og nu og dæmme op for de forandringer andre end os ønsker, hvis vi vil se os selv som en del af fremtiden.

Derfor var den nye strategi også til behandling på selve generalforsamlingen lørdag, hvor den blev godt modtaget af medlemmerne. Vi er stadig blandt de mest progressive organisationer og tør tænke nyt – til gavn for alle mennesker med handicap. Det fremgik også af den udtalelse, der blev udsendt fra mødet.

For at kunne tegne et billede af sig selv, må vi kende vores historie. Det gav to af de, der var med til at stifte Muskelsvindfonden – Jette Møller og Bruno Månsson, et virkeligt godt billede af Muskelsvindfonden til en start.

Generalforsamlingen bød også på de mere ordinære punkter som gennemgangen af de resultater, der er nået… og det ser noget bedre ud end den dag i 1971, hvor 8 mennesker startede det hele.

Jeg selv fik den glæde at kunne fortsætte 3 år mere i repræsentantskabet. Bedst af alt var dog, at vores formand Simon Tj og næstformand Janne Sander begge blev genvalgt til posterne uden modkandidater! Et godt tegn på det rigtig gode arbejde, de gør – og tak for det! Det er folk som dem, der gør Muskelsvindfonden til det vi er!

Dernæst var der tre dage, hvor vi havde lejlighed til at diskutere Muskelsvindfondens nye strategi, der skal føre os ind i de næste 50 år, der er temmelig meget anderledes end de første 50, hvor vi fik sat muskelsvind på dagsordenen.

Fotos ©Jan Vagn Jakobsen