Jeg anklager: Pressens magt – pressens (for)agt!

Jeg var til demonstration i forleden… Demonstrationen handlede om den del af os danskere, der er uden for arbejdsmarkedet eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Om os, der har et fysisk eller et psykisk handicap, er blevet syge, er havnet i arbejdsløshed, er kontantshjælpsmodtager eller af andre grunde er sat uden for dét arbejdsmarked, som betyder så uhyggeligt meget i vore menneskelige relationer i det samfund, vi har i øjeblikket.

Mindst 600 mennesker deltog i demonstrationen, der fandt sted på Rådhuspladsen i København mandag den 4. juni. Deltagertallet i demonstrationen var flot, når man tager de betingelser i betragtning, som vi havde at lave den under. Da emnet var os uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet – og mange med svær sygdom eller store handicaps – siger det sig selv, at rigtig mange var forhindret i at møde op. Men det var kun den ene hindring… og i virkeligheden den mindste.

Den største hindring var, at det forud for selve begivenheden var stort set umuligt at komme igennnem pressen med pressemeddelelser og omtale. Det er ikke til at komme uden om, at hvis vi ser bort fra det lille, men til gengæld meget vågne Dagbladet Arbejderen, så har man udvist en enestående og påfaldende tavshed fra den øvrige presse. Ikke kun tavshed, men decideret modvilje. Det giver god grund til at vi stiller os selv spørgsmålet ‘hvorfor’?

Jeg kommer naturligvis let til at bevæge mig hen imod den venstrefløjsparanoia, som i årevis har været så fremherskende, men den må ikke hindre, at vi får vendt spørgsmålet om, hvorvidt pressen har særegne interesser, som gør, at ‘man’ er mere villig til at fortælle eller formidle nogen historier frem for andre. Og når vi så er nået frem til denne humle, så er det jo, at vi støder ind i nogle paradokser.

Almindeligvis er medierne åbne for savlende individualhistorier a la dem, Lex & Klatten i sin tid rubricerede som ‘Ugens krøbling i Ude & Hjemme’. I denne sammenhæng var der dog ikke engang nogen tendenser i denne retning. Ingen ønskede at binde an med taberhistorier endnu engang. Sæt nu det gik som i den såkaldte Carina-historie, hvor den offentlige mening gjorde ganske kort proces og dømte, at det dog var for galt med et bare nogenlunde leveniveau.

Almindeligvis beskyldes pressen for ikke at ville fortælle positive historier. For mig at se vælter det alligevel frem med disse: der er da ikke den mindste positive ting på finansmarkederne, der ikke kan vendes og drejes for at indgyde ‘respekt’ for og tillid til markedet igen. Guderne skal da vide, at det også gøres dygtigt af enhver veltrimmet journalist og politisk kommentator med blot et minimum af ‘selvrespekten’ i orden.

Pressedækningen efter demonstrationen var også særdeles tynd. På en enkelt TV-station skal vi for at se indslaget kæmpe os igennem en burgerannonce fra et multinationalt selskab før vi når frem til en særdeles tvivlsom refortolkning af begivenhederne på Rådhuspladsen, hvor en redaktør har fået den geniale ide at spænde demonstrationen for trepartsforhandlingerne og i mesterlig grad forpasse, hvad demonstrationen egentlig handlede om. En enkelt reginal-station i Region Hovedstaden havde et kort, men sobert indslag.

Jeg tror ikke, vi kommer uden om det faktum, at der er store, internationale kapitalinteresser på spil i en del af det danske mediebillede. Resten er optaget af at fortælle de historier, der kan fremme politiske holdninger, som man mener at kunne stå inde for. Det er klart, at de fleste medier, både TV, aviser og radio er afhængig af reklameindtægter i en grad, der er styrende for, hvor langt og hvordan man ønsker at benytte ytringsfriheden.

Personligt tror jeg også, at en medvirkende årsag er, at de fleste journalister også er helt almindelige mennesker. Mennesker, der er trætte af at betale skat og lader sig lokke af løfter om skattelettelser. Det er fristende at svigte store solidariske mål, når det kommer til cool cash. Og når en socialdemokratisk regering kan svigte solidariteten, hvorfor skulle journalister så ikke kunne gøre det? Det er vel et såre menneskeligt tankesæt?

Der er bare det lille aber dabei, at pressen besidder en enorm magt i vores samfund. En magt, som stiller nogle modspørgsmål som f.eks., om det ikke er rimeligt, at vi som mennesker er både vel- og sobert informeret om begivenheder af den karakter, som vi deltog i på Rådhuspladsen i mandags? Hvad er der blevet af Public Service-forpligtelserne, som er forhandlet på plads for somme TV-medier?

Det rejser naturligvis også et spørgsmål om, hvilke alternativer der er – f.eks. at bruge nettet, som det gøres allerede. Det er særdeles vanskeligt, bl.a. fordi sådanne medier kun vil kunne tiltrække de mennesker, der i forvejen er velinformeret på feltet og i langt de fleste tilfælde ikke når ud til de mennesker, der bliver ramt af den politik, vi netop kæmper imod.

Jo, der er sandelig nogen, der sidder godt og grundigt på fedtburgeren og den reelle formidling om den… i mere end én forstand. Jeg synes heller ikke vi kommer uden om en vis foragt for mennesker og vores handlinger. Jeg oplever almindeligvis ikke os, denne demonstration handlede om, som ‘samfundets svage’, men det bliver vi i det øjeblik vi frarøves de talerør, som vigtige kapitalinteresser og deres associerede har til deres rådighed i en uhørt skævvridende grad.