Hvem skaber krise – og hvem betaler?

I dag kom Rangvid-rapporten, der skal forklare årsagerne til den danske finanskrise. Svig og bedrag har skabt den krise, som vi alle betaler for. Ikke minst socialt udsatte grupper er ramt af forsøgene på at rette op på forbrydelserne gennem såkaldte reformer.

Det er en ordentlig moppedreng på 488 sider, men alene konklusionerne først i rapporten fortæller nogle tydelige tendenser, selv om de naturligvis er pakket pænt ind.

Krisen er skabt af grådighed og uansvarlighed hos ledende finansfolk og banker lokket af udsigten til hurtige profitter.

Fra konklusionen:
“…Den økonomiske aktivitet i Danmark faldt kraftigt i forbindelse med finanskrisen. BNP faldt således under krisen med knap 7 pct. fra årsskiftet 2007/08 og frem til 2009.
Genopretningen efter krisen har været svag, også sammenlignet med andre lande, og BNP ligger fortsat ca. 5 pct. under niveauet før krisen. Krisen i Danmark har således haft betydelige afledte samfundsøkonomiske konsekvenser, herunder statsfinansielle konsekvenser, udover de direkte konsekvenser for den finansielle sektor…”

“…Danmark er en lille, åben økonomi, der er økonomisk og finansielt tæt integreret med resten af verdensøkonomien. Det er derfor udvalgets vurdering, at Danmark ikke kunne have undgået at blive ramt af den internationale finansielle krise. Samtidig er det dog også vurderingen, at en række nationale omstændigheder gjorde, at dansk økonomi og en betydelig del af de danske kreditinstitutter havde bragt sig i en sårbar position. Det er derfor udvalgets overordnede vurdering, at styrken i gennemslaget af den finansielle krise i Danmark kunne have været mindre, hvis der havde været ageret anderledes forud for krisen…”

Hvem, der har betalt omkostningerne er imidlertid nogle helt andre.

Igen fra konklusionen:
“…Folketinget har siden 2008 vedtaget en række tiltag, som har haft til formål at sikre den finansielle stabilitet i Danmark, herunder særligt de fem såkaldte ”bankpakker”. Bankpakkerne var af betydeligt omfang i Danmark, også i internationalt perspektiv, jf. kapitel 12. Det er efter udvalgets opfattelse yderst uhensigtsmæssigt, at det finansielle systems sårbarhed var blevet så stor, at det var nødvendigt med bankpakkerne og dermed en væsentlig statslig intervention…”

“…Et stigende salg til privatkunder af en række forskellige mere komplicerede finansielle produkter og pengeinstitutters egne aktier fandt sted inden krisen, jf. kapitel 14. Flere af disse produkter var svært gennemskuelige for almindelige kunder og har efterfølgende givet anledning til, at kunder har lidt betydelige tab. Det har ført til en stor stigning i antallet af klagesager hos Pengeinstitutankenævnet.
Meget tyder på, at rådgivningen om visse af disse produkter ikke har været grundig nok…”

Svig og bedrag har skabt den krise, som vi alle betaler for. Ikke minst socialt udsatte grupper er ramt af forsøgene på at rette op på forbrydelserne gennem såkaldte reformer. De har efterladt det indtryk, at det er os, der har skabt krisen. Og finansfolkene og deres rygklappere i Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, bliver, som de ‘pæne’ folk, de giver indtryk af at være, den ene gang efter den anden brugt til at fortælle befolkningen om dovenskab og krævementalitet, som skyld i alle ulykker. Og ingen af dem har nogen som helst dårlig smag i munden, for ikke engang regeringen, der angiveligt burde være socialistisk orienteret, reagerer på denne fortsatte frembusen. Tværtimod gør nogle af de mest skruppelløse ministre deres til at opretholde dette forskruede billede af årsagerne til krisen.