I min levetid er der heldigvis sket mange forbedringer. F.eks. er jeg i min egoisme da vildt glad for, at der er opfundet og sat elektriske kørestole i masseproduktion. Det gør, at jeg selv kan bevæge mig rundt – og har kunnet det siden jeg fik bevilget min første el-kørestol i 1972.
Vi er som kørestolsbrugere ofte ude efter sprogbruget og i særdeleshed touchy over for f.eks. ordlyden i overskriften. Forståeligt nok, for den er stadig yndet i ugebladsjournalistikkens mere svulstige og dramatiske artikler om mennesker med handicap. Men “at være lænket til rullestolen” er jo mere end en billedlig omskrivning. Den bunder i historiske fakta, der ikke går længere tilbage end jeg selv har prøvet det.
Før den dag engang i august 1972, hvor jeg kom på gymnasiet og fik min første el-stol, var jeg i bogstaveligste forstand lænket til min rullestol. En ting var nemlig stensikkert: var der ikke nogen, der kom og skubbede mig, så flyttede den sig ikke én millimeter. Og den “nogen” skulle være en anden end mig. For jeg kunne ikke selv.
I dag får jeg også myrekryb over at “være lænket”. For sådan er det heldigvis ikke mere. Det store flertal af os fungerer jo glimrende, selv om vi ikke kan klare os i en manuel kørestol. For os er el-kørestolen ikke en lænke, men netop et hjælpemiddel, der betyder vores frihed.
Det er sådan set vigtigere end at fastholde os i lænker. Så selv om det fjerner nogle dramatiserende effekter fra journalistikken, vil det være rart, om sprogbruget også her bliver moderniseret. Vi er mange, der ikke mere er lænket, men er sat fri takket være vores kørestol. Det er da en bedre historie end at være lænket – ikke?
#jjstrø
