Forleden redigere jeg min hjemmeside. Her fortæller jeg bl.a. min egen historie. Det fik mig til at tænke: er sådanne tilbageblik relevante? Det bliver let til hån mod unge som forkælede, men nu skal de bare høre, hvor hårdt det var i vores barndom.
Eller at i vores barndom var alting bedre, lysere, solen skinnede altid – og så var der solidaritet i modsætning til i dag, hvor alle er egoistiske og selvcentrerede. I begge tilfælde knækker filmen og og læserne er stået af.
Min og andres historie kan fortælle, hvor meget, der er sket i den tid, vi har været med i handicappolitik. Godt og skidt. Det er både politik og historie skabt helt andre steder – men samtidig også en fortælling om vores egen indsats og engagement. Der er erfaringer. De kan ikke bare plukkes og genbruges, men må ses i en ny tid og ny sammenhæng. Noget kan inspirere, for “noget” virker stadig – ikke mindst sammen med de muligheder nye teknologier og ny viden giver os.
I den sammenhæng er historierne stadig en drivkraft: Når vi kan og vil forandring, så presser vi på for at det sker, og så lykkes det. Gør vi ikke noget, forandres intet. Heri ligger erfaringer, der sammen med nye muligheder giver håb og perspektiv. Det hindrer meget af den håbløshed, som ellers tager over. For vi skal ikke tage fejl: i nuet virker meget håbløst. Det gjorde det sådan set også “dengang” vores historie var nuet.
Med den dimension i baghovedet skaber vi sammen nutidens aktivisme og forandring, for vi har alle sammen noget at bidrage med. Det er mangfoldighed og kræver rummelighed: både historisk, politisk og set i forhold til målet.
#jjstrø
