Ikke alle kan betale sig… men vi har alle værdi i os selv

Jeg synes, jeg oplever mange paradokser i nutidens forståelse af handicappolitik. F.eks. er der kritik af, at tilgængeligheden i DK bliver stadig dårligere. Denne kritik er helt berettiget.

Samtidig har vi med handicap svært ved at opnå værdi på arbejdsmarkedet. Faktisk har det vist sig, at der ikke er nogen forbedring på dette felt selv om opadgående konjunkturer ellers skulle have en gunstig effekt. Den er totalt fraværende.

Det til trods for, at Mette Frederiksen allerede i sidste magtperiode sammen med både borgerlige partier og “egne” støttepartier lagde en skinger tone an som beskæftigelsesminister med reformerne af førtidspension og fleksjob.

Skal man tro de såkaldte intentioner, så skulle reformerne sikre os mere menneskelig værdi ved at give os chancen for at blive produktive samfundsborgere frie af den passive forsørgelses snærende lænker.

Historien har siden lært os noget helt andet: beskæftigelsesministeren og ikke mindst de borgerlige partier satte os godt og grundigt af på perronen. Ikke underligt, at de borgerlige var begejstret for beskæftigelsesministerens indsats. Det var virkeliggørelsen af de mest våde drømme hos Løkke og Co.

Reformerne er ikke de eneste eksempler på den linje, der er lagt for dagen det seneste årti. Det er flittigt fulgt op af andre tiltag og ikke mindst fraværet af vilje til at lukke hullerne i Serviceloven, der i bogstaveligste forstand har givet kommunerne kronede dage og sat gang i en alt andet end flatterende evne til at optræde kreativt. Alt sammen med det formål at undgå at sikre retssikkerheden for borgerne.

Men en ting på man lade Mette Frederiksen og måske ikke mindst hendes “spinnere”. De er blevet klogere. Nu er strategien blevet at tie handicap og inklusion ihjel… i en sådan grad, at det nyeste spin om at stå på børnenes side ikke levner plads til ét ord om børn med handicap. Er det det, som Mette Frederiksen i sin nytårstale mener med, at “vi skal træffe beslutningerne klogt. Så de også gavner dansk erhvervsliv, beskæftigelsen og dansk økonomi. Og uden at uligheden stiger…”?

Foreløbig har hele sidste årtis strategi vist, at det ikke sker uden at uligheden stiger, som det uden nærmere forklaring hedder i den lille påklistrede bisætning i citatet fra statsministerens nytårstale. Nogle har kaldt talen for “gab, gab”. Set fra et handicappolitisk perspektiv synes jeg, det er mere nærliggende med et “ACHTUNG”.

Dette går først og fremmest på de værdier, der ligger til grund for den nuværende tilgang til handicap blandt politikere. Det er naturligvis ikke Mette Frederiksen, der er skyld i alt, hvad der sker handicappolitisk i disse år, men jeg tror desværre at den socialdemokratiske mindretalsregering er en meget god eksponent for, hvad der kommer til at ske. Igen tilbage til nytårstalen: det ligger i prioriteringen fra et stort politisk flertal, at det skal gavne dansk erhvervsliv, beskæftigelsen og dansk økonomi.

Den faktiske politik dækker over kompromis’er, et sammenfald i holdninger med andre partier og ønsker om at markere sig på bestemte politikområder. Der synes ikke at være noget ønske om at markere sig i nævneværdig grad på handicapområdet hos flertallet af partier. Der kommer naturligvis pip i populære enkeltsager, men ofte løsrevet fra en politisk sammenhæng, der får troværdigheden til at virke tilfældig.

Dybest set handler det om holdninger til menneskers værdi. I et samfund, der helt grundlæggende kun har fokus på økonomiske værdier vil det være vanskeligt at skabe en platform for mere menneskelighed med mindre det opstår som et krav fra organisationer og bevægelser.

De stærkeste eksempler herhjemme har vi set inden for klima, miljø og daginstitutioner, hvor der fra miljøaktivister og forældre har været et pres for at skabe reel forandring. Og som til en vis grad er slået igennem.

Op til folketingsvalget oplevede vi det også i handicapbevægelsen med det forældrestartede initiativ #ENMILLIONSTEMMER, der formåede at få handicap med ind i debatten og endda bibragte en vis politisk forståelse indtil realpolitikken tog over og igen bragte handicap hen i noget, der ikke mere konkret skulle tales om.

Det gode er, at vi fik vist, at kan kan skabe plads til debatten og at vi langt hen ad vejen har ressourcerne, der skal til. Vi vil være endnu bedre rustet næste gang og kunne gøre mere indtryk på den politiske elite. Både gennem vores argumentationer og ved at skabe debat i befolkningen. Der er intet, der påvirker polotikere mere end faren for at miste vælgernes gunst.

Der har flere gange på det sidste været gode toner fra handicapbevægelsen ved at slå på, at et samfund bør have andre og flere værdier end at vi hver især økonomisk skal udvise overskud og kunne betale os for at have en berettigelse. Vi skal føre andre værdier med ind i debatten. Værdier, som før har været en vigtig del af velfærdsdebatten. Før vi målte alt i økonomi og kun økonomi.

Ideen om at markedet regulerer alt på bedste vis er grundlæggende forkert. Grådighed og tyveri af indtil videre 2-cifrede milliardbeløb fra den danske statskasse har vist, at markedet skal reguleres. Omvendt har velfærdsstaten vist, at rummelighed og respekt for mennesker har bragt os langt. Og at der er penge nok til at vi kan finansiere fællesskabet, hvis vi bl.a. griber ind over for tyverierne og ved reelt mindre ulighed.

Et isoleret syn på menneskelig værdi hæmmer mulighederne for at gøre nytte både på arbejdsmarkedet, i samfundslivet, uddannelse og f.eks. andre vitale områder som inklusion og tilgængelighed. Vi må bryde med denne snævre forståelse af værdi, når vi alle skal opleves værdifulde.

At kunne deltage i arbejdslivet på vores egne betingelser og med hver vores begrænsninger, vil være med til at skabe den nødvendige rummelighed. Ikke kun i forhold til arbejde, men også i forhold til hele accepten af os alle som mennesker. Det vil fjerne det økonomiske falkeblik på os hver især og fremme retten til at bidrage selvom det ikke er en overskudsforretning økonomisk set.

Vi må gøre det til en politisk prioritering at alle mennesker har værdi blot ved vores eksistens.