Hvem styrer kommunal praksis?

Forleden kunne man læse på Muskelsvindfondenss hjemmeside, at der inden for kort tid har været 4 eksempler på, at 4 forskellige kommuner gerne ved selvsyn vil vurdere borgerens behov for hjælp. I den forbindelse har man så sendt borgere et brev, der fortæller, at sagsbehandleren gerne vil på hjemmebesøg og se, hvordan hverdagen er. Det indbefatter så også toiletbesøg og andre situationer, vi plejer at betragte som temmeligt privat.

En ting er, at nogle af os er afhængig af hjælpere og af den grund må “lukke dem ind i vores private sfære. Noget helt andet er, at dette sceneri så også skulle overbeglos af en kommunal medarbejder. Det urimelige i dette ligger der iøvrigt også et mministersvar på. For det er jo ikke første gang, at denne slags ideer opstår i kommunerne.

Allerede i november 2016 svarede den daværende socialminister på et spørgsmål fra Enhedslistens handicappolitiske ordfører Jakob Sølvhøj på dette spørgsmål. Ministeren var klar i mælet, da hun svarede, at “..vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v…” Ministeren gjorde det endvidere klart, at “… I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen…”

Så langt så godt. Kommunerne overskrider med denne praksis klart deres beføjelser og muligheder. Det kan jo godt undre, når den burde være manet i jorden én gang for alle. Men sådan er virkeligheden tydeligvis ikke. Det kommer op igen og igen og skaber et pres på borgere med hjælpebehov, der ofte er i en underlegen situation i forhold til kommunale krav og autoritet. Desværre er det svært for borgere at stå fast på deres ret i en situation, hvor man bliver stillet over for om hjælpen kan bevares, hvis en medarbejder ikke må være med på “en kigger”. En helt urimelig situation at sætte pressede borgere i.

Det rejser et væsentligt spørgsmål: hvad er det, der skaber så ekstreme metoder ude i kommunerne? Er det tilfældige sammenfald, der får 4 forskellige kommuner til at agere på denne måde eller er det en mere overordnet strategi fra kommunerne og deres organisation, der skaber en ulovlig praksis? Det ville ihvertfald kunne give en plausibel forklaring på den vedholdenhed, der ligger bagtiltagene.

Omvendt er det jo slet ikke til at tro på, hvis vi lytter til det, som KL ellers lægger for dagen, når det handler om godt samarbejde.

Der er brug for at få den kommunale og faglige etik kigget efter i sømmene – og få stoppet denne praksis i kommunerne. Det kunne være meget passende, om den siddende socialminister indskærpede, hvad hendes forgænger har sagt. Det tyder på, at der ssamtidig er brug for at iværksatte sanktioner over for de kommuner, der ikke kan nås med pæne pædagogiske ord. Og, nå ja, så kunne KL vel også vise sin gode vilje til samarbejde ved at bruge sin autoritet i kommunerne til at indskærpe, at kommunernes praksis ikke er acceptabel. Endelig bør også de faglige organisationer komme på banen og hjælpe til, at deres medlemmer opfører sig etisk korrekt i borgernes hjem. Med andre ord: kun fælles pres får sat skik på uskikken… og det er der brug for.

Læs iøvrigt Jørgen Lengers artikel på Muskelsvindfondens hjemmeside med henvisning til ministersvar her: https://muskelsvindfonden.dk/handicappolitisk-indlaeg/bizart-kommunalt-paafund-vi-vil-se-dig-noegen/