Ti år med Enhedslisten

Den 7. juli, er det nøjagtigt 10 år siden, at jeg forlod SF. Det blev først senere officielt. Men denne dag orienterede jeg SF-Ringsteds formand, byrådsgruppen, borgmesteren og flertalsgruppen i Ringsted Byråd om, at jeg havde besluttet at gå ud af SFs byrådsgruppe og søge samarbejde med Enhedslisten med henblik på optagelse i partiet. Udmeldelsen af SF skete efter lang tids overvejelse.

Jeg blev optaget i Enhedslisten 31. december 2010. Jeg har aldrig fortrudt et eneste sekund, at jeg tog den beslutning, som var helt nødvendig for mig.

Det er indtil videre blevet til 10 gode år med Enhedslisten – alle årene som byrådsmedlem. I den nuværende periode er vi heldigvis 2 medlemmer i Enhedslistens byrådsgruppe.

Henrik Kjær, som vi ved sidste valg prioriterede som vores spidskandidat, trak også mig med ind. Det var til tider hårdt i de første 6 år at sidde alene i byrådet. Det kan andre, der også sidder som ene repræsentant for et parti, sikkert bekræfte.

Sådan er det heldigvis ikke nu, hvor vi er 2 medlemmer. Det har givet mulighed for at dække flere politiske områder og gå mere i dybden med dem. Begge er vi også hjulpet godt på vej af en velfungerende baggrundsgruppe.

Det var først den 29. juli 2010, at det blev meldt officielt ud, at jeg forlod SF. Det skete i en pressemeddelelse, jeg sendte ud denne dag.

Det blev naturligvis modtaget lidt blandet, men min argumentation kom pænt og sobert frem de fleste steder. Den blev bl.a. sammenfattet sådan i Danske Kommuner 30. juli 2010:

“…Efter otte år som repræsentant for SF i byrådet har han valgt at forlade partiet på grund af, hvad han opfatter som en generel højredrejning.

• SF retter for meget ind efter et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. SF forsvarer ikke i tilstrækkelig grad samfundets svageste grupper. Alt for mange mennesker bliver tabere i den borgerlige fløjs vedvarende angreb på erhvervede rettigheder, skriver Jan Jakobsen i en pressemeddelelse.

Den nu forhenværende SF’er er ud over sit virke i byrådet også Muskelsvindfondens repræsentant i Ringsteds handicapråd. Han peger på netop handicapområdet som et eksempel på sin uenighed med SF.

• Jeg savner klart og utvetydigt en stillingtagen fra SF imod kommunernes og KL’s åbenlyse angreb på mennesker med handicap, erklærer Jan Jakobsen, der var medlem af DKP frem til 1991…”

En vigtig grund til at jeg forlod SF, var, som det hed i min pressemeddelelse, at “…alt for mange mennesker bliver tabere i den borgerlige fløjs vedvarende angreb på erhvervede rettigheder. Handicapområdet er et godt eksempel…”

Mennesker lades stadig i stikken. Det skete igen, da Socialdemokratiet og deres 2 øvrige regeringspartnere SF og Radikale 1. januar 2013 indførte fleksjob- og førtidspensionsreformen under Mette Frederiksens kyndige hånd.

Det skete desuden med støtte fra Liberal Alliance, Konservative og Venstre. De eneste 2 partier imod var Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Lige siden er retssikkerheden blevet stadig mere ustabil. Den var det også før, men det tog endnu mere til efter disse og efterfølgende reformer. Ustabil er det absolut mildeste ord jeg kan finde.

For mig er den vigtige forskel, at det ikke sker med Enhedslistens stemmer på de store spørgsmål. Hvis vi stemmer for noget, så indeholder det en forbedring, der kan bringe os videre mod ny udvikling. At vi skaber dynamik og udvikling gennem delmål. Det er en væsentlig forskel fra både Socialdemokratiet og SF.

Det er jo ingen hemmelighed, at handicappolitik er et af de områder, der ligger mig mest på sinde. Mest af alt, fordi det er dér, jeg bilder mig ind, at jeg har erfaringer og kompetencer, der kan bringes i spil.

Det er dog heller ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at det ikke ensporet drejer om handicap. Handicap skal ses i en større og ikke mindst politisk sammenhæng.

Vi har altid pligt til at indgå alliancer med andre for at skabe positive forandringer for alle mennesker og fællesskabet. Men samfundet i dag er stadig drevet af fundamentale modsætninger mellem rig og fattig, undertrykkere og undertrykte.

Det bliver bakket op af en stat, der sikrer de vilkår som den herskende magt har brug for. Altså pengenes magt.

Grundlæggende er det for mig at se kun et socialistisk samfund, der ikke er styret af penge, der kan fordele goderne og sikre imod de velkendte overgreb, der er begrundet i f.eks. køn, race, tro, politisk overbevisning, seksuelle præferencer og handicap, som vi kender det i dag.

Forudsætningen for kapitalismen er produktivitet. Det diskvalificerer mange mennesker på et arbejdsmarked, der hele tiden kræver mere af den enkelte – aldrig mindre.

Arbejdsmarkedet har ikke den tilstrækkelige rummelighed, der skal til for at alle kan tage aktiv del. Det gør bl.a. mennesker med handicap til en udskilt gruppe, der får sværere ved at finde fodfæste ikke kun på arbejdsmarkedet, men også i samfundet generelt.

Når vi ser handicap få fokus i dag, er det alt for sjældent fordi vi skaber vilkårene ud fra principper om inklusion og tilstedeværelse i fællesskabet. Alt for ofte er det enkeltsager, som får fokus – og næsten lige så ofte, når den borgerlige fløj har brug for at styrke deres image som omsorgsfulde.

Sjældent er grunden et ønske om at sikre barren på et niveau, så alle kan være med menneskeligt, socialt, uddannelsesmæssigt og økonomisk. Det er for dyrt for “os” forlyder det her i et af verdens rigeste lande.

Derfor er jeg i Enhedslisten. Det giver stadig de bedste betingelser for lighed og solidaritet. Det er værd at kæmpe for. Og solidaritet går ikke kun den ene vej. Det er ikke kun andre, der skal være solidariske med os. Vores fælles muligheder for udvikling er betinget af, at vi både erkender specifikke gruppers behov og samtidig ser vores gensidige afhængighed og støtter hinanden i fællesskabet.

Hele pressemeddelelsen fra jeg meldte mig ud af SF for ti år siden kan du læse nedenfor.

Situationen fra dengang er uforandret – hvis jeg ser bort fra, at SF i dag i langt højere grad også ude i kommunerne støtter den traditionelle borgerlige fordelingspolitik. Økonomisk ansvarlighed kalder man det vist. Med den udvikling styrker det kun min glæde over politisk at have set rigtigt, da jeg valgte side i 2010.

Fremtiden? Man kan ikke skue bagud uden også at kigge frem. Jeg ser ikke mig selv som topprioritet på listen over byrådsmedlemmer ved valget i 2021. 20 år er nok for mig, og der er mange andre særdeles vigtige områder, hvor jeg kan gøre en forskel.

Det kan være i Enhedslistens Handicappolitiske udvalg, i Danske Handicaporganisationer, i Muskelsvindfonden, i Handicaprådet. Ved at stille mine kommunikative erfaringer til rådighed både organisatorisk, politisk og i sammenhæng med arbejde for at nævne nogle områder.

Jeg ved godt, at mine udmeldinger om nødvendigheden af socialisme vil afholde mange fra at sympatisere med dette indlæg. Men sådan må det så være.

Jeg vil stadig gerne samarbejde med mange andre trods uenigheder. Jeg tror ikke, at “kampen den sidste er nær”. Men den fortsætter. Den er dynamisk og nye muligheder sætter nye mål for fællesskabet.