Synlighed, synlighed… og synlighed

En gammel talemåde hedder ‘ude af øje, ude af sind’. Det gælder ikke mindst når den politiske dagsorden sættes. Og det gælder på alle planer: opstilling til kommunalbestyrelserne og regionsrådene, ved valgmøderne op til valget, og ikke mindst, når vi afgiver vores stemme. Derfor er det vigtigt at mennesker med handicap er synlige i den offentlige debat på til valget 19. november. Vi skal sørge for at blive set, hørt, forstået og taget alvorligt.

Mange vigtige beslutninger, der har betydning for mennesker med handicap, træffes i kommunalbestyrelserne. Efter kommunalreformen blev gennemført, er mange beslutninger om serviceniveau udlagt til kommunerne, som er blevet en vigtig kampplads for fordelingen af den generelle velfærd.

Suppleret med, at kommunerne samtidig får meget begrænsede handlemuligheder, når det gælder om at skaffe de økonomiske ressourcer til at opretholde serviceniveauet, så bliver det et sted, vi som mennesker med handicap har et fælles opgave i at sikre, bliver overvåget ganske nøje. I kampen om tildelingen af de sparsomme ressourcer er det vigtigt, at vi holder øje med at kommunerne ikke snyder ‘med fingeren på vægten’. Det findes der en lang række eksempler på¹.

Valg til kommunalbestyrelser og regionsråd

Kommune- og regionsrådsvalget finder sted 19. november i år. I den forbindelse er det vigtigt, at vi markerer os som handicappolitisk gruppe.

Begrebet handicappolitisk gruppe skal forstås rigtigt: at vi på tværs af de politiske holdninger, vi ellers har, er interesseret i at vi som gruppe har nogle værdige livsvilkår og kan deltage i samfundet på lige fod med andre.

Vores fælles interesse består altså i at vi er her og sikre, at vi som gruppe ikke bliver glemt. At vi ikke er ‘ude af øje, ude af sind’.

En del mennesker med handicap stiller op til kommunalbestyrelser og regionsråd ved det kommende valg. Det sker for en lang række forskellige partier, for selv om vi har et handicap til fælles er det jo ikke ensbetydende med, at vi har samme opfattelse af, hvordan samfundet skal organiseres. Det er i denne sammenhæng heller ikke så vigtigt efter min mening. Det vigtige er, at vi er til stede, at vi er deltagende, at vi bliver synlige og ikke mindst hørt.

Opstilling

Nu er selve opstillingsprocessen ved at være forbi, og det er for sent at tænke i de baner i forbindelse med det aktuelle valg. Uden at have undersøgt det, vil jeg umiddelbart tro, at flere med handicap stiller op denne gang. Jeg bygger det især på to antagelser: dels at mennesker med handicap er blevet hårdt ramt af de reformer, derdet år har ramt os. Dels at etableringen af handicapråd i alle kommuner fremmer både interessen for politik og den direkte involvering. Lykkes det at fastholde dette arbejde tror jeg også vi ser flere med handicap involveret i politisk arbejde i de forskellige partier og dermed flere med handicap i kommunalbestyrelserne rundt om. En sund udvikling, når vi taler synlighed. Målet må være, at vi er så mange, at vi afspejler den faktiske befolkningssammensætning. Det gælder naturligvis ikke alene handicap, men også køn, race, religion, seksuel orientering og andre tilhørsforhold.

Valgkampen

Der er heldigvis mange måder at involvere sig i en valgkamp på. Der er brug for at vi er aktive og afkræver politikerne svar på nogle af de problemer, som vi oplever. Det kan ske både i læserbreve, ved vælgermøder, som der bliver afholdt et hav af op til afstemningen, og når vi møder politikerne, der agiterer for deres sag på gader og stræder. Dette møde giver mulighed for at komme i direkte kontakt med de enkelte politikere og finde ud af, hvad de står for. Forstår de vores problemer og vil de kæmpe for dem?

Læserbreve er gode til at stille nogle helt konkrete spørgsmål til politikerne, som de så kan svare på. De kan også bruges til at blande sig i en debat med en særlig handicapvinkel, som det kan være vigtigt at få ind i debatten. I begge tilfælde gælder det om at skrive kort, præcist og ikke at rode for mange emner sammen i samme læserbrev.

Vælgermøder er igen en direkte mulighed for at stille politikere spørgsmål. Her er det vigtigt også at stille korte præcise spørgsmål. Bruger man konkrete eksempler, skal de også være både korte og relevante. Det er umuligt, og heller ikke rimeligt, at politikere skal tage stilling til enkeltsager, så det er vigtigt at holde sig til det principielle. Nogle lokale DH-afdelinger arrangerer deres egne møder for særligt at sætte fokus på handicapområdet. Det kan især være en god ide i de kommuner, hvor der er er grund til at have ekstra fokus på lokale forhold.

Deltagelse i valghandlingen

Det sidste, vi kan gøre, er ret banalt. Det er nemlig at deltage i valghandlingen – at give en kandidat eller et parti sin stemme.

Der har været skiftende stemmeprocenter til kommunal- og regionsvalg de sidste gange. En del af de, der ikke stemmer, har formodentlig et handicap. Begrundelserne for ikke at stemme, kan være mange. En grund kan være, at nogen synes det er for bøvlet. Det behøves nu ikke være tilfældet, for der er glimrende muligheder for at komme til at stemme. Kan man ikke komme til afstemningsstedet, er der mulighed for at stemme hjemme. Passer det ikke at stemme netop den dag valget finder sted, er der mulighed for at brevstemme i en periode på mellem to og tre måneder forud for valgdagen. Har man brug for hjælp til selve det at sætte sit kryds eller eksempelvis at få læst stemmesedlen op, er det også muligt². Tilgængelighed til valgstederne og stemmeboksene er noget af det, som de lokale handicapråd er særligt opmærksomme på. Det er et af de områder, hvor reglerne er rimeligt uklare, selv om Fns hancicapkonvention nævner netop deltagelse i demokratiske valg³.

Synligheden kommer også ind i valgdeltagelsen. Er vi mange nok, der er med til at stemme ‘de gode kandidater’ med et positivt blik for handicappolitikken ind, så kan vi ændre på tingenes tilstand i kommunerne. Så smøg ærmerne op og kom i gang. Vi er en magtfaktor, hvis vi vil.

– – – – –

Noter: