Rigsrevisionen er kommet med “Beretning til Statsrevisorerne om Beskæftigelsesministeriets implementering af reformer”. Reformerne er førtidspensions- og fleksjobreformen, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen, der er gennemført i perioden januar 2013 til januar 2015.
Beretningen er meget kritisk over for Beskæftigelsesministeriet, hvad angår gennemførelsen af reformerne. Beskæftigelsesinisteriet har i perioden haft ministrene Mette Frederiksen, Henrik Dam Kristensen og Jørn Neergaard Larsen.
Rigsrevisionen konkluderer,
– at Beskæftigelsesministeriet ikke i tilstrækkelig grad har sikret rammerne for kommunernes implementering af reformerne.
– at ingen af de bekendtgørelser og vejledninger, som Beskæftigelsesministeriet har udstedt blev offentliggjort mere end 7 arbejdsdage før reformernes ikrafttræden.
– at 8 % af bekendtgørelserne og 87 % af vejledningerne kom først efter reformernes ikrafttræden.
– at den tidsmæssige forskydning gør det vanskeligt for kommunerne at nå at tilrette deres organisation og arbejdsgange, før lovgivningen træder i kraft.
– at det i høj grad har hæmmet implementeringen af reformerne, at it-understøttelsen ikke var klar til tiden.
Dette er kun nogle af de vigtigste konklusioner, som i sig selv er skandaløse. Beretningen beskriver arbejdet grundigt og metodisk og fremstiller beslutningsprocesser og faser i bokse og firkanter. Man kommer dog kun sporadisk ind på, at området “… har stor økonomisk betydning for borgerne. Konsekvenserne for borgerne kan være forlænget sagsbehandlingstid og uensartet behandling af deres sager…” og det “…finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende…”.
Men hvad er de konkrete konsekvenser af en beretning som denne? Ændrer den noget som helst? Fortæller den ikke blot, hvad vi vidste i forvejen: det elendige forarbejde har haft stor negativ betydning for de mennesker, der fortsat bliver ramt. Ikke kun på grund af selve de politiske beslutninger, men også på grund af at iveren efter at lave økonomiske besparelser på svage grupper har været så stor, at gennemførelsen de tre store reformer har vægtet så højt, at det skete på et elendigt grundlag. Men det er jo hverken strafbart for ministre eller ministerium.
