Hou-Resolutionen

I tiden 5.-18./7.-76 har der på Egmont Højskolen været afholdt kursus for handicappede og ikke-handicappede, hvor man bl.a. har beskæftiget sig med følgende emner

Kan handicappede indgå i produktionen? Hvorledes kan man opbygge meningsfyldte arbejdsmiljøer for handicappede, og hvorledes skulle disse miljøer i så fald ledes?

Kan man grundlægge plejehjemskollektiver på de handicappedes præmisser samt de handicappedes individuelle muligheder for arbejdsindsats?

Af: Jens Thomsen, Hans Jørgen Møller, Esther Andersen, Henrik Have, Susan Valsø, Inger Stoltze Poulsen, Jenny Møberg, Jan Jakobsen, Kate Andersen, Benny Berg Jensen.

En arbejdsgruppen har beskæftiget sig med omtalte emne udfra personlige erfaringer med det Sociale system, og man har udvekslet viden og erfaringer for at gøre sig klart, hvad det er der skeri det sociale system.

Henrik Have i færd med at trykke Hou-resolutionen 1976 (foto: Jan Jakobsen)

Arbejdsgruppen er således blevet gjort opmærksom på aspekter i det sociale system, som røber dette systems fallit.

Arbejdsgruppen har ved dette studium følt det meget magtpåliggende, at man i forbindelse med bistandsloven må finde nye målsætninger m.h.t., hvilke grupper og interesser man i forbindelse med denne lov skal beskæftige sig med.

Arbejdsgruppen har anset det for nødvendigt, at hvis denne lov skal fungere efter de gode hensigter, må der samtidig skabes grobund for en markant nytænkning m.h.t. administration af det sociale område.

Under vores diskussioner om emnet har vi anset det for formålstjenstligt at definere handicapgruppen. Vi er blevet enige om, at denne gruppebestår af ethvert individ, som i følge samfundsstrukturen ikke får mulighed for at etablere sig på selvvalgte betingelser.

Institutionernes fallit.

Institutionerne skal være rettet mod samme mål både for brugere og styrelse, idet der er tale om rent praktiske hjælpeforanstaltninger, således at et liv kan fortsættes som tidligere.

Der eksisterer dog som situationen er nu en indre modsætning mellem det mål beboerne måtte have og det mål styrelsen har. Dette forhold skyldes mange faktorer, men væsentligst mener vi er, at der på institutionerne sker en total degradering af de mennesker, der ryger ud af produktionen, og der bliver således tale om rene opbevaringsanstalter for spildprodukter, hvor menneskelighed elimineres.

Dette hænger sammen med en samfundsstruktur, der helt klart beskæftiger sig mere med produktionshensyn end mennesker.

Udfra den betragtning at beboerne afskæres fra at tage stilling til problemer, f.eks. angående den institution de befinder sig på, indtræder en situation, hvor der ikke vil være behov for at kunne løse problemer. Denne faktor i sig selv må anses for sløvende.

Man sammenstuver mennesker, som man mener har et fælles karakteristikum i relation til ydre observationer (Kørestolsbrugere, gamle, gangbesværet m.m.) under forhold der mindre om ghettoer, hvilket sædvanligvis betragtes som noget negativt.

Dette synes både urimeligt og farligt, da det medfører en sygdomsfiksering. De institutionsanbragte presses ind i et sæt af roller, fordi al opmærksomhed koncentreres om deres “sygdom”, hvilket derfor også for dem selv bliver det væsentligste. Dette forhindrer f.eks. at mere dybtgående personlige problemer kommer til udtryk. Derved opstår en barriere til omgivelserne, og et samfundsengagement vil hele tiden være bestemt af den sygdom, personerne behandles for.

Alt i alt kan man sige, at der indtræder en tilstand af fremmedgørelse, fordi der mangler en bevidsthed om egen situation. Den mest tænkelige reaktion overfor dette, er at man resignerer. I denne situation er brugeren helt overladt til et system, der ikke har nogen ansvarsfølelse, og vil være tabt. Vores eksisterende institutionsmønster har spillet fallit, og en ny struktur må afløse den.

Angående et alternativ til det nuværende sociale system, mener arbejdsgruppen, at alle lovbestemmelser om bistand og forvaltning vedr. de forhold, der i særlig grad angår institutionsområderne, i fremtiden skal søges administreret igennem forbrugerstyret, således at forbrugeren ikke som i dag – via det sociale system af embedsmænd, alverdens behandlere, og godhjertede kommunalbestyrelsesmedlemmer – tillempes nogle sociale og velfærdsmæssige “goder” såsom beskyttet arbejde eller bistand i forbindelse med egen bolig etc., men at forbrugerne selv organiserer sig og sine forskellige behov med selvvalgt bistand bistand eg rådgivning fra f.eks. de myndigheder og og personer, som i forvejen er ansat til at rådgive på disse områder. Denne situation er ikke en ophævelse af det nuværende system, men en styrkelse af systemets åbenhed i retning af integrering af socialgrupperne og i retning af langt stærkere respekt for det enkelte menneskes frie muligheder i forbindelse med sig selv som uafhængigt menneske og ikke i forbindelse med sig selv som et håbløst tilfælde sat under administration.

Et eksempel på en sådan administration findes på visse plejehjem, som står i nær i nær tilknytning til et beskyttet værksted og dagcenter. Den personalegruppe som skal varetage sigtet, driften og opretholdelsen af sådanne dag- eller døgninstitutioner bliver i dag uddannet i det antal som socialstyrelsen finder rimeligt for at beskæftige og behandle et givent klientel. Personalegruppens arbejde er i følge socialstyrelsens hensigter at fremme eller afprøve klientens muligheder i forbindelse med erhvervs- og boligmæssig selvstændiggørelse. Socialstyrelsen anser det for ønskeligt, at der m.h.t. visse dagcenter og daghjem ansættes l omsorgspædagog pr. 3 klienter og 1 faglig medarbejder pr. 6 klienter.

Det er oplagt, at disse personalenormeringer vil fremme en meget intensiv behandling af`klienten, men det må samtidig påpeges, at hvis personalegruppens formål med arbejdet er styret af de nuværende normaliseringsprincipper og derved bliver afgørende for, hvad man mener er bedst for klienten, så tjener dette formål kun til umyndiggørelse af klienten. Da der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved den egentlige betydning af dette arbejde i beskyttede værksteder og dagcentre mener vi, at der klient og personale indbyrdes bør arbejdes med langt flere aspekter og ressourcer, bl.a. de ressourcer som institutionsmiljøet meget hurtigt suger ud af klienten. Her skal klienten selv have indflydelse på, hvad han/hun vil bruge personalet til. Dette betyder ikke, at personalegruppens arbejde bliver et andet, men det betyder, at der radikalt vendes op og ned på begrebet: hvem er det der styrer og hvorfor?

Arbejdsgruppen kræver, at bistandsloven og lignende love som forvaltes af ret store personalegrupper med et bestemt sysselsætnings- eller normaliseringssigte hen over hovedet på klienten skal tolkes og bruges på en sådan måde, at det er klienten, som bestemmer forløbet, og at klienten sammen med grupper af venner eller meningsfæller kan kræve personalet uddannet og ansat til gavn for disse grupper. F.eks. skal der gives muligheder for, at hvis en eller flere klienter i forbindelse med bolig- eller arbejdsfællesskab med en gruppe ikke-klienter ønsker det, bør en eller flere af gruppens medlemmer kunne uddannes og aflønnes af det offentlige, med det formål at arbejde med disse kvalifikationer til gavn for hele gruppen. Dette kan være en uddannelse som f.eks. sygehjælper, men alt efter gruppens størrelse tænkes det, at alle uddannelser og funktioner, som er begrundet ved et bestemt antal brugere, skal kunne tilgodeses af den enkelte gruppe. Disse krav om direkte medindflydelse på styring af f.eks. bistandsloven går altså primært på, at alle i administrationen skal være ansat for at kræve forbrugerens benyttelse af loven accepteret og bevilget og ikke som nu ansat af det offentlige for at varetage det offentliges interesser m.h.t. hvorledes man vil administrerer folk.

Den aktiviserende institution.

Udfra den betragtning at der på plejeinstitutioner ikke stilles nogen krav om udvikling, fordi der er tale om opbevaringsanstalter, kan man ikke forvente nogen progressivitet inden for disse, hvorfor vi heller ikke kan acceptere begrebet og formen.

Man må finde frem til en ny form, hvorunder mennesker selvom de er institutionsanbragte, stadig får mulighed for at udvikle sig.

Skal dette kunne lade sig gøre, m der være betingelser, der skal opfyldes af disse nye alternativer.

En af betingelserne må være, at der ikke bliver tale om nye institutioner, der er passiviserende ved sammenstuvning af mennesker som hidtil. Der må hele tiden være et samspil mennesker, der mener at have noget tilfælles, og dette opnås ikke, hvis man blot tvinger mennesker ind under nogle givne forhold.

Derfor må man bibeholde retten til selv at bestemme, i hvilket miljø man ønsker at være.

Arbejdsgruppen kunne tænke sig, at man benytter sig af nogle af de muligheder, den nuværende lovgivning for netop at gennemføre en plan, der giver mulighed for fællesskab med større perspektiver, og som vil kunne komme til at berøre mange samfundsgrupper samtidig,

Vi tænker os et landsbysamfund, der skal fungere som et kollektiv, hvor alle eksisterer på egne præmisser. Landsbyen kan have følgende funktioner: selvforsynende m.h.t. landbrug, fødevarer, beklædningm.m. Økonomien må lægges an på en så lille pengecirkulation som muligt mellem kollektivets medlemmer. Den enkeltes rådighedsbeløb fastsættes på fællesmøde. Der må forefindes fritidshus evt. i forbindelse med skolen, hvor børnene fra små motiveres til at være med i samfundets funktioner. Personlige fornødenheder dækkes via en indkøbscentral, hvorfra der udleveres efter behov. Produktionen tilrettelægges således, at alle kollektivets medlemmer får mulighed for at deltage, og indrettes således at den både er intern og ekstern. Kollektivets selvforsyning medfører, at værksteder opstår, når behovet fremkommer. Evt. overskud af produktionen indgår i den fælles økonomi. Økonomisk dårlige situationer søges afhjulpet ved kollektivets udadrettede arbejde. Fritiden forløber med varetagelse af kollektivets forskellige funktioner.

Et kollektiv der opfylder de her skitserede funktioner vil kunne blive en erstatning for den passiviserende institution, fordi det opfylder de krav, man kan opstille for en sådan. Det opfylder den socialiseringsproces, der er udviklende for personligheden, og det giver alt i alt mulighed for at bevare mennesket i et sundt og stimulerende miljø, hvor det også er tilladt at blive gammel, uden at man af den grund bliver tvangsisoleret.

Det er ikke absolut en nødvendighed, at man fungerer i en kollektivlandsby. Man kan også udføre ideen i et storbysamfund, hvor man laver et kollektiv, som vi kender det i dag. Ligeså kan man forestille sig lokalsamfundet gennemført inden for en større enhed, idet man vil kunne bruge bykvarterer i stil med landsbyen. Vi mener dog, at kollektivlandsbyen vil være at foretrække, fordi de tilbud denne vil kunne give, vil være af en størrelsesorden, som man ikke vil kunne forestille sig i et almindeligt kollektiv, samtidig med at den giver større berøringsflader til andre mennesker inden for lokalsamfundet.

Kollektivlandsbyen kan bruges til genoptræning og socialisering af handicappede og således påtage sig nogle af de funktioner, der tidligere ikke har været varetaget særlig godt.

Samtidig får man en frigørelse af ressourcer fra handicappede, der ligger inde med erhvervsfaglig viden, således at man opnås en maksimal udnyttelse af denne viden i forbindelse med omskoling og genoptræning.

Overgangsordning og krav.

Indtil disse mål kan realiseres opstiller vi som absolutte minimumskrav:

At det formynderagtige i den nuværende situation ophæves, således at pensionen følger plejehjemsbeboeren. Det vil sige, at man ophører med at udbetale lommepenge, men giver beboerne fuld dispositionsret over pensionen, således at beboerne selv erholder udgifter, der er forbundet med opholdet på plejehjemmet. Bygningsmæssig drift + personaleomkostninger betragtes som offentlige anliggender.

At integrationstanken realiseres efter hensigten med l/3 handicappede og 2/3: ikke-handicappede. Denne integration bør tilgodeses via ændringer af boligsikringsreglerne.

At pensionen bør svare til normalløn.

At der er ankemuligheder overfor alle bestemmelser m.h.t. bistand (f.eks. hjemmehjælp og boligindretning).

At der indføres minimumsgrænser i forbindelse med bistandslovens ydelser, således at der kan sikres ensartede ydelser over hele landet.

NB. Ved behandling af foregående emne har gruppen stiftet bekendskab med bogen: Rapport om revalideringens og åndsvageforsorgens værksteder/ dagcentre, og er herved blevet opmærksom på det ret store arbejde, der inden for åndsvageforsorgen gøres m.h.t. helt nye alternative miljøer for klienterne.

Resolutionen er udarbejdet af: Jens Thomsen, Hans Jørgen Møller, Esther Andersen, Henrik Have, Susan Valsø, Inger Stoltze Poulsen, Jenny Møberg, Jan Jakobsen, Kate Andersen, Benny Berg Jensen.