S&S: om afhængighed af kørestol

(ADVARSEL: jeg skriver stadig på dette indlæg, så der kan ske ændringer i indholdet)

Spørgsmål: Hvordan er det altid at være afhængig af sidde i en kørestol?

Jeg vil hellere stille spørgsmålet lidt omvendt: hvordan ville det være ikke at have en kørestol? Altså ikke at kunne bevæge sig så relativt frit, som jeg trods alt kan. På den måde kommer det til at blive et tilvalg, som jeg får. At vælge blot at gå som alle andre er uden for mulighedernes rækkevidde – og den “næstbedste” mulighed er så en kørestol. Og når det ikke kan være anderledes, så er det da også en ganske god løsning.

Der er to grundlæggende aspekter i at bruge kørestol, som en del forenklet kan beskrives som
– et psykisk aspekt (opfattelsen at være ‘lænket til en kørestol’ i min egen bevidsthed og det andre mennesker ser)
– et fysisk aspekt (de muligheder og begrænsninger kørestolen giver i samspil med den fysiske planlægning af boliger, offentlige bygninger, indkøbssteder, kollektiv trafik og udearealer).

Det psykiske aspekt

Naturligvis bliver en kørestol en afhængighed, men den giver mig også et utal af muligheder – og når først jeg selv oplever den i  perspektivet mulighed frem for begrænsning, så er det ikke så slemt. Det er jo banalt sagt ikke kørestolen, der er skyld i mit funktionstab. Den medvirker tværtimod til at gøre konsekvenserne mindre end de ellers ville være. Når jeg har vænnet mig til at bruge den (og her hjælper 50 år ganske godt med ;-]) så fortager skræmmebilledet  ‘lænket til en kørestol’ sig ganske betydeligt. Det er klart, at der er en lang række problemer i at skulle indstille sig til at bruge en kørestol i forbindelse med ulykke eller sygdomsbetinget funktionstab, hvis det sker pludseligt eller over kort tid i ungdoms- eller voksenliv.

Det bliver heller ikke lettere af den almindelige opfattelse og ‘berøringsangst’ i forhold til kørestol, men det væsentlige er stadig den psykiske proces, jeg selv skal igennem. Den er langvarig og snyder ofte, fordi jeg rent intellektuelt godt kan forstå både nytte, nødvendighed og nye muligheder og andre fornuftbetingede argumenter. Alligevel kommer den lille vovhund inde i hovedet og bjæffer med skinger hvalpelyd: ‘hvorfor lige mig’ osv. Det er iøvrigt en proces, jeg (og naturligvis alle andre, der får et funktionstab) skal igennem ikke alene omkring brug af kørestol, men også ved andre funktionstab som nødvendiggør hjælp til personlig hygiejne, at spise selv og respiration for blot at nævne nogle få markante.

Et af ‘de store problemer’ er da også, at en del andre mennesker bemærker kørestolen mere end jeg selv gør og de medvirker ofte til at fastholde skræmmebilledet. Der er en tendens til, at kørestolen bliver det, der bliver lagt mærke til og ofte kommer den til på en uheldig måde at overskygge mennesket, der sidder i den. Nogle gange i en grad, så det bliver vanskeligt at skabe den menneskelige kontakt. Det er naturligvis ikke ond vilje, men snarere et udtryk for manglende indsigt eller en noget kejtet holdning til at sidde i en kørestol.

Ofte har jeg oplevet, at forældre nærmest har vredet hovedet på deres børn, fordi de med en naturlig nysgerrighed har kigget på den seje maskine, der kom rullende der. I det tilfælde er det vidunderet, børnene betragter – og det er vel ikke mere odiøst end når vi med slet skjult misundelse betragter en særlig fed sportsvogn, hvis vi er til den slags. Forældrenes optræden over for de stakkels poder har dog den noget uheldige bivirkning, at børnene får den noget uheldige opfattelse, at her er noget, man ikke må se på og slet ikke tale om.

Det fykiske aspekt

Det siger vel sig selv, at der er en del vanskeligheder forbundet med at færdes i en kørestol. Det gælder ikke mindst trapper, der er den store skurk i dette spil, både når det gælder butikker og besøg i private hjem. Det er naturligvis mest i disse situationer, at jeg selv ‘bemærker’, at jeg er kørestolsbruger. Det giver et mindre antal butikker at vælge imellem, når jeg skal købe ind. Det gælder særligt specialbutikker, der f.eks. ikke har den økonomiske pondus til at etablere sig i større indkøbscentre. For større dagligbutikker er problemet ikke så stort, for her giver adgangen nærmest sig selv: ingen gider lægge de store indkøb, hvor det bliver for vanskeligt at komme helskindet ud med de erhvervede varer.

Det giver også store problemer, hvis jeg skal besøge venner eller bekendte, der har bosat sig i boliger, hvor der er trapper. Det gælder en ganske stor del af den danske boligmasse. Dels fordi en del af boligmassen er ældre og bygget i en tid, hvor det ikke var aktuelt ganske simpelt fordi mennesker i kørestole ikke var synlige i samfundsbilledet. Dels fordi man ved indretningen af private huse i mange år også har forsømt niveaufri adgang – selv parcelhuse.

Heller ikke den kollektive trafik er i særlig grad indrettet på, at mennesker i kørestol skal kunne benytte den.

Det samfundsmæssige aspekt

Nu kan jeg jo ikke lade være med afslutningsvis at opridse nogle