
Sammen med DHs formand Thorkild Olesen.
Lørdag den 25. april 2015 blev jeg for Muskelsvindfonden valgt ind i Danske Handicaporganisationers forretningsudvalg. Det skete på det årlige repræsentantskabsmøde, der fandt sted på Scandic Hvidovre. På mødet blev Thorkild Olesen (Dansk Blindesamfund) valgt til formand. Thorkild Olesen blev konstitueret som formand, da den tidligere formand Stig Langvad trak sig pga at han takkede ja til et nyt job. Thorkild Olesen blev valgt uden modkandidater. Der var til gengæld kampvalg om næstformandsposten, hvor der var opstillet 3 kandidater. Sif Holst fra Fibromyalgiforeningen blev valgt til denne post.
Der var fire kandidater til én post i forretningsudvalget, som så tilfaldt Muskelsvindfonden. Det er første gang Muskelsvindfonden stiller op til Danske Handicaporganisationers forretningsudvalg. Det er dog en naturlig konsekvens af, at vi er en stærk spiller på det handicappolitiske område, at vi nu går mere aktivt ind på det politiske niveau i Danske Handicaporganisationer. Uden en så stærk organisation som Muskelsvindfonden i ryggen ville jeg heller aldrig binde an med opgaven.
Jeg glæder mig til arbejdet for at skabe de bedste vilkår for alle mennesker med handicap. Det kan vel ikke gøres et bedre sted end i den mangfoldighed af ikke færre end 33 handicapforeninger, som DH er.
På repræsentantskabsmødet var der sat tid af til, at hver kandidat kunne præsentere sig. Min præsentation lød sådan:

Under fremlæggelsen af præsentationen.
Jeg hedder Jan Jakobsen. Jeg er 60 år gammel. Jeg har muskelsvind, og har haft det hele mit liv.
Jeg har arbejdet med handikappolitik siden 1976. Kodeordene har været, at det er nødvendigt, udviklende, inspirerende og - midt i det hele - også nytter og er sjovt, hvis det ikke er et upassende ord at bruge.
Jeg har en bachelorgrad i kommunikation fra RUC og har arbejdet med formidling og journalistik siden 1987. I dag er jeg kommunikationsmedarbejder på en folkeskole med en centerskole for børn med handikap. Her møder vi inklusionen i hverdagen - både mulighederne og umulighederne.
Jeg kommer fra Muskelsvindfonden. Her arbejder vi for “plads til forskelle”. Det handler ikke kun om muskelsvind. Det handler om et fælles samfund med plads til alle uanset handicap eller andre udfordringer.
Jeg sidder på 7. år i muskelsvindfondens bestyrelse. Her ser vi handikappolitik og økonomi i sammenhæng. At vi er en uafhængig organisation, der kan støtte vores medlemmer i den daglige kamp for et værdigt liv, bunder i, at vi sikrer os økonomisk. Dette fokus har DH også, men det skal styrkes. Det er forudsætningen for at vi kan støtte vores lokale handikapråd. Vi skal sikre stadig bedre sammenhæng mellem handikappolitik, struktur og økonomi. Jeg ved det, fordi jeg også sidder som formand for Ringsted Handikapråd. I handicaprådene bokser vi alle dagligt med problemerne. DH skal hele tiden have en klar strategi for, hvordan vi klæder de lokale DH-organisationer på til den virkelighed, hvor udfordringerne mere og mere er ude i kommunerne.

Sif Holst – ny på næstformandsposten i DH.
Jeg sidder desuden i Ringsted byråd og har gjort det siden 2002. Det har givet mig mange politiske erfaringer. Det er også en måde at åbne øjnene hos andre for, at vi med handicap både har muligheder for, ret til og pligt til at være en del af det store og ægte fællesskab. Vi kan agitere for, at vi alle kan bidrage med noget.
Der er mindst 2 egenskaber, vi har brug for, når alt dette skal lykkes. Det er stædighed og viden om de vilkår, vi har at kæmpe under. Vi kan ikke bare vente på, at verden bliver god igen. Det kræver indsats fra alle os, der er her. Det kræver internationalt samarbejde. Det er vi gode til. Men det kræver også, at vi er rigtig gode til at fortælle, hvorfor mangfoldighed, sektoransvar, solidaritet og ikke mindst kompensation er så vigtigt. Det stiller krav til os selv. Det kræver også mod til at kaste gammelt væk. I Muskelsvindfonden vil vi gerne være med og vi tør godt sætte fingeren på, hvad der skal til for, at DH er den organisation, der modsvarer de krav, vi skal indfri, når det skal lykkes.



