Historien gør ikke oprør… Det skal der mennesker til!

Historien er taknemmelig. Historien gør ikke oprør. Den finder sig i den måde, vi behandler den på og den tager ikke til genmæle.

Hvis historien kunne spørge os eller kommentere, ville den, mens de mennesker endnu levede et liv, der kunne være nyttigt og behandlet respektfuldt, have stillet netop det spørgsmål: hvorfor gjorde I ikke noget i tide? Hvorfor lod I umådelig smerte passere dengang uden at reagere?

I dag protesterer vi meget højlydt over de overgreb, der sker, når kommunerne får lov til at tilsidesætte retssikkerheden. Når kommunerne siger, at mennesker med handicap godt kan arbejde og derfor ikke kan tildeles pension – dog uden reelt at få et arbejde. Når alt for mange derfor bliver hængende på særligt lave ydelser i meget lang tid. Når familier bryder sammen på grund af det pres det konstant er at være i krig med sin kommune. Når unge nægtes behandling for kroniske sygdomme reelt på grund af prisen, selv om der er evidens for den positive virkning. Når der er alt for længe ventetider på hjælpemidler. Når børn med handicap fjernes frem for at give støtten i hjemmet.

Det er klogt og rimeligt at sige undskyld for frygtelige ting, der er sket bagud i historien, når nu man ikke kunne indse det, mens det skete.

Det er hverken klogt eller rimeligt, at politirere ikke lærer af historien. At man politisk også i dag vender det døve øre og det blinde øje til det, der sker her og nu – lige nu – midt i samtiden.

Men det er lettere at forholde sig til historien. Især når man ikke skal lære af den. For historien er taknemmelig. Den gør ikke oprør. Det skal der mennesker til – og vi er her endnu. Og vi er #enmillionstemmer!