Noget om undskyld, historien… og så nu

Jeg er, som jeg før har skrevet, stor tilhænger af, at man siger undskyld til befolkningsgrupper, der har lidt under historiske ugerninger, som ikke burde have fundet sted. Det gælder både anbragte børn, udviklingshæmmede og andre grupper. Det kan ikke roses nok og skal helt bestemt værdsættes.

Det lyder dog hult, når vi ved, at både den siddende og den forrige regering opfører sig uacceptabelt over for bl.a. asylansøgere og mennesker med handicap. F.eks. sker der hver eneste dag brud på retssikkerheden ude i kommunerne.

Det er lettere at forholde sig til afsluttede kapitler i historien. Vi lukker øjnene og nægter at se nutiden som kimen til nye skandaler, der kræver undskyld senere.

Vi lærer ikke af historien. Vi bruger ikke historien til at gøre nutid og fremtid bedre. Til at behandle hinanden ordentligt – som vi burde kunne forvente i en civiliseret velfærdsstat, hvor vi tager hånd om hinanden.