Vi er ikke til teselskab i Hellerup

I øjeblikket pågår en kamp om sociale forringelser i Danmark som siger spar-2 til alt, vi før har oplevet. For nogle af os betyder dette temmelig meget, for det er os, der bliver ramt. Med os mener jeg os med handicap, der gerne vil være en del af fællesskabet, men som har brug for den kompensation, det kræver, når vi kun kan arbejde for nedsat styrke. Det er os, der får en væsentlig lønnedgang på grund af, at andre skal have skattelettelser.

Derfor bliver det svært at holde den pæne, intellektuelle tone, hvor man sidder og konverserer med tekoppen strittende i luften. Der kan godt komme nogle udbrud, der måske ikke er hensigtsmæssige – ikke mindst fra mig selv.

Det skyldes jo i bund og grund, at der er tale om en kamp. En kamp mellem overdanmark og underdanmark. Lidt patetisk måske at sige, men for os er det en kamp for overlevelse – og så glemmer man let de pæne manerer, der følger med, hvis man har det økonomiske og intellektuelle overskud. For det har vi sgu ikke i øjeblikket.

Overdanmark og underdanmark. Strammer han den nu ikke lige lidt? For vi har da altid haft et konsensussamfund, hvor vi i fællesskab talte pænt og dannet sammen for derefter at fordele tingene.

Jeps, det havde vi. Ikke har, men havde. Det var slut, da Socialdemokraterne og SF slog pjalterne sammen om at lave ‘brede reformer’, der tog fra de få for at sikre mere til andre. Noget, der tiltaler lille egoistdanmark, for tænk hvis jeg selv en dag gjorde lykken og kom til at tjene over 500.000 – så vil jeg jo også få glæde af de rare skattelettelser!

Danmark er i krig. Uden omtanke kan det udvikle sig til et samfund, hvor uligheden hele tiden bliver større. Det er ved at være sidste øjeblik – om ikke for sent. Tænk jer om!